Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony VPL-EW345: Lysstærk business-projektor

Sony VPL-EW345 er det næste eksempel på en portabel business-projektor her i testen. Den er endu mere mobil end PT-VZ570, men indeholder mange af de samme egenskaber.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Også her har vi med en meget lysstærk projektor at gøre, den baserer ligeledes på LCD-teknologien og placeringsmæssigt minder den stærkt om førnævnte projektor.

Hvis man mangler tilslutningsmuligheder, er man vist selv ude om det, for VPL-EW345 har et imponerende udbud, intet mindre. Opsætning af projektoren er også let, hertil hjælper fokus-justering og 1,6x zoom.

VPL-EW345 har indbygget 16 watt monohøjttaler, hvilket er fint til formålet. Ellers kan eksterne højttalere jo tilsluttes. Der medfølger en lille flad fjernbetjening. I drift vil man opleve, at blæserstøjen er ret så markant i standard mode, men den kan reduceres betragteligt i eco mode.

Mange indstillinger

Der kan vælges mellem en række forskellige fremvisningstilstande, og en del indstillinger kan foretages for farvetemperaturer.

Man kan også vælge mellem forskellige visningsformater, dog råder projektoren overordnet set ikke over et stort antal indstillingsmuligheder. Menuerne er dog lette at navigere i.

VPL-EW345 har WXGA-opløsning, hvilket ikke er helt så fleksibelt, som hvad PT-VZ570 tilbyder, men normalt vil det dække langt det meste af det, man vil kunne finde på at vise i erhvervsøjemed.

VPL-EW345 er ligeledes en meget lysstærk projektor, der virkeligt kan bringe et klart og lysstærkt billede op på lærredet, eller hvad man har til rådighed.

Det var først efter at have set projektoren fra Panasonic, at man kunne se, at det kunne gøres endnu mere overbevisende. Til gengæld ser lampens levetid virkelig interessant ud.