Home » Harddisk » Store SSD’er til små priser
Store SSD’er til små priser

Store SSD’er til små priser

Share

Ikke flere udflugter. Nu er ssd’er til at komme i nærheden af. Her tester vi ti af de af de nyeste, som både er større hurtigere og ikke mindst billigere end tidligere generationer

Størrelsen tæller. Og når det gælder ssd’er, koster den penge. Sådan var det i hvert fald. I 2008 lancerede Intel sit første ssd, der sigte-de på almindelige brugere. Man hostede op med 4000 kroner og fik til gengæld 80 GB. Ja, kun 80 GB. Bevares, konventionelle harddiske var også dyrere pr. gigabyte i 2008, men forskellen var alligevel til at få øje på. For under 800 kroner kunne man dengang få roterende magnetplader på mere end 400 GB.

Størrelsen har ubetinget udgjort en usikkerhedsfaktor for ssd’er. Naturligvis kan man kombinere et lille ssd med en bamse af et magnetdrev og teoretisk få det bedste fra begge verdener: fart og ydelse. Selv det mindste ssd kan rumme en Windows-installation. Smid simpelthen resten i det store gamle
datalager i form af en billig, konventionel harddisk.

Problemet med den løsning knytter sig til applikationer. De kan også lide lager-kapacitet – især spil – og et ordentligt spil-bibliotek kræver seriøse mængder plads. For os vil det sige et absolut minimum på 250 GB, og idealet er snarere op imod 500 GB.

[pt id=’2028497′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”¨Ssd’er som OCZ’s RevoDrive udspyr mængder af sekventielle tal men er mindre imponerende når det gælder vilkårlig adgang.”‘]

¨Ssd’er som OCZ’s RevoDrive udspyr mængder af sekventielle tal, men er mindre imponerende, når det gælder vilkårlig adgang.

Den gode nyhed er, at det nu er ved at blive langt mere realistisk. Nu kan man få ssd’er i 500 GB-klassen til under 2500 kroner. Naturligvis er de nyeste og hurtigste modeller dyrere, men det er ikke længere absurd kostbart at få et ssd, der kan bruges til noget.

Det lader altså til, at størrelsen er ved at være i orden. Men der er stadig rigeligt at tage fat på, når det gælder ssd’er. Udviklingen indenfor cpu’er og gpu’er synes at være aftagende, men ssd’er er stadig en teknologi, der er i sin vorden.

Den fremtidige udvikling vil komme til at omfatte ting som controller-chipsæt og selve flashhukommelse-chipsene. Det er gode, gamle Moores lov, der er i sving i det sidste tilfælde, og udviklingen får formentlig større betydning for ssd’ernes pris og ydelse end for processorer og grafikchips i den nærmeste fremtid.

Så er der spørgsmålet om lager-interfaces. Ssd’erne har udviklet sig meget hurtigere end de interfaces, der forbinder dem med pc’erne. Ssd har allerede for stærke muskler til SATA 6 Gbps. Der er behov for et alternativ, men hvilket?

[pt id=’2028498′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”LAMD LM87800 som man finder i Corsairs Neutron GTX er en ny kombattant på slagmarken. “‘]

LAMD LM87800, som man finder i Corsairs Neutron GTX, er en ny kombattant på slagmarken.

Der er nogle, der mener, at PCI Express bliver det næste store nummer indenfor ssd-lagring. Det hænger sammen med, at vi har nået loftet, når det gælder bestemte aspekter ved SATAs interface.

Stort set alle højtydende SATA-ssd’er er begrænset af det maksimale gennemløb på 6 Gbps for det eksisterende SATA-interface. Det er årsagen til, at drevene har en tendens til at knage ved lidt over 550 MB/s for sekventiel læsning og skrivning. Det er alt, hvad en SATA 6 Gbps-forbindelse kan håndtere.

Her kommer pci-e ind i billedet. Den seneste specifikation, 3.0, leverer lige under 1 GB/s båndbredde pr. spor, og selv den gamle pci-e 2.0 klarer næsten 500 MB/s pr. spor.

Man kan naturligvis binde helt op til 16 spor sammen og få sig en temmelig impo-nerende båndbredde, men det er i realiteten kun grafikkort, der satser på alle 16 spor. Når det gælder lager, taler vi typisk om to til fire spor. Uanset om vi taler om pci-e 2.0 eller 3.0, er det nok til at give SATA en ordentlig omgang.

Et illustrativt eksempel af nyere dato er den seneste MacBook Air fra Apple. Bevares, den er ikke netop en pc, men al hardwaren har pc-ophav, og den er et smukt eksempel på, hvad man kan opnå ved hjælp af pci-e, selv i et ultrabærbart format.

MacBook bruger pci-e i 2.0-udgaven med to link til dens ssd, og derfor har den et maksimalt teoretisk gennemløb på omkring 1 GB/s. I tidlige test er det reelle gennemløb målt til cirka 750 MB/s for læsning og skrivning, og begrænsningen skyldes sandsynligvis drevet, ikke interfacet.

[pt id=’2028499′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Før betød pci-e 16-sporsslots på bundkort. Inden længe bliver det lige så udbredt i forbindelse med ssd’er.”‘]

Før betød pci-e 16-sporsslots på bundkort. Inden længe bliver det lige så udbredt i forbindelse med ssd’er.

Under alle omstændigheder er der her tale om seriøs båndbredde. Det går 50 procent hurtigere end noget, man kan opnå med SATA-formatet, og vi taler om en af de slankeste og mest ultrabæbare notebooks, man kan få for penge. Utroligt. Men det er kun en del af historien.

Se også:  Et univers af lagerplads

Vi har ikke testet en MacBook, men den vil med stor sandsynlighed lide under den samme begrænsning som ethvert andet pci-e-ssd, nemlig vilkårlig adgang. I øjeblikket kan selv de hurtigste SATA-ssd’er ikke komme op på tre cifre, når det gælder MB/s for vilkårlig adgang. Det er langt fra grænsen for SATA 6 Gbps.

Tilfældighedernes spil

Det samme gælder for pci-e. Det er ikke interfacet, der lægger låg på vilkårlig adgang, det er selve drevet. Det samme gælder for pci-e-alternativet. Og når det gælder den subjektive fornemmelse på pc’en, er vilkårlig drevydelse mindst lige så vigtig som sekventielt gennemløb.

Måske endnu vigtigere. Det er faktisk den ydelse, der for alvor adskiller ssd’er fra de hurtigste konventionelle harddiske. Et ssd kan være to eller tre gange hurtigere til sekventielle arbejdsbyrder, men det kan være 20 til 50 hurtigere til vilkårlig adgang.

Det er grunden til, at vi har brugt de seneste 500 ord på at rable løs om det. Pci-e eller den formodede SATA express-hybrid af de to interfaces bliver højst sandsynligt fremtidens lager, men det bliver næppe det vidundermiddel, man skulle tro. Det er vigtigt, at man forstår det.

Hvad sker der ellers indenfor ssd? Kapacitet er, hvad der sker. Siden de første ssd’er kom frem, har den største enkelte ulempe måske været mangel på kapacitet. Først prøvede vi at bilde os selv ind, at man kunne bruge et ssd på så lidt som 40 GB som bootdrev og have et konventionelt magnetisk drev til datalagring, men det er ikke ideelt. Idealet ville være et ssd, der er stort nok til alt det, der er ydelseskritisk, herunder et gigantisk spilbibliotek. Den tanke har ført til en del imponerende mental gymnastik.

[pt id=’2028500′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Du glade. Apple slår til igen og viser vejen med et pci-e-baseret ssd i den nyeste MacBook Air.”‘]

Du glade. Apple slår til igen og viser vejen med et pci-e-baseret ssd i den nyeste MacBook Air.

Først lod vi, som om 128 GB lige kunne klare sagerne. Så blev omkring 250 GB den realistiske mulighed. For nogle kunne det lige akkurat slå til, men når man når op på 500 GB eller mere, kommer der for alvor slag i ens gaming. For nogle er selv det ikke nok, men for os er det niveauet, hvor lagerbegrænsningen for alvor svinder bort.

Den gode nyhed er, at priserne på den slags drev nu nærmer sig et punkt, hvor almindelige dødelige kan være med. I skrivende stund kan du på nettet finde et 480 GB OCZ Agility-drev, der bygger på SandForce SF-2281-controlleren til under 2500 kroner. Det er ikke småpenge – og der er sket noget, siden SandForce SF-2281 var alle ssd-controlleres moder – men det er heller ikke nogen herregård, og det ville spilleme være et rart drev at bruge i den virkelige verden.

Kontrolfreaks

Vi kommer altså til ssd-controllere i almindelighed – det varme emne indenfor ssd’er. Det er gået lidt langsomt på det seneste. Det er sikkert stilhed før stormen i form af SATA Express. Under alle omstændigheder er vi endnu ikke blevet oversvømmet af spændende nye controller-chipsæt.

En af de nyere muligheder er LAMD LM87800, som man finder i Corsairs Neutron GTX-drev. Man ved ikke vældig meget om den, ud over at den er en dual core-ARM-chip. Bortset fra det er der i alt væsentligt tale om det sædvanlige. Så er der Barefoot 3 fra det OCZ-ejede Indilinx, der parrer ARM-kerne med OCZ’s temmelig mystiske Aragon-coprocessor. Bortset fra det tramper SandForces bud, der engang slog alt og alle, SF-2281, videre, mens Marvells 9174 og Samsungs MDX stadig er ganske konkurrencedygtige.

Når det gælder andre tekniske fremskridt, kan du læse om dem i anmeldelserne af ssd’erne, men den sædvanlige udvikling gælder, herunder den stadigt svindende størrelse af NAND-hukommelsesceller.

Når det er sagt, er der en ting, der ikke rigtig har vundet højde, og det er triple-level cells (TLC). Det ser ud til, at der vil gå nogle år, før de bliver mainstream. Hvis det lyder skuffende, skal man huske, at priserne på hukommelse i mellemtiden er faldet støt. Den udbredte brug af TLC og den forøgede hukommelsesintensitet, det fører med sig, vil kun gøre de store ssd’er endnu billigere.

Hvad sker der med ssd’er?

Nu ved vi, at store ssd’er bliver billigere. Men hvad kan vi ellers forvente i den nærmeste fremtid? Pci-e er med til at hæve niveauet for sekventiel ydelse, og Apples MacBook Air leverer omkring 750 MB/s for både læsning og skrivning, men det er kun begyndelsen.

Se også:  Samsung Portable SSD T7 Touch [TEST]: Lynhurtigt og supersikkert drev til lommen

ADATA lancerer SX2000, og tallene er helt overvældende. Til at begynde med rummer det hele 1,6 TB. Læg hertil læse- og skrivehastigheder på 1,8 GB/s. Og det bedste er, at ADATA hævder at være god for 200.000 IOPS.

Vilkårlig ydelse burde også være imponerende. Det er gjort muligt af det nye SSF-8639-interface, der er en firespors-pci-e-løsning. Det bliver dog ikke billigt; vi forventer at se priser på over 15.000 kroner. Det er ikke et drev for amatører, men det giver et vink om fremtidens drev til desktop-pc’er.

En anden interessant udvikling er Thunderbolt – Intels superhurtige standardforbindelse. Anden generation af Thunderbolt klarer 20 Gbps, og det bringer det i samme klasse som et firespors-pci-e-interface. Intel har for nylig fremvist en prototype på et 128 GB Thunderbolt 2.0-thumbdrive.

Idéen med et thumbdrive, der distancerer nutidens ssd’er, er fascinerende.
Når det gælder udviklingen af selve hukommelseschipsene, bliver alting mindre. Toshiba lancerer sine nyeste 64 Gbit NAND-chips, der skal være de hidtil mindste. Samtidig med at chipsene bliver mindre, bliver de forhåbentlig også billigere.

[pt id=’2028501′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”TLC-flashhukommelse burde blive mere udbredt og tvinge priserne endnu længere ned når Toshiba følger med Samsung og lancerer sin version senere på året.”‘]

TLC-flashhukommelse burde blive mere udbredt og tvinge priserne endnu længere ned, når Toshiba følger med Samsung og lancerer sin version senere på året.

Toshiba siger også, at man vil producere TLC-hukommelse på den samme proces senere i år. Hidtil har kun Samsung solgt TLC-hukommelse til mainstreammarkedet. Toshiba siger, at dets TLC-chips i første omgang sigter på smartphones og tablets, hvor hukommelsestæthed er superkritisk.

Men de nye chips skal også bruges til pc-ssd’er. 500 GB-drev til mindre end 2000 kroner næste år? Det virker faktisk meget sandsynligt.

Vi har set ind i fremtiden, og den hedder ADATA. Bortset fra at det ikke er dette drev, og det hedder ikke ADATA. Hvadbehager, Willis? Undskyld, lad os forklare os.

[pt id=’2028502′ size=’large’ link=’file’]

 

Willis var en figur i en amerikansk tv-serie fra 1980’erne. Hans bror, Arnold … et øjeblik, det var ADATA, det drejede sig om.

Vi har spekuleret på, hvornår den næste store ssd-nyhed ville komme. En tidlig antydning er ADATA SX2000. Ja, SX2000, ikke SX900. Det førstnævnte er ikke lanceret endnu. Det bygger på et pci-e-interface, ikke på SATA, og har SandForces eksotiske nye controller-chipsæt med kodeordet Griffin. Det, vi her har i hænde, er XPG SX900, og mystisk nok kan det blive et af de sidste ADATA-ssd’er, vi kommer til at se. Nu er du for alvor forvirret, ikke?

Vores hemmelige kilder siger, at ADATA-mærket bliver udfaset mange steder. ADATA og dets moderselskab går ingen steder, det er kun varemærket, der bliver droppet.

Lige nu bygger XPG SX900 på en ældre SandForce SF2281-teknologi og er altså velkendt. Vi har været tiraden igennem mange gange: umiddelbart imponerende sekventielle tal, der falder til jorden, når man dynger ukomprimerbare data på, beskeden ydelse ved vilkårlig adgang og så videre.

Men plejer SandForce-drev ikke at rumme 480 GB snarere end 512 GB? Jo. SandForce-controlleren kræver normalt omkring 15 procent reservekapacitet. Flash-hukommelsesceller bliver slidt med tiden, og en ekstra reserve forlænger drevets levetid. Kort at melde har ADATA fravalgt en teknologi og dermed frigivet næsten 30 GB ekstra plads. Vi ved ikke, hvad det betyder for drevets levetid.

Send den gamle SandForce-controller hjem, og få den herlige nye LAMD-controller smurt og sendt herhen. Sådan sagde Corsairs ledelse. Det er i hvert fald sådan noget, chefen for Corsair kunne have sagt.

[pt id=’2028503′ size=’large’ link=’file’]

 

Det berører kun marginalt begrebet ssd-controllere. Bortset fra en ting: Corsair er træt af at bruge SandForce til sine bedst ydende drev. Der var faktisk ikke noget valg, hvis man ville forblive i front, fordi SandForce SF-2281 efterhånden virker lidt brugt.

I dets sted har vi fået LAMD LM87800. Ikke nogen imponerende markedsføring. LAMD står for Link A Media Device, der i sig selv er noget af en mundfuld. Her taler vi om to ARM-kerner, otte hukommelseskanaler, og så ved vi vist ikke mere. I modsætning til cpu’er og grafikchips er det ikke almindeligt at afsløre ret meget om ssd-controller-teknologi.

Hvad resten af drevet angår, er dette Corsair det bedste af det bedste af det bedste. Hvor den gamle Neutron deler LAMD-controller og parrer den med 25 nm-synkron ONFi-hukommelse, får Neutron GTX Toshibas fineste 24 nm Toggle-chips. Uanset om det gælder sekventiel ydelse med komprimerbare eller ukomprimerbare data, vilkårlig adgang eller rigtige applikationer, er Neutron GTX afgjort med i toppen.

Det er derimod ikke vanvittigt billigt eller vanvittigt stort. Vi taler ikke om sammenligning mellem drev på 480 GB og 512 GB. Vi taler om 240 GB versus 256 GB. Med andre ord fejer Neutron GTX ikke konkurrenterne af bordet. Det er ikke klart hurtigere, større eller billigere.

Et 480 GB ssd med et af de bedste chipsæt i kristenheden? Lavet af et af de største mærker i branchen? Til ca. 3000 kroner? Glem middagen og biografturen, vi har allerede skiftet til noget mere komfortabelt.

[pt id=’2028533′ size=’large’ link=’file’]

 

Men vent lidt. Vi bør måske alligevel spille lidt kostbare. Ssd’er er måske de flygtigste af alle pc’ens komponenter. Specifikationer og postuleret ydelse fortæller aldrig hele historien, og det gælder kun for førstegangsoplevelsen. Driftssikkerhed i det lange løb er endnu mere uhåndgribelig.

Lad os lige rekapitulere. M500 er et 480 GB drev fra vores gamle venner hos Crucial. Crucial er som bekendt forbrugermærket fra Micron, en af de største chipproducenter på kloden. Micron og Intel har slået sig sammen om at lave hukommelseschips sammen. Det er en stor spiller.

Når det gælder chipsæt, er Marvell 9187 en af de mest velansete controllere, der findes. Så er der hukommelsen, der er Intel og Microns seneste 20 nm-synkrone bud. Hvad så med ydelsen? Kort sagt: stærk, hvor det gælder.

Der er ssd’er med fem procent hurtigere sekventiel ydelse, men det kan måle sig med de bedste, når det gælder vilkårlig adgang. Hovedsagen er, at de allerbedste drevs ydelser ligger meget tæt for tiden, og her slår M500’s fordel stærkt igennem: prisen. Den er meget aggressiv, og man må spørge sig selv, hvorfor man skulle betale mere. Det har vi gjort, og vi kan ikke finde på et svar. Hvis man har penge som græs, er for eksempel Samsungs 840 Pro meget fristende, men det har man ikke, og vi tvivler meget stærkt på, at vi ville være i stand til subjektivt at mærke forskellen.

Dengang tanken om et ssd var sexet og ny, væltede Intels åbningstræk, X25-M, alle andre omkuld. Det var det bedste ssd, man kunne få for penge – vældig mange penge.

[pt id=’2028505′ size=’large’ link=’file’]

 

Spol blot fire et halvt år frem, og alt har ændret sig. I det tidsrum lærte vi, at ydelsen hos Intels tidlige ssd’er styrtdykkede med vedvarende brug. Så lærte vi, at TRIM-kommandoen var med til at forhindre den opsamling, der gjorde de tidlige ssd’er til stammende vrag.

Vi lærte også, at det ikke er nogen nem sag at lave en fremragende ssd-controller. Det er faktisk så svært, at Intel smed håndklædet i ringen, i hvert fald midlertidigt, og vred den succesrige SF-2281 ind i ssd-serien 520.

Naturligvis er det ikke en tarvelig ansigtsløftning. Drevet er blevet underkastet Intels grusomme valideringsrutiner. resultatet er det bedste af to verdener: blændende ydelse takket være en SandForce-controller, kombineret med Intels driftssikkerhed. Men det var over et år siden, og SandForce SF-2281 virker nu ret ordinær.

Problemet er SandForces data-komprimeringsteknologi. Sært nok virker den ikke med ukomprimerbare data, og ret mange data er ukomprimerbare, når det gælder en ssd-controller.

Ligesom med Transcend SSD720 falder den umiddelbart imponerende sekventielle læse/skrive-ydelse, når man inddrager ukomprimerbare data. For at gøre ondt værre sakker SandForce-controlleren bagud, når det gælder IOPS og deraf følgende vilkårlig adgang. Resultatet er, at ydelsen bliver undermineret, og man står tilbage med spørgsmålet om driftssikkerhed. Det er ikke synderlig opmuntrende.

Samsung og dets 840Pro hersker i ssd-land. Her har vi til gengæld manden på gulvet. Melodien der blev væk, spørger du?

[pt id=’2028507′ size=’large’ link=’file’]

 

Ikke helt. Lad os begynde forfra. Sagen er, at OCZ Vertex 450 er et fyrtårn af mod og mandshjerte over for en næsten totalitær magtdemonstration. OCZ er ingen økonomisk trussel mod Samsung, og vi tager hatten af for OCZ, der bringer dette konkurrencedygtige ssd på markedet.

Det er ikke blot et omdøbt drev. OCZ hugger heller ikke blot komponenter fra andre firmaers hylder. Det må dog hente hukommelseschips fra det åbne marked. OCZ bruger Microns 20nm MLC NAND.

Nej, det imponerende er, at OCZ laver sit eget controller-chipsæt. I hvert fald så vidt vi kan se. OCZ har tidligere fremsat påstande på dette område, som ikke helt holdt stik, men den seneste Indilinx Barefoot 3-controller ser ud til at være den ægte, hjemmelavede vare.

Ifølge vores test mener vi, at det er sandt, fordi 450 skærer noget ud af en enestående niche. Mange af vores drev ligger meget tæt, men der er forskelle nok til at danne et mønster. 450 er med i spidsen i næsten enhver henseende. Sekventiel læsning og skrivning er så tæt på konkurrenterne, at forskellen er minimal, og det samme gælder vores applikationstest, men det kan man sige om hvert eneste drev.

Vilkårlig skriveydelse er også så god som de bedste. Svagheden er vilkårlig læsning. Er 19 MB/s versus 26 MB/s en katastrofe? Egentlig ikke, men da vilkårlig ydelse er den para- meter, der bekymrer os mest, er det bemærkelsesværdigt. Det er også en skam, at vi ikke kunne få fat i 512 GB-versionen, så vi kunne se, hvordan den klarer sig mod Samsung.

Lad os slå en ting fast fra begyndelsen: Vi tager imod de ny herskere fra Samsung med åbne arme. Hørte I det, Samsung? Uanset om det er komponenter som hukommelseschips, processorer og LCD-paneler eller forbrugsvarer som telefoner og tv’er, klarer Samsung det hele.

[pt id=’2028534′ size=’large’ link=’file’]

 

Her springer to ting i øjnene. Den første er, at man ikke bør være i miskredit, når Folke-republikken Samsung træder i kraft, hvilket synes at være nært forestående. Den anden er, at det ikke bør komme som nogen overraskelse, at Samsung laver pokkers gode ssd’er.

Til at begynde med laver Samsung sin egen flashhukommelse. Det er den labre 21 nm Toggle NAND-variant, og den er omtrent så hurtig, som det kan lade sig gøre i dag. Samsung laver også sine egne controller-chipsæt, og så vidt man kan se, er de også så gode som de bedste. Beviset fremgår af vores test-resultater. Hurtigste sekventielle løsning og skrivning med både komprimerbare og ukomprimerbare data? Det er Samsung 840 Pro. Det serverer også den hurtigste 4K vilkårlig adgang.

Men vent lidt, blandt andre OCZ Vertex 450 slår det, når det gælder 4K vilkårlig skrivning. Hvad pokker er nu det? Uden tvivl bliver OCZ snart udslettet af en flok hemmelige agenter. Den slags kan man ikke tillade.

Alvorlig talt: Det er et meget fint drev. Det er ikke blot et af de hurtigste, det giver også den sjælefred, som man får af at købe fra et stort firma, der ikke ser ud til at forsvinde.

Hvis man har et problem, er udsigten til at få glæde af garantien stor. At det også er et godt drev til en rimelig pris, gør blot drevet endnu mere tiltrækkende.

Snup et controller-chipsæt ned fra hylden, dyng noget hukommelse på et trykt kredsløb, og du er med i ssd-branchen. Sådan virkede det en overgang, mens alle sprang på SandForce-vognen, fordi SandForce-controllere har færdiglavet firmware.

[pt id=’2028510′ size=’large’ link=’file’]

 

Det gjaldt i det mindste, indtil Intel kom med sit bud på SandForce-ssd’er, men selv da var ydelsesprofilen meget bekendt. Vi gætter på, at Intels justeringer af SandForces firmware fokuserede på driftssikkerhed. I dag er forbrugerens foretrukne chipsæt naturligvis Marvell 9187.

Forskellen er, at man skal have sin egen firmware med til festen – Marvell leverer den ikke. Det betyder to ting. For det første er besværet lidt større, fordi man skal have tilstrækkelig mange nørder på lønningslisten til at udvikle en komplet firmware. For det andet betyder det, at der er lidt større variation mellem ssd’er, der bygger på den samme controller. I gamle dage så man SandForce på specifikationerne og vidste nøjagtig, hvad man kunne forvente. Sådan er det ikke med Marvell-controlleren.

Hvad har SanDisk så fået ud af 9187-chipsættet i dette seneste Extreme II-ssd? Noget ret fremragende, faktisk. Direkte sammen-ligninger med det andet Marvell 9187-drev i denne test, Crucial M500, er svære på grund af forskellen i kapacitet – antallet af huklommelseschips pr. kanal påvirker ydelsen – men der er ikke megen tvivl om, at SanDisk har gjort det fremragende. Der er faktisk ingen svage punkter i ydelsespakken. Hertil kommer, at SanDisk giver en saftig femårs garanti som standard, og den burde være mere end dækkende for langt størsteparten af brugerne.

Ssd er noget skræmmende noget. I hvert fald hvis man hidtil har levet af at sælge traditionelle magnetiske drev, som det er tilfældet for Seagate.

[pt id=’2028509′ size=’large’ link=’file’]

 

Ja, ssd’er er et anseligt problem på alle niveauer for de gamle harddiskproducenter. Deres tekniske ekspertise indenfor udvikling og produktion af magnetiske plader er intet værd. Det samme gælder deres investeringer i produktionsanlæg.

Ssd’er kunne lige så godt være grafikkort med den teknologi, de deler med magnetiske drev, nemlig stort set ingen. Derfor kan vi ikke bebrejde Seagate for at crashe ssd-festen så sent med 600-serien – det første drev, der sigter på forbrugere.

Seagate ville sikkert hævde, at forbrugerne først for nylig er begyndt at købe ssd’er i en mængde, man må tage alvorligt. Man har lavet ssd’er til servere i et stykke tid, så der er ikke tale om at gå ind på markedet uden erfaring.

Uanset hvad viser specifikationerne for det nye 600 de udfordringer, firmaer som Seagate står over for. Selv med Seagates magt og penge har man undladt at lave sit eget controller-chipsæt og satser på LAMD LM87800, som vi også finder i Corsair Neutron GTX. Det er praktisk at have Corsair-drevet, for det giver os en målestok til sammenligning af, hvordan LAMD-controlleren fungerer ved forskellige kapaciteter.

Begge drev bruger Toshiba Toggle NAND, hvilket også fremmer ligevægten. Det centrale punkt er, at der typisk er en grænse for, hvor mange flashchips man vil knytte til hver hukommelses-kanal. Ifølge vores test er det sandsynligvis 240 GB snarere end 480 GB.

Svælget er ikke stort, men Corsair er lidt hurtigere, selvom Seagates brug af sin egen firmware gør situation forvirrende.

Transcend. Aldrig hørt om det? Det har faktisk været på markedet længere end de fleste, og det var et af de første navne, der solgte ssd’er til folket og ikke kun til store foretagender. Hvis man graver lidt dybere, ser man, at indholdet af Transcend SSD720-serien er ganske velkendt. Måske lidt for velkendt. Controllerchipsættet er intet ringere end det gamle SandForce SF-2281.

[pt id=’2028511′ size=’large’ link=’file’]

 

Naturligvis kan du mene, at det er for meget at omtale SF-2281 som en støvet gammeljomfru med det ene ben i graven. For ikke ret længe siden hyldede vi det som det største fremskridt i ssd-teknologi i nyere tid.

Problemet er imidlertid, at fremskridtet er skånselsløst, og det samme gælder vores forståelse af, hvad der udgør et godt ssd. Og i dag ved vi, at SF-2281 har visse ulemper. Navnlig leverer det sine imponerende ydelsestal på over 500 MB/s på baggrund af datakomprimering.

Det er smart, bortset fra at mange af de data, man sender rundt, såsom billeder, musik og video, ikke kan komprimeres. Det forklarer, at Transcend SSD720 falder fra 456 MB/s til 259 MB/s, når man sammenligner komprimerbar og ukomprimerbar sekventiel skriveydelse.

Imidlertid er selv 259 MB/s sandsynligvis godt nok ud fra en subjektiv betragtning. Det er snarere den middelmådige vilkårlige ydelse på 4K, der for alvor byder os imod ved dette drev. Her ville vi gerne have langt bedre ydelse, end selv de hurtigste drev kan lave, og den omstændighed, at SSD720 er langt ved siden af for 4K vilkårlig skrivning, er tæt på at sende drevet ud i mørket.

Henry F. Phillips og hans selvcentrerende skruer … Bevares, stjerneskruen muliggjorde masseproduktion og dermed den industrielle revolution, men supersmå stjerneskruer kan være rædsomt akavede. I dette tilfælde stod en kvartet af de små møgunger i vejen for vores åbning af det splinternye Toshiba Q Series 256 GB. Det er det første, vi har set, og desværre er Toshiba ikke meget for at levere nogle af de centrale specifikationer.

[pt id=’2028512′ size=’large’ link=’file’]

 

En lillebitte skruetrækker i hånden, og vi er indenfor. Det, der er indeni, er ret interessant. Naturligvis bruger Toshiba sine egne 19 nm Toggle MLC NAND-chips, men det regerende silicium er fra Marvell, dog med et Toshiba-tvist.

Det lover alt sammen godt for ydelsen. Og det vigtigste er drevets ydelse i den virkelige verden, ikke dets hypotetiske specifikation på papiret.
For det meste er den nye QSeries meget imponerende. Sekventiel læseydelse med ukomprimerbare data på 514 MB/s er meget tæt på toppen, og skrivning 469 MB/s er bestemt heller ikke ringe.

Lidt mindre strålende er henholdsvis 18 MB/s og 45 MB/s for vilkårlige læse/skriveresultater. Det skyldes sandsynligvis Marvell-controlleren. Den har normalt dram-cache, men det er ikke med i dette drev. Det påvirker ikke den generelle ydelse, men den vilkårlige hastighed lider under det. Imidlertid er Q Series lige akkurat det hurtigste drev i begge vores applikationstest.

Normalt ville vi tage hatten af for det alene, men det tætte opløb blandt alle disse gør det klart, at ssd-ydelse er noget, vi kan tage for givet. Noget andet end drevydelse skal der til, for at et drev kan tage prisen.

Vi nærmer os slutningen på en æra. Det gælder både for denne høst af ssd’er og vores test. Resultatet er en række testresultater, der for de flestes vedkommende ligger meget tæt.

En del af problemet er SATA-interfacet. Alle disse drev er i hvert fald delvis begrænsede af det nuværende SATA-interfaces begrænsning på 6 Gbps. Pci-e-afledte drev er på vej, og vi har derfor en vis idé om fremtiden for interfaces.

Noget hænger sammen med generationer. Først for nylig er vilkårlig adgang og IOPS-ydelse blevet betragtet som kritisk, og det tager tid at få det arbejdet igennem udviklingsprocessen. Vi forventer indenfor et år eller to at se anselige fremskridt, når det gælder vilkårlig adgang.

Endelig er der spørgsmålet om vores test. Sagen er, at disse drev har indhentet vores benchmarks. Testene af fil-decompression og spilinstallation er tydeligvis begrænsede, i hvert fald delvis, af andre dele af platformen.

Vi vil arbejde meget på at indføre nogle nye test, der virkelig sorterer de bedste fra resten. I mellemtiden er dette en af de tætteste stortest i Alt om DATAs historie. Her er ingen flop, men så snart man inddrager pris og ekstra sager såsom garanti, er der et eller to drev, der virkelig skiller sig ud.


Adata XPG SX900 512 GB
  • Ydelse
  • Features
  • Pris
3.5

Alt om DATA siger

Større end et normalt SandForce-baseret drev. Men kompenserer den ekstra kapacitet for levetiden?

Sending
User Review
0 (0 votes)
TAGS
lagerenhed
SSD

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S