Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Xperia XZ1: Gennemført god mobil fra Sony

Xperia XZ1 er på sin vis en nedskaleret version af topmodellen Xperia XZ Premium, som kom på markedet tidligere på året. I realiteten er der dog snarere tale om en mere veltrimmet udgave, hvor undværlige luksusfunktioner som 4K-skærmen er skåret fra, og væsentlige egenskaber er optimeret.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Navnlig designet er ændret til det bedre. Fremfor en kæmpe klods med spejlblank bagside er der tale om en slank smartphone i nydelig sort aluminium med afrundede kanter, som er behagelig at holde på.

Der er USB C med Quick Charge i bunden, og mobilen byder i det hele taget med på alt det nyeste, når det gælder features og forbindelser, heriblandt også Bluetooth 5.0 og Android 8.0 Oreo.

Fuld af power

Skærmen er “kun” full HD, men leverer et flot billede med stærke farver og høj kontrast. Selvom processoren er den samme som i XZ Premium, er det lykkedes Sony at klemme betydeligt mere power ud af den i XZ1, der leverer en ydelse på højde med de bedste Android-konkurrenter.

Kameraet er ikke helt så lysstærkt som eksempelvis iPhone 8, men farvegengivelsen er glimrende og skarpheden høj, selv ved serieskud, takket den nye Autofocus Burst feature. Det er også i stand til at filme ultralangsom slow motion video ved 960 fps, skyde billeder allerede inden du selv kan nå at trykke på aftrækkeren med Predictive Capture og har et imponerende frontkamera med vidvinkel.

Scan dig selv i 3D

Den mest opsigtsvækkende feature er dog muligheden for at scanne objekter i 3D. Bevæg mobilen omkring objektet, så skabes en 3D-model, der kan sendes videre til en 3D-printer eller bruges til at lave sjove avatarer. Det er næppe en feature, der vil ryste markedet, men den fungerer fint og kan være sjov at lege med.

Det, der dog for alvor er styrken ved Xperia XZ1, er, at det ganske enkelt er en rigtig god smartphone, som på alle væsentlige punkter leverer en glimrende oplevelse.