Det kan virke sært, at Crucial MX500 er det eneste SATA-drev i denne test, men når prisforskellen mellemPCIe og SATA er så lille, er det ikke nemt at argumentere for den meget langsommere teknologi. Der er imidlertid en grænse for antallet af M.2-slots på bundkort, og der kan stadig være et behov for SATA-ssd’er som sekundært lager.
I den forbindelse er Crucial MX500 et af de bedste valg, man kan træffe.
Med SATA’s maksimale teoretiske båndbredde på 600 MB/sek. er det omtrent så hurtigt, som det kan blive, og Crucials drev har længe været at finde blandt dem, der giver mest valuta for pengene.
Det er det billigste SATA-drev på 1 TB, man kan få, og det vil danne den ideelle ramme om dine Steam- og Epic-samlinger.
Det kan snildt fungere som bootdrev i maskiner uden nogen M.2-sokler – eller i hvert fald uden bootbare M.2-sokler – men man går glip af den lynhurtige respons fra operativsystemet, der kommer af at køre på den ssd-specifikke NVMe-protokol.