Home » Lagerenheder » SSD – det friske pust til din computer
SSD – det friske pust til din computer

SSD – det friske pust til din computer

Share

Den klassiske harddisk er trængt af ssd’en, som gør din pc lynende hurtig og mere robust. Men heller ikke den er fejlfri. Vi ser på, hvilke fordele og mulige fælder, du skal holde øje med, hvis du ejer eller vil skifte til ssd

Kunne du med røntgenøjne observere en klassisk harddisk arbejde, ville du opleve en læsearm, som suser hen over en skive med magnetisk coating, og som er fyldt med data. Med en ssd derimod skal du forestille dig et lager af samme type som i en USB-dongle eller et hukommelseskort til et kamera – altså et flashdrev uden fysiske, bevægelige dele.

Manglen på dele, som bevæger sig, betyder, at en ssd (Solid State Drive) ikke støjer, og den kan tåle nogle knubs, da den ikke rummer en skive, som kan gå i stykker, eller en arm, som kan rutsje rundt, hvis du for eksempel taber din bærbare pc.

Se også:  SSD'er [STORTEST]: Lynhurtige drev er billigere end nogensinde
Ssd kan slides op

Med en ssd vil du også opleve, at din pc udfører opgaver hurtigere, især opstart. Målinger afslører en læse/skrivehastighed, som er op til 10 gange så hurtig som med en traditionel harddisk. Det skyldes, at data på en ssd ikke aflæses med en mekanisk arm, som skal rundt på ”lageret” for at lede efter informationerne. I stedet aflæses data fra en række forbundne hukommelsesmoduler, som arbejder sammen om opgaven.

Opbygningen af en ssd betyder også, at den skal behandles anderledes. Du har ingen fordel af at defragmentere ssd-lageret – som du har med en traditionel harddisk – da skrivning og læsning af data sker over hele diskens lager. Du skal med andre ord ikke forsøge at optimere drevet, men lade det passe sig selv. Hensigten med denne form for lagerstyring er at fordele sliddet ud over hele den elektroniske hukommelse.

Se også:  Vanvittig hurtig SSD fra Samsung - læser op til 7.000 MB/s

For selvom der ingen mekaniske dele er i en ssd, så holder sådan en flash-hukommelse ikke evigt. Hver gang du lagrer noget i en af ssd’ens hukommelsesceller, skal den slette de data, som eventuelt er der i forvejen. Det slider på hukommelsen, ligesom det slider på et stykke papir, hver gang du visker noget ud, som du har skrevet med en blyant.

Det er derfor bedst for levetiden, at ssd’en ikke skal slette for mange hukommelsesceller for at kunne få plads til nye informationer. Af samme grund kan man med fordel sørge for, at 25 procent af ssd’ens samlede lagerkapacitet forbliver ubrugt. Det er dog ikke noget, du skal bekymre dig specielt meget over, for ssd’en er trods alt så hårdfør over for slid, at din computer sandsynligvis er gået i stykker eller er blevet forældet, før ssd’en må melde alt optaget.

TAGS
hardware
pc
SSD

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S