Stærk lille laptop

Stærk lille laptop

Share

Medions nye bærbare computer er et lille kraftværk. 15,6″-skærm og masser af power under låget. En fin lille all-rounder

En bærbar computer bør i bund og grund være en computer, der kan bruges til mange formål, og som ikke binder brugeren til en bestemt plads. Medions nye MD98930, der bliver solgt i Aldi fra onsdag den 22. februar, opfylder denne definition perfekt.

Den har en 15,6″-skærm, kan bruges til alt lige fra videoredigering til spil, den vejer ikke så meget, at den ikke tages med, og den har en fornuftig batterilevetid.

Nyeste teknologier indbygget

Vanen tro har Medion udstyret sin laptop med de nyeste teknologier. Således har MD98930 FastBoot, så du kan starte maskinen op i en Linux-kerne på ganske få sekunder, og herfra læse mail og surfe på nettet. Den har også usb 3.0, og så er den udstyret med WiDi, Wireless Display, som gør, at du trådløst kan koble laptoppen til en skærm – hvis den altså også understøtter WiDi.

Den er også udstyret med Nvidias Optimus-teknologi, der gør, at laptoppen automatisk skifter mellem at bruge det indbyggede Nvidia GeForce GT630M-grafikkort og så den integrerede Intel-grafik. Den sidste løsning er langt mindre strømslugende, hvorved computeren kører længere uden at skulle i nærheden af en stikkontakt.

Se også:  HP lancerer laptop i læder

Computeren er baseret på Intels Core i3-2350M, og ud over grafikkortet er den udstyret med en 500GB harddisk, 4GB ddr3-hukommelse, og så er den udstyret med et rigtig godt lydsystem, der repræsenteres af to rigtig gode højttalere. Det betyder, at lydkvaliteten er meget høj af en bærbar. Så har du ikke lige et par eksterne højttalere i nærheden, kan du stadig nyde god musik på de indbyggede højttalere.

Fine målinger

Vi startede med at teste maskinen med en af vores spille-benchmarks, PCMark 06, og blev glædeligt overraskede over, at den scorede hele 8.599 PCMarks. Det viser en computer, der sagtens kan bruges til spil.

Vi gik nu videre med PCMark Vantage-testen, der tester computerens evner inden for det, der kaldes produktivitetssoftware. Her scorede MD98930 5.317 PCMarks, hvilket er en meget flot score, der viser, at computeren har rigeligt med kræfter til at håndtere ting som billed- og videobehandling.

Derefter sendte vi computeren igennem CineBench 64bit for at se, hvor mange kræfter cpu’en havde, og med en score på 25,16fps i OpenGL-testen og 2,19pts i cpu-testen. Igen flotte tal for denne lille kraftkarl.

Se også:  Bruger du en bærbar pc?

Vi testede derefter harddisken med HD Tune Pro og fik en gennemsnitlig overførselshastighed på 57,7MB/s, så harddisken er pænt hurtig.

Den sidste test, vi sendte computeren igennem, var Battery Eater. I classic-testen overlevede computeren i 1 time og 54 minutter, mens den klarede 4 timer og 45 minutter i reader-testen.

De øvrige betragtninger

Der er et par ting mere, der er vigtige at kigge på, når det handler om en laptop. Dels må den ikke blive så varm, at den ikke er til at holde ud at have på skødet, dels må den ikke larme.

Samtidig er tastaturet ret væsentligt. Det skal være behageligt at arbejde på, og tasterne skal være nemme at ramme. Endelig skal skærmen også være behagelig at kigge på og helst ikke give for mange reflekser.

MD98930 bliver ikke specielt varm, og vi oplevede absolut ingen støj fra den, og vi må også rose tastaturet, der er af ø-typen, der gør det meget behageligt at arbejde på.

Vi slutter af med at rose skærmen, den er meget behageligt at kigge på og har stort set ingen reflekser.

MD98930

Alt om DATA siger

En skøn lille laptop med masser af kræfter til både spil og billede- og videobehandling

4.5
Brugerbedømmelse 0 (0 stemmer)
Sender
Del denne