Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Spejlløse kameraer: Høj kvalitet til fornuftige priser

Det er i klassen under de dyreste, at du får mest kamera for pengene. Vi tog fire af de spejlløse i hænderne for at se, hvilket der gør sig fortjent til dine skillinger.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Smartphones tager supergode billeder, det vil vi ikke bestride. Især hvis du skyder i fordelagtige lysforhold og, hvis billederne bare skal bruges på sociale medier, er der ikke megen grund til at overveje et spejlløst kamera som disse.

Vil du derimod gerne gå skridtet videre og gøre mere med dine billeder, både mens du skyder, og bagefter, når du redigerer dem på computeren, så er et spejlløst kamera uundværligt.

Det fysiske greb, de manuelle knapper, den elektroniske søger samt de fleksible skærme giver helt andre muligheder, når du indfanger dit motiv. Og når billedet efterfølgende ryger ind i Photo-shop, vil du se, hvor meget mere du kan hive og strække i dem, uden de bliver helt forkerte at se på. Der er simpelthen bare så meget mere gods i billedmaterialet, at det kan tåle omfattende redigeringer med kvaliteten intakt.

Vælg dit system

Denne test er baseret på prisklassen under de dyreste, og her må du gå lidt på kompromis med byggekvaliteten, og du får selvsagt ikke store full frame-sensorer som hos de allerbedste modeller.

Men de arver faktisk ret mange af de gode egenskaber fra deres dyrere slægtninge, og i mange tilfælde har de den fordel, at de er lettere og mere håndterbare. De mindste af dem kan ligge i en lomme, selv med objektiv på. Mindre sensorer gør desuden kameraerne lidt mere rappe. De er typisk hurtigere end full frame-modellerne.

Vi er generelt imponeret over kvaliteten af de fire kameraer. Der er ingen af dem, vi ville fraråde at købe. I sidste ende bør valget i høj grad afhænge af, hvilket system du vil dedikere dig til.

Der er forskel på hvor stort et udvalg af objektiver, der er tilgængelig. I dette segment af kameraer er der dog et ret fornuftigt udvalg hos alle producenter.

Læs testene på de næste sider ...

Canon EOS M6 Mark II [TEST]: Brugervenlig kraftkarl

M6 Mark II ligger godt i hånden og skyder fremragende billeder.

Canon leverer et overbevisende kamera i en kategori, hvor de ellers ikke har været stærke

Canon har haltet bagefter i dette segment, og derfor er det så meget mere overraskende, hvor godt og gennemført dette kamera faktisk er.

Det ligger rigtig godt i hånden, og betjeningen er behagelig og brugervenlig, omend vi aldrig helt blev gode venner med Dial function-knappen, der udfordrede os lidt.

Det er det eneste af kameraerne i denne test, der ikke har elektronisk søger indbygget. For dem, der alligevel ikke bruger den slags, kan man betragte det som penge sparet, men er man afhængig af den, er det lidt irriterende, at man skal tilkøbe og montere den som tilbehør.

Store kamerakræfter

Kameraet trumfer alle de andre på opløsning. Her får du hele 32 MP, og det endda uden kompromisser på billedkvaliteten. Stillbilleder står skarpt og med flot dybde i farverne.

Video klarer kameraet også udmærket, omend 4K ikke er dets stærke side. Det har god stabilisering og rigtig glimrende autofokus. Canon er tilmed ved at have opbygget et rigtig fornuftigt udvalg af objektiver til denne klasse af kameraer, så med EOS M6 Mark II står producenten med en stærk kandidat.

[wp-review id="3131333"]

Sony a6100 [TEST]: Stærk teknik til god pris

Sony byder på et lommevenligt kamera til en fornuftig pris.

En kompakt og effektiv skarpskyder, der dog ikke er den mest for-nøjelige at bruge

Med a6100 er vi nede i den lavere del af Sonys sortiment, men kameraet føles faktisk ganske gennemført i byggekvalitet. Det er ikke større, end at du kan klemme det ned i en jakkelomme med det kompakte kit-objektiv monteret, og tilmed ligger det fint i hån-den.

Betjeningen er ganske fornuftig, omend drejehjulet er lidt fnidret, touchbetjeningen begrænset og menuerne noget rod. Det er ikke her, man oplever den største fotoglæde.

Skarpe skud

Men Sony kan noget med rå kamerateknik, og selv i dette lidt billigere kamera får man den præcision at mærke, som producenten er kendt for.

Kameraet stiller skarpt med suveræn sikkerhed og tracker med urokkelig stabilitet. Det får man glæde af i både stillbilleder og video. Og er det vigtigste at få gode skud i kassen, leverer dette kamera varen til en fin pris.

[wp-review id="3131339"]

Panasonic Lumix G90 [TEST]: Stort og veludrustet

Størrelsen er i den høje ende, men kompatibiliteten er et plus.

Et godt valg for den, der ønsker fornemmelsen og funktionerne fra et klassisk spejlrefleks

Med sit store greb retter dette kamera sig mod dem, der foretrækker ergonomien i et klassisk spejlreflekskamera. Det er således ubetinget det, der ligger bedst i hånden, men man må ofre noget mobilitet for dette. Det er ikke et lommekamera. Til gengæld er der et godt udvalg af tilslutninger.

Kameraet bygger på micro-four-thirds-standarden og er derfor kompatibelt med rigtig mange objektiver. Ikke bare fra Panasonic, men også fra andre producenter.

Indbygget stabilisering

Betjeningen er intuitiv, desværre er den elektroniske søger hakkende i lav belysning. Billedkvaliteten er af høj klasse. Stillbilleder står flot og skarpt, mens den indbyggede billedstabilisering sikrer rolige og flydende videoer, der dog croppes en del i 4K.

[wp-review id="3131334"]

Fujifilm XT-30 [TEST]: God stil og lækre farver

Retro-charme, fantastiske farver og gennemført kamerateknik hiver sejren hjem

Fuji er på hjemmebane i denne kategori af kameraer. XT-30 er derfor født med en række fordele. Ikke mindst et bredt og vidtfavnende udvalg af objektiver, der dækker stort set alle tænkelige behov og prisklasser.
Det kommer med klart det bedste kit-objektiv af de fire kameraer, vi testede. Et velbygget zoom-objektiv af nærmest professionel kvalitet.

En særlig lækkerhed

Fuji har deres egen metode til at presse det optimale ud af en APS-C-sensor. Det kommer til udtryk ved en særlig lækkerhed i farverne, som de andre deltagere ikke helt er i stand til at matche, og så har producenten nogle rigtig vellykkede film-simuleringer indbygget, som kan krydre dine billeder med et flot retro-look, uden det bliver usmageligt.

På stillbilleder klarer det sig fremragende – det leverer forrygende jpegs direkte ud af kameraet. Video får det ligeledes i kassen med stor sikkerhed, dog havde indbygget stabilisering og mulighed for længere optagelser i høje opløsninger været rart.

Indbydende betjening

XT-30 er da helt klart også et kamera til dem, der sætter pris på lidt nostalgi. Såvel design som betjening læner sig op af de gamle analoge kameraer. For en bruger, der er vant til moderne kameraer, kan det tage lidt tid at vænne sig til, men det er faktisk ret brugervenligt skruet sammen, både i fysisk betjening og digitale menuer.

Det er det eneste af kameraerne med et joystik til fokus, en feature der ellers hører dyrere kameraer til. Desværre er det også det af de fire, der ligger dårligst i hånden. Der er stort set intet at holde i, og det kan gøre håndteringen mere ubekvem.

[wp-review id="3131332"]