Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ssd viser, hvad det kan

Ssd hører stadig til blandt de sjældent testede produkter her på redaktionen, men vi har haft mulighed for at teste Plextors 128GB-drev, inden det ramte butikkerne, og det viser virkelig, hvad et ssd kan.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Indtil videre er det ikke de store markedsandele, som ssd har taget. Den traditionelle harddisk er stadig klart det fortrukne lagringsmedie for de fleste, såvel hos producenter af computere og laptops som hos de almindelige forbrugere.

Det giver nu også rigtig god mening. For hvis du regner prisen ud pr. megabyte på et ssd, så er den markant højere end for en almindelig harddisk.

Samtidig er de traditionelle harddiske også blevet endnu hurtigere, og for at det ikke skal være løgn, så er producenterne af de velkendte pladelagre også begyndt at bruge hybridteknologier i deres bestræbelser på hele tiden at blive hurtigere.

Databeskyttelse og stabilitet skal der til

Men der er klart et marked for ssd’er, ikke mindst når vi snakker om bærbare computere. Ssd’erne udvikler næsten ingen varme, de larmer absolut ikke, de bruger mindre strøm, og nå ja – de er hurtigere end almindelige harddiske.

Plextor er mest kendt for at lave dvd- og blu-ray-enheder, og her på redaktionen har vi da også testet en del af dem gennem tiden. Men producenten har da også et par små eksterne harddiske på programmet, og nu har man så tilføjet et ssd til porteføljen.

Alt om DATA har haft mulighed for at teste Plextors PX-128M2S, et 128GB ssd, der blandt andet understøtter sata3, som giver mulighed for at overføre op til 6Gb/s.

Drevet er udstyret med en 128MB ddr4-cache-buffer, som efter sigende er med til at reducere antallet af data-wipe-outs og dermed forlænge drevets liv, og samtidig har Plextor udstyret drevet med sin ”instant restore”-teknologi, der skal være med til at sikre, at stabiliteten på drevet maksimeres.

Disse ting har vi i denne test ikke haft mulighed for at teste. Det ville kræve, at vi havde mulighed for at have drevet til test meget længere.

I stedet har vi testet, hvor hurtigt drevet egentlig opfører sig i en standardcomputer, der pludselig bliver udstyret med sådan et stykke moderne teknologi.

Masser af hastighed

At drevet var hurtigt, var der ingen tvivl om, men først måtte vi faktisk lige se os selv blive overraskede. I Alt om DATA nummer 5/2011 testede vi en 2,5"-harddisk fra Western Digital, og hvad var mere naturligt end at sende dette drev gennem samme test?

Så først kopierede vi 8,71GB fra en almindelig harddisk i computeren over til vores nye ssd.

Datamængden var fordelt på 2.387 filer i 363 mapper. Opgaven blev klaret på 4 minutter og 28 sekunder, hvilket faktisk kun var 25 sekunder hurtigere, end den traditionelle disk kunne klare.

Da vi gentog opgaven med 6,29GB fordelt på 2.391 filer og 2.719 mapper, tog det 10 minutter og 50 sekunder, hvilket var 2 minutter og 10 sekunder hurtigere end den traditionelle harddisk.

Nuvel – vi tænkte os om, og der er to faktorer, der spiller markant ind her. Dels de harddiske, vi kopierede fra, dels de begrænsninger, som vores testcomputer giver. Vi gentog derfor kopieringen internt på disken, og denne gang fløj data af sted som aldrig set før.

De 8,71GB blev kopieret på 1 minut og 35 sekunder, mens de 6,29GB blev mangfoldiggjort på 2,09 sekunder. Til sammenligning klarede den almindelige harddisk det på 3 minutter og 47 sekunder henholdsvis 6 minutter og 2 sekunder. Altså var Plextors ssd godt og vel tre gange så hurtig.

Det, der er værd at bemærke her, er, at dette drev kræver en god bagvedliggende hardware, for at den virkelig kan yde sit bedste. Men så er den godt nok også hurtig.