Købere af udendørshøjttalere, der kan levere højt volumen og tung bas, er ofte unge fyldt med energi. Så tit har denne type batteridrevne højttalere et skrigende design og masser af blinkende lamper.
Det kan man bestemt ikke sige om Sony SRS-XG500. Denne transportable udendørshøjttaler har et funktionelt design, som nogle vil synes, grænser til det kedelige. Her på testholdet kan vi dog rigtig godt lide den neddæmpede fremtoning.
Højttaleren er grå, men vigtigere er det, at den har en stor, sort hank i plast langs kabinettets overside, så du kan spankulere af sted med den 5,6 kilo tunge sag.
Højttaleren er udformet smagfuldt og i materialer, der både føles gode og ser godt ud. Kun de store knapper på fronten antyder genren. De er til gengæld rare at have, når du skal til at spille musik.
Har du våde hænder, eller har du ikke lige din smartphone i nærheden, så er det ret praktisk at kunne betjene højttaleren direkte og uden omsvøb.
SRS-XG500’s aktive højttalere er fremadvendte; der er to mellemtone-enheder og to diskant-enheder. Inden i det runde kabinet – denne form er perfekt for et højttalerkabinet – er der også to passive basenheder.
Højttalere skal jo gerne kunne sige ”boom-boom”. De er monteret i begge ender af kabinettet. Lydbølgernes tryk inde i kabinettet sætter de passive enheder i svingninger og giver på den måde bassen mere tyngde.
Det er et gammelt trick, som kan fungere godt, hvis ingeniørerne har regnet rigtigt på alle parametre. Men skulle der ikke være bas nok, har Sony-højttaleren også en Mega Bass-funktion, som løfter niveauer for de laveste lydfrekvenser.
Når du slår sidstnævnte til, bliver bassen selvsagt tungere. Men ikke på en ubehagelig facon, eller så det hele bliver mudret og uklart. Selvfølgelig står det samlede lydbillede smukkere uden Mega Bass slået til.
Men pointen er, at Sony-højttaleren spiller rimelig uforvrænget og ikke forsøger at spille højere, end den trods alt er i stand til.