Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

SSD'er [STORTEST]: Få fart på computeren med lynhurtige ssd-drev

Næste generations PCIe 4.0-ssd’er er afgørende for fremtidens gaming, og her får du de bedste bud lige nu.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En af de nemmeste løsninger, når det gælder om at give computere et mærkbart boost er at opgradere lagerkapaciteten. Det er navnlig sandt, hvis man stadig har en roterende harddisk eller to liggende i pc’en, men SATA-ssd’er kan også have godt af en opgradering. Lige nu bruger de bedste lagerløsninger PCIe 4.0-interfacet til at levere læse- og skrivehastigheder, der kan tage pippet fra enhver.

I øjeblikket er det kun AMD’s Zen 2- og Zen 3-platforme, som umiddelbart understøtter PCIe 4.0-drev, men Intels næste  generation af cpu’er (med kodenavnet Rocket Lake) kommer også til at hoppe på denne superhurtige vogn. Det betyder, at selvom man ikke har en understøttende platform i øjeblikket, vil man have den, når man næste gang opgraderer.

Det er baggrunden for, at vi synes, at en overgang til en ssd, der understøtter PCIe 4.0, vil være den bedste beskyttelse af ens lagerinvestering. 

Læs testene på de næste sider:

Corsair MP600 1TB: Testens billigste



Hvis prisen er vigtig, så er dette drev værd at overveje

Denne Corsair-ssd var et af de første PCIe 4.0-drev på markedet, og AMD købte en stak af dem (og Gigabyte-udgaverne), som firmaet præsenterede sammen med sine Zen 2-processorer. Det skete for halvandet år siden, men disse drev fungerer stadig godt og leverer en del for pengene takket være nogle skarpe prisfald.

Nyere drev har vredet lidt mere ud af Phison-controlleren og NAND-flash, og det er grunden til, at denne ssd er røget lidt ned ad listen, men den har stadig en solid kvalitet. Den omstændighed, at den bliver leveret med en stor køler, kan også tale til dens fordel. Man skal dog sørge for, at der er plads til den på bundkortet, fordi Corsair ikke anbefaler, at man fjerner køleren og overlader kølingen til bundkortets køleløsning – det bliver nemlig temmelig varmt.

Det er billigt af et drev på 1 TB at være, og det er hurtigere end nogen PCIe 3.0-ssd på markedet. Der er billigere versioner på vej, og de er måske også hurtigere, men dette drev er på markedet i dag.

Addlink S90 1TB: Lige lidt mere fart på



I den dyre ende af de billige, men også ret godt

Da Addlink S90 først blev lanceret, var der ikke rigtig nogen konkurrence, og det blev derfor hurtigt det foretrukne næstegenerations-drev. Siden da har andre producenter forstået, at prisbillige drev kan levere fornuftige salgstal, og derfor har priserne taget et styrtdyk. Det er godt for os som forbugere, men det betyder også, at vi skal være på vagt. I skrivende stund er Corsair-drev, Gigabyte-drev og Sabrent-drev på 2 TB alle mere end konkurrencedygtige på pris med dette drev, og det sætter Addlink S90 i en lidt akavet situation – navnlig da det først og fremmest hører til i den billige ende.

Den gode nyhed er imidlertid, at der er tale om en mere opdateret tilgang til Phison E16-controlleren, end man finder andre steder, og det indebærer, at drevet leverer en ydelse, der er en anelse bedre end drevene fra Corsair og Gigabyte drives.

De er ganske vist lidt billigere, men dette drev har altså et forspring i form af bedre performance, og derfor synes vi, at den ekstra pris er værd at betale.

Gigabyte Aorus 1TB NVMe Gen4: Plads til ekstra kølere



Et næstegenerations-drev med lidt gammeldags bling

Ved lanceringen var der så lille forskel på Corsair MP600 og dette Gigabyte Aorus-drev, at man ikke kunne skelne dem fra hinanden, selvom man havde et væld af benchmark-resultater til sin rådighed.

Det skyldes, at der bag de ekstremt forskellige kølere befinder sig to stort set ens drev: De bruger den samme Phison E16-controller og den samme Toshiba 3D TLC NAND-flash.

Siden lanceringen har Gigabyte imidlertid justeret drevets firmware, således at det yder lidt bedre og kommer tættere på at være på linje med for eksempel Sabrent- og Addlink-drevene. Det betyder, at vi anbefaler det frem for et Corsair MP600, men ærlig talt er forskellen så lille, at man sandsynligvis ikke vil bemærke den.

Omtrent den eneste forskel er kobberkøleren, som føjer en vis retrocharme til ethvert bundkort – og det klarer også udmærket at holde ssd’en afkølet.

Man skal blot sørge for, at man har plads til det i kabinettet, før man køber det.

Western Digital Black AN1500 2TB: Kan puste liv i pc’en



Næstegenerations-ydelse til PCIe 3.0-bundkort

Dette Western Digital-drev ligner ikke nogen andre drev i denne test, og det er faktisk også lidt snyd – det er nemlig slet ikke noget PCIe 4.0-drev. Ikke?

Nej, dette tilføjelseskort fra Black er faktisk en PCIe 3.0-enhed, som præsterer at nå næste generations-niveauer, fordi den kører et par M.2 PCIe 3.0-drev som et striped array. Det betyder, at den kan nå op på utrolige ydelsestal på Intels nuværende platforme og på AMD’s førstegenerations Ryzen-cpu’er.

Sådan en ydelse koster naturligvis penge, og i dette tilfælde kræver det en anselig udskrivning, hvis man vil vide, hvordan det er at arbejde med 6,5 GB/sek. Man skal også bruge et ledigt PCIe 3.0 x8-slot for at nå op på disse ydelsestal, og det kan banke ens grafikkort-båndbredde ned til x8-ydelse (og det er ikke så godt, som man skulle tro), afhængigt af platformen.

Ikke desto mindre er der tale om en gennemtænkt løsning, som kan være med til at puste nyt liv i ældre computere.'

Sabrent Rocket 2TB Gen4: Mange GB for pengene

Den bedste, billige næstegenerations-ssd

Som mange af de andre drev her bruger ssd’en Sabrent Rocket Gen4 Phison E16-controllerer, der er en udmærket PCIe 4.0-controller, selvom den halter bagefter den nyere Samsung Elpis-controller, som man kan finde i 980 Pro.

Det betyder, at de højeste sekventielle tal ikke helt imponerer, og de vilkårlige tal er også en anelse lavere. Når vi ser på ydelsen i den virkelige verden, er der imidlertid stort set ingen forskel.

Ja, når det gælder filkopiering, var dette Sabrent-drev faktisk lidt hurtigere. Og når vi taler om spilbelastning, er der mindre end et sekund mellem de hurtigste og de langsomste i testen. De er alle ret hurtige.

Der hersker en priskrig mellem disse næstegenerations-drev, og man ser ofte udsving i priserne. Sabrent ser dog ud til at holde sig i spidsen. Ydelsen er høj, og der er et fint forhold mellem pris og kapacitet. 2000 GB for 1800 kroner svarer til 0,90 kroner pr. gigabyte – ganske godt. 1 TB-versionen giver endnu mere for pengene med cirka 0,80 kroner pr. gigabyte.

Samsung 980 Pro 500GB: Stærkeste ydelse lige nu


Det hurtigste næstegenerations-ssd, man kan få

Samsung har i årevis været indbegrebet af ssd-lager, og til trods for, at 980 Pro har været længe undervejs, har dette drev med dets næste generations-Elpis-controller været værd at vente på. Hvis man ønsker sig den bedste ydelse i øjeblikket, er der intet, der kan udfordre det. Med sekventielle læse- og skrivehastigheder på 6900 MB/sek. og 5000 MB/sek., 800.000 IOPS for vilkårlig ydelse og den forrygende Magician-software, der gør håndteringen af drevet til en leg, er 980 Pro en lækkerbisken for enhver ydelses-junkie.

Det eneste problem er prisen, og det gælder navnlig for denne 500 GB-model. Til 1100 kroner giver man 2,20 kroner pr. gigabyte, og det er i overkanten. 1 TB-drevet til 1800 kroner giver 1,80 kroner pr. gigabyte, men man kan stadig få mere for pengene ved næsten den samme ydelse. Ydelsen i den virkelige verden er ikke så meget bedre end hos nogle af de andre drev her, og derfor skal man virkelig have brug for den ekstreme kapacitet.