Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Spar penge: Billige programmer der kan matche de dyreste

Der er masser af gode og praktiske alternativer at vælge imellem, selvom du ikke vil bruge spare- pengene på de dyreste og mest udbredte programmer.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De mest populære programmer til pc’er er ikke nogen billig fornøjelse. Du kan selvfølgelig forsøge at klare dig igennem på gratisapps, hvis du ikke vil købe dig fattig i software. Men der findes også en tredje vej – nemlig et stort økosystem af købeprogrammer, som er fremragende, men alligevel ikke er så dyre.

Nogle af de alternative leverandører leverer endda ypperste kvalitet. Et eksempel er Serif Software, der tidligere var kendt for software rettet mod begyndere, men som i 2014 lancerede Affinity Designer, et vektorbaseret tegneprogram, der sagtens kan matche Adobes fineste. Find inspiration her, hvor vi fremhæver alternative programmer inden for illustrationer, film, musik, layout, foto, finans og systemværktøjer.

Illustration og kunst

Serif Affinity Designer er et godt alternativ til Adobe Illustrator.

Vektor-illustrationer domineres af Adobe, som i dag primært kører på abonnement. Hvis du hellere vil have en stærk softwarepakke med det hele i ét køb, så overvej CorelDraw Graphics Suite, der rummer otte programmer for 4600 kroner.

I det hele taget er denne type programmer ikke billige. Mere budgetvenlig er dog tyske Xara Designer ProX, der kan købes på producentens hjemmeside for 299 euro, cirka 2230 kroner.

Serif Affinity Designer koster kun 449 kroner på producentens hjemmeside, selvom det er et professionelt værktøj, der for eksempel giver op til 1 million gange zoom.

Layout

Lucidpress er et browserbaseret dtp-værktøj.

Adobe InDesign er kongen. Men dyr. I stedet kan du overveje Microsoft Publisher, der stadig findes som en del af Office 365-abonnementet. Har du denne office-pakke, kan du måske nøjes med dette program, der ikke er professionelt, men fint til foreninger og privat brug.

Serif Affinity Publisher er helt gratis – endnu da. For dette program er endnu i beta-version, og når det er færdigudviklet, skal du regne med en forholdsvis høj pris. Bemærk også, at beta-versionen næppe er helt fejlfri.
Du kan så i stedet forsøge dig med Lucidpress, som er en dtp-app, der er browserbaseret.

Der findes en gratisversion, hvor du kan lave tre sider pr. dokument. Ellers kan du vælge at abonnere på tjenesten. Det koster 5,95 dollar (40 kroner) for basisversionen uden PDF-print og 12,95 dollar (86 kroner) for Pro-versionen.

Systemværktøjer

Tyske Ashampoo leverer en række
systemværktøjer af høj kvalitet.

Der er masser af gode værktøjer indbygget i Windows 10. Men du kan give din pc et ekstra løft med andre systemværktøjer. Et af dem er AVG TuneUp, der kan forøge ydelsen. Det fjerner uønskede programmer og midlertidige internetfiler og endda rense din registreringsdatabase, hvis du tør. Prisen er 259 kroner.

CCleaner kan gøre din pc hurtigere ved at fjerne ubrugte filer og indstillinger, der hober sig op, efterhånden som du bruger din pc. Og i betalingsversionen leverer programmet også sikkerhedsbeskyttelse. Samme firma tilbyder Recuva, der kan gendanne filer, og de to programmer fås samlet for 108,49 kroner. Er du på udkig efter god backupsoftware, så overvej Ashampoo Backup Pro til 119,57 kroner.

Økonomi

You Need a Budget giver godt overblik over husholdningens udgifter.

Vejen til at spare penge går gennem et budget. Blandt de mere interessante programmer på dette område er Quicken, der i Starter-udgaven koster 34,99 dollar (261 kroner).

En anden mulighed er You Need a Budget – til 7 dollar (52 kroner) om måneden – der ikke kun kan lægge et budget, men også fortælle dig, hvor mange penge du må bruge hver måned for at klare skærene. Langt mindre prangende er AceMoney til 40 dollar (299 kroner), men her kan du kun dele dine indtægter op i 100 kategorier.

Musikstudie

Ableton Live Intro fås til en brøkdel af den pris, som du skal give for hele studiesuiten.

Programmer til musik kendes også som DAW-apps (Digital Audio Workstations). Markedet domineres af Ableton Live Suite, Pro Tools og Logic Pro (Mac). Men der finds alternativer til budgetpris – herunder Ableton Live Intro, der ”nøjes med” 16 spor og otte input til 750 kroner.

FL Studio har også de basale funktioner (bortset fra at du ikke kan bruge en mikrofon). Prisen er cirka 1500 kroner. Reaper er nærmest et komplet studie, hvor du kan importere enhver form for lyd, arrangere, komponere, lægge kunstig lyd på, redigere, mixe og alt andet, der hører til, når man er kreativ musiker. For almindelige hjemmebrugere er prisen 60 dollar, knap 400 kroner.

Fotoredigering

Der er gode guides i Photoshop Elements.

Der findes mange alternativer til Adobe Photoshop. Et af de gamle på markedet er Corel PaintShop Pro, der fås uden abonnement for 500 kroner. Her får du mange af de samme værktøjer plus reparationer eller effekter med et enkelt klik.

Adobes egen budget-app Photoshop Elements er bestemt også værd at overveje. Hvis du ikke er professionel, får du her stort set, hvad du har brug for. Prisen er cirka 700 kroner. Også når det handler om billeder har Serif et tilbud. Affinity Photo til 449 kroner er et mere budgetvenligt alternativ. Det kan købes i Microsoft Store. Der findes også en iPad-version.

Vend også objektivet mod Photopea, der er en browserbaseret editor med en masse funktioner. Programmet er gratis, men hvis du vil slippe for reklamer, skal du lægge 20 dollar (133 kroner) hvert kvartal.

Filmredigering

Premiere Elements er et begyndervenligt alternativ til Premiere Pro.

Adobe Premiere Pro er førerhunden her, men programmet fås kun i abonnement. Heldigvis er der alternativer.
Premiere Elements 2019 ligger mest lige for. Det er et tilpas omfattende videoredigeringsprogram for langt de fleste af os. Det er tilmed begyndervenligt, og prisen er rimelige 695 kroner.

For 400 kroner kan du få Cyberlink PowerDirector 17, der har mange færdige skabeloner for begyndere, men som også tilbyder professionel farvebehandling og sporing af objekter frame for frame. Funktioner mangler der ikke.
Det er også værd at kaste et blik på Corel VideoStudio Pro, der giver nem og hurtig redigering.

Der er linsekorrektion, panorering og zoom, 3D-overskrifter, stop-motion og andre gode ting for 489 kroner. Corel står også bag det mere professionelle Pinnacle Studio 22 til cirka 1000 kroner.