Så er det blevet tid til endnu et kuld mobiler fra Sony, og årets topmobil ser i den grad ud til at byde ind med spændende kamera-features.
Xperia 1 IV udmærker sig ved at være den første smartphone på markedet med “ægte zoom”. Det vil sige at man ikke bare har sat et statisk teleobjektiv i for at forlænge den optiske rækkevidde, men simpelthen har udstyret mobilen med et zoom-objektiv, der kontinuerligt strækker sin vidde fra 85-125mm, således at kvaliteten er tabsfri i hele spektret.
Zoomkameraet skyder 12 MP, kan optage video i 4K, 120fps og skyder 20 fps kontinuerligt med AF/AE HDR, og det samme gælder hovedkameraet og vidvinkelkameraet. Både zoom og hovedkamera har desuden optisk billedstabilisering og som supplement til de tre kameraer er der 3D iTOF-sensor.
Der er tale om en mobil i klassisk IP68-certificeret Sony-design med 6,5″ 4K, 120 Hz OLED-skærm, iklædt Gorilla Glass Victus, som skal være 50 procent skarpere end forrige generation samt stereohøjttalere og en ny Music Pro-funktion til at optage lyd i høj kvalitet.
Sony Xperia 1 IV.
En Snapdragon 8 Gen 1 processor driver maskineriet og der er 12 GB ram, 256 GB lager og 5.000 mAh batteri med 30W opladning.
Prisen på Sony Xperia 1 IV bliver 9.999 kroner, og mobilen kan købes fra d. 23. maj. Hvis du forudbestiller den nu får du et par WH-1000XM4-hovedtelefoner med.