Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sprængfarlig Fusion

AMD er langt om længe klar med deres længeventede Fusion-processorer, som sammensmelter cpu og gpu på samme chip for at give mere fleksibilitet og langt bedre ydelse, når der behandles krævende grafikmateriale.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det moderne computerbrug sætter visse krav til maskinerne og til de enheder, der får det hele til at køre rundt. Særligt processor og grafikkort er udsat, når det kommer til afspilning af hd- og 3D-materiale, videochat i fuld opløsning og computerspil.

Ofte skal du betale en betragtelig sum for komponenter, der klarer alt dette uden at beklage sig. AMDs Fusion-cpu’er – eller rettere apu’er – skal imødekomme alle de moderne behov uden at koste en bondegård. Det er muligt ved en sammensmeltning af de væsentligste kræfter i computeren.

Kombinerer kræfterne

APU står for Accelerated Processing Unit og adskiller sig fra en almindelig cpu (Central Processing Unit) ved at forene processorkerner og gpu (Graphics Processing Unit) på samme stykke silicium. Det giver mulighed for, at komponenterne kan udnytte de samme ressourcer og arbejde bedre sammen.

Selvom nutidens processorer er hurtige, er de nemlig ikke særligt velegnede til avanceret vektor-arbejde, og her kan gpu’en give en hjælpende hånd. Med de nye Fusion-processorer har AMD således bestræbt sig på at skabe chips, der er mere fleksible end almindelige cpu’ere og mere smidige, når det kommer til krævende grafikarbejde.

Netop udviklingen af disse processorer var blandt de væsentligste anledninger til, at AMD investerede i grafikchip-producenten ATI i 2006. Her kunne de hente den grafiske know-how og teknologi, som de nu sammensmelter med deres egen ekspertise indenfor for cpu’er for at skabe den perfekte fusion.

Fordelen ved de nye Fusion-processorer er, at de samtidig med at samle processor og grafikkræfter i samme enhed, kan lade dem dele andre ressourcer som eksempelvis hukommelses-controllere, der før var anledning til en vis forsinkelse, fordi cpu og gpu hver især skulle sende data til den. Ligesom i Intels Nehalem-arkitektur er hukommelses-controlleren nu integreret på samme chip, så kommunikationen går langt hurtigere, og strømforbruget bliver mindre.

Bedre ydelse i billigere enheder

Netop det lavere strømforbrug er da også en af de helt store fordele ved Fusion-processorerne. Det gør dem velegnede til alt fra større notebooks til små tablets og netbooks, som kan få glæde af en lang batteritid. Når alle komponenter sidder på samme chip, er det nemlig lettere at justere strømforbruget effektivt, så der spildes mindst muligt energi.

Men hvad kan vi som computerbrugere så ellers bruge disse smarte nye chips til? Den største fordel er, at du sandsynligvis sjældent, undtagen ved krævende spil, vil have behov for et dedikeret grafikkort, samt at de grafikopgaver, der før skulle en stor maskine til at afvikle, som eksempelvis visning af hd- og 3D-materiale, vil kunne klares på små mobile enheder.

Fusion-processorerne er de første chips, som ikke er dedikerede gpu’er, der understøtter DirectX 11. Det betyder, at selv små billige apparater, vil kunne levere state of the art grafikoplevelser, og at det generelt bliver mindre omkostningsfuldt at komme i nærheden at solide computerkræfter.

Kombinationen af cpu og gpu giver samtidig helt nye muligheder for softwareudviklerne, der nu kan skabe applikationer, som ikke før har kunnet køre på almindelige maskiner.

Skarp konkurrence i vente

Zacate og Ontario er de første Fusion-processorer, der er sendt på markedet. Der er tale om strømbesparende modeller med et forbrug på henholdsvis 18W og 9W.

Selvom de er designet til små netbooks med batteritider på op til 10 timer, demonstrerede AMD for nylig, hvordan processorerne kunne udkonkurrere en langt tungere Intel i5-520M på 2,4GHz i spilydelse.

Det er absolut imponerende, men det varer ikke længe, før Intel tager til genmæle. Selvom Fusion-chippene formentligt når at komme på markedet, inden Intels Sandy Bridge processorer, bliver konkurrencen hård.

Intels nye processorer er nemlig konstrueret ud fra et lignende princip med grafikken integreret på samme stykke silicium og en række øvrige egenskaber, der skal gøre dem stærke i grafikhåndtering og sænke strømforbruget.

Det skal blive spændende at se, om Intel endnu engang får overtaget, eller om AMD har skabt en vinder.