Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Specialiteter til gameren

Vi går tæt på to af Razers mest spændende produkter. Musen er bedst.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

”Mekanisk keyboard” står der på æsken til Razers BlackWidow Ultimate tastatur, og det klinger da lidt billigt. Men mekanik er altså det, som virker, når man er gamer, hvor hurtige taster er afgørende. Dette i samspil med USB-tilslutning (ikke trådløs forbindelse) giver den højeste hastighed.

Ganske som Steelseries Apex-tastaturet er Razer rettet mod gameren, der vil have det ultimative. Men modsat Steelseries er her tale om et tastatur i ”normale” dimensioner. Der er oplyste taster – dog ikke med samme vilde farvekombinationer som hos Steelseries.

Det unikke ved Razers BlackWidow er den høje, mekaniske kvalitet og detaljer, som at kablet er tykt og pakket godt ind i en ”strømpe”. Her finder du også audiokabler så du kan opleve lyden direkte.

Selve tastaturet ses og føles ved første brug som lidt gammeldags. Tasterne er ret høje og lidt små i det. Nogle vil elske den måde, tasterne reagerer på, mens andre på Datatid TechLifes testhold slet ikke kunne forlige sig med de høje og smalle taster. Og du skal skrue godt op for lyden, når du spiller, for tasterne larmer meget.

Razer har en mus, der matcher dette tastatur, men vi har valgt i stedet at teste modellen Taipan, der også matcher gameren, som vil have noget, der er funktionelt og af høj kvalitet. Musen er også kablet og ret flad i det.

Den ligger godt i hånden og er udstyret med knapper i siden, som er lette at betjene. Scrollhjulet er oplyst, og et logo lyser pulserende bagest på musen. Uanset om man er 10 eller 50 år, kan man ikke andet end blive lidt drengerøv, når man ser det i mørket foran skærmen.

Taipan-musen kan vi på det varmeste anbefale til alle gamere. Den er ergonomisk god og reagerer meget hurtigt og præcist. Den er en drøm at bruge i timevis, og til prisen på 699 kroner er den godkendt, selv om den er høj. Tastaturet er til gengæld ret specielt og bør prøves.

Det er af høj kvalitet, men ergonomien er ikke den bedste, og der er mange, der ikke vil kunne forlige sig med støjen fra tasterne.