Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sonys NFC-visioner

Elektronikgiganten Sony er en af de producenter, der satser kraftigt på NFC-teknologien, og som allerede implementerer NFC på tværs af produktsortimentet for at opnå en sammenhængende brugeroplevelse.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Forestil dig at hr. Jensen vågner op om morgen til lyden af sin mobiltelefon, der spiller hans yndlingssang. Han gnider sig i øjnene, svinger benene ud over sengekanten og tager mobilen med over til sit anlæg, hvor han med et diskret klonk berører musikanlægget med telefonen.

Anlægget fortsætter automatisk med at afspille yndlingssangen. Så trasker hr. Jensen ind i stuen, hvor hans to børn allerede er stået op. De plager ham om at se deres yndlingsvideo på YouTube. Han åbner YouTube på sin telefon og berører fjernbetjeningen til tv’et med sin telefon. Tv’et tænder og viser YouTube-filmen med SvampeBob Firkant.

“Der er så mange muligheder med NFC, fordi det kun kræver en hurtig berøring mellem to enheder at skabe forbindelse,” siger Rikard Skogberg, manden bag det tænkte eksempel og Product Marketing Manager i Sony Mobile Communications. Han forklarer videre, at Sony også har oplevet, hvordan NFC har vist sig værdifuldt i B2B-sammenhæng.

“Vi lancerede for nylig BTV5, som er en lille rund 360-højttaler med indbygget mikrofon. Produktet er udviklet til consumer-markedet, så man kan høre musik i sommerhuset, på stranden osv. Men vi indså hurtigt, at produktet også solgte på B2B-markedet, fordi den blev brugt som konferencetelefon. Hvis man har et mobilopkald på kontoret og gerne vil inddrage en kollega, er man nødt til at lægge på og ringe op igen fra en konferencetelefon. Men fordi BTV5 havde NFC, kunne man bare røre højttaleren med telefonen, og så blev der skabt forbindelse, så alle kunne tale sammen. Og når man er færdig med konferencekaldet, kan man bare røre ved højttaleren igen, så går den tilbage til et almindeligt opkald. Hvis det havde været en traditionel Bluetooth-parring, ville det være meget mere besværligt, for der glemmer telefonen og højttaleren hinanden hver gang og skal manuelt parres,” fortæller Rikard Skogberg.

Helhedsoplevelse med NFC

Mens Rikard Skogberg, Sony og resten af mobilproducenterne venter på, at økosystemet rundt omkring NFC kommer op at stå, har de travlt med at eksperimentere med NFC i deres produkter, så de er klar, når først teknologien for alvor slår igennem.

“Vi har fokuseret meget på at skabe sammenhæng i brugeroplevelsen på tværs af vores produkter, og her er NFC en hjørnesten. Vi vil introducere NFC i så mange produkter og produktkategorier som muligt, hvor det giver mening. Eksempelvis i høretelefoner, højttalere, tv, smartphones, tablets og pc’er,” siger Rikard Skogberg.

Bliver alle Sony-produkter i dag født med NFC? “Ikke alle. De fleste smartphones har det, og alle high end-smartphones har det. Det samme med vores Vaio-serie, og to af vores topserie fuld hd-tv’er har det. Men om få år vil alle produkter have det, fordi vi er overbevist om, at NFC er fremtidens teknologi. Det er noget, jeg har sagt om mange teknologier gennem de sidste 10 år, noget har holdt stik, andet har ikke. Men med NFC tror jeg meget på, at gennembruddet ligger lige rundt om hjørnet.”

SmartTags

Rikard Skogberg forklarer, at Sony har udviklet en række såkaldte SmartTags.
“Det er vores måde at efterligne en nørds opførsel på – bare lidt mere brugervenligt. SmartTags er passive NFC-tags. De indeholder et simpelt nummer, og farven på tag’et fortæller, hvad tag’et gør. Så afhængig af, hvilket tag du rører ved, sker der noget med din telefon. Jeg har eksempelvis et sort SmartTag i min bil, så når jeg rører det med min telefon, slår den automatisk Bluetooth til og åbner Google Maps. Derhjemme har jeg et hvidt SmartTag ved min seng, og når jeg rører ved det, slår det lyden på telefonen fra, alarmen til og dæmper displayet. Så telefonen er med en berøring forvandlet til et vækkeur,” forklarer Rikard Skogberg.

Som marketingekspert har Rikard Skogberg også fulgt interesseret med, når firmaer verden over har forsøgt at anvende NFC i markedsføringen. Nogen heldigere end andre.

“Det dårligste eksempel, jeg har set, var nok i undergrundsbanen i Japan, hvor det håndtag, passagererne holder fast i i loftet, var udstyret med et NFC-tag. Og hvis de rørte ved det, afspillede det reklamefilm. Hvem ville gøre det? Hvis indholdet var interessant nok, så måske, men det virkede ikke som nogen god idé.”

“Et godt eksempel på anvendelsen af NFC-tags så jeg til gengæld i det amerikanske magasin Wired, hvor der var en reklameannonce for bilmærket Lexus. Annoncen viste det indre af en ny Lexus-model, men på billedet af der, hvor det indbyggede anlæg skulle sidde, var der lagt et NFC-tag ind. Så når man rørte ved tag’et med mobilen, åbnede YouTube og afspillede en video om, hvordan anlægget i den nye Lexus var. Det var godt tænkt og demonstrerer derudover, hvor billige NFC-tags er at producere,” afslutter Rikard Skogberg.

Download dit pasbillede med NFC

NFC TagInfo er en app til Android, der kan læse generiske NFC-tags. Der findes et plugin til den app, der hedder PassportImageDecoder. Hvis man downloader NFC TagInfo og PassportImageDecoder, kan man downloade sit pasbillede.

“Det illustrerer, at NFC er noget andet end bare en stregkode,” siger Rikard Skogberg. “Det er mere en kommunikationsprotokol end en protokol til lagring af data.”

Hent PassportImageDecoder til Android på Android Market eller scan stregkoden til højre med din Android-mobil (f.eks. med appen Scanlife).

Elektronikgiganten Sony er en af de producenter, der satser kraftigt på NFC-teknologien, og som allerede implementerer NFC på tværs af produktsortimentet for at opnå en sammenhængende brugeroplevelse.

Elektronikgiganten Sony er en af de producenter, der satser kraftigt på NFC-teknologien, og som allerede implementerer NFC på tværs af produktsortimentet for at opnå en sammenhængende brugeroplevelse.