Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Xperia 5: Førsteklasses kompaktmobil fra Sony

Sony Xperia 5 er stort set samme mobil som topmodellen Xperia 1, bare mindre og billigere.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sony viste rigtig gode takter med Xperia 1 (læs vores test her), som kom tidligere på året, og nu følger de op med Xperia 5, som i virkeligheden er stort set samme mobil, bare mindre (skærmen er 6,1”) og lidt billigere.

En win win-situation for de mange brugere, der fortsat foretrækker en kompakt smartphone. Skal vi være ærlige, så ligger Xperia 1 også bedre i hånden end de fleste andre mobiler. Enhåndsbetjening er samtidig nemmere, men det har også noget at gøre med formatet. Skærmen er skabt i det klassiske bioformat 21:9, så film vises i fuldt format uden sorte kanter, og mobilen er derfor ret lang og smal.

Det er samme fine type OLED-display som på Xperia 1, med flot kontrast og stærke farver. 4K-opløsning må du dog undvære. Skærmen er FHD+, hvilket bestemt heller ikke er ringe. Du får også flot Dolby Atmos-lyd og vibrationer, der matcher filmhandlingen.

Skyd film som i Hollywood

Ydelsen er fuldstændig på linje med storebror. Det er samme Snapdragon 855 processor, der er anvendt, suppleret af 6 GB ram. Der er ligeledes 128 GB internt lager samt mulighed for microSD-kort. Kamerakonfigurationen er også den samme. Tre kameraer med mulighed for zoom, vidvinkel, bokeh samt en imponerende autofokus, stærk optisk stabilisering og hurtig burst mode.

Det, der dog virkelig adskiller kameraet fra konkurrenternes, er Cinema Pro-appen, som efterligner Sonys legendariske Venice-filmkamera, der har skudt utallige Hollywood-film. Du kan anvende filtre, der giver klassisk filmlook, og der er rig mulighed for at skrue på indstillinger som i et rigtig filmkamera. En sjov og anvendelig app, der kan give flotte resultater.

Batteriet er ikke helt på højde med de bedste rivaler, hverken på levetid eller opladning, og der er heller ikke ansigtsgenkendelse. Men ellers er der ikke meget at sætte en finger på ved denne mobil, der må siges at være et særdeles oplagt køb, for dem der ønsker en førsteklasses mobil, der ikke er kæmpestor.