Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Xperia 1 IV: Mediemobil til den kreative

Sonys mobil er til dem, der nørder lyd, foto og gaming mere end den gængse mobilbruger.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Xperia 1 IV sigter ikke bredt. Mobilen retter sig mod dem, der enten vil nyde eller producere medieindhold. Det gør Sony-mobilen med en række unikke features, man ikke finder andre steder.

Xperia 1 IV er bygget, så den i sit grundfundament understøtter stærke medieoplevelser. Den kontrastrige OLED-skærm er i filmvenligt 21:9-format med skarp 4K-opløsning og farvekalibrering fra Hollywood-studierne.

Den gør sig fantastisk til film og spil og understøttes af stereohøjttalere med 360 Reality Audio, optimeret til hi-res musik på Tidal og nugs.net. Der er flot separation, god de-taljerigdom og veldoseret bas.

Det er ikke det eneste sted, Sony har tryllet med lyden.
Xperia 1 IV er den eneste top-mobil med jackstik til kablede hovedtelefoner. Der er godt smæk på outputtet.

Mobilen rummer også den nye Music Pro-app skabt til at indspille musik. Den kan efterligne lyden af professionelle mikrofoner og lydstudier, skrælle uønsket rumklang og støj væk og endda separere vokal og guitar indspillet samtidig, så man kan mixe dem separat. Resultaterne kan blive overbevisende. Det kræver dog et abonnement.

Ægte zoom

Xperia 1 IV har samme Snapdragon-chip og cirka samme ydelse som andre Android-mobiler i testen, men er forsynet med unikke funktioner, der kan give et forspring i gaming.

På kameraet udmærker den sig med ”ægte zoom”. Fremfor et telekamera med en statisk brændvidde kan mobilen zoome kontinuerligt mellem 85 og 125 mm (3,5x-5,2x) uden at miste kvalitet.

Når du dertil lægger imponerende hastighed og præcision, gennemført Pro-brugerflade og et væld af gode funktioner, er det en smartphone, der giver fotonørderne en oplevelse, som kommer tæt på den, man kender fra et rigtigt fotokamera.