Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony RX0: Ultrakompakt kamera med enorme kræfter

Sony er kendt for at lave kompakte kameraer af høj kvalitet. Med RX0 bliver det mere kompakt end nogensinde, men uden at der er gået på kompromis med kvaliteten.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Indeni gemmer RX0 på kamerateknik, der svarer nogenlunde til RX100 IV, den seneste topmodel i Sonys serie af kompaktkameraer. Det betyder kort sagt, at det kan tage billeder i noget, der minder om professionel kvalitet. Med et kompakt kamera må man dog give køb på noget fleksibilitet og fysisk kontrol. RX0 er godt nok forsynet med et lille display bagpå, men ellers er det fattigt på kontrolmulighederne.

Heldigvis kan du så bruge din smartphone til at styre kameraet via Sonys PlayMemories app. Det giver nemmere adgang til indstilingerne. Dog er det et relativt begrænset udvalg, du får, så for at komme helt i dybden, må du desværre ind i kameraets kringlede menuer og navigere rundt med de små besværlige knapper. Det er en skam, at Sony ikke har optimeret sin app til at fungere bedre med et kamera som dette, hvor det ville være rart at kunne betjene det hele fra mobilen.

Det er dog ikke desto mindre et interessant kamera, der åbner op for flere brugsmuligheder. Det er egnet til eksempelvis multishoots, hvor du kan koble flere kameraer sammen (op til fem understøttes i appen), men det mest oplagte er vel nok at bruge det som actionkamera. RX0 er vandafvisende og modstandsdygtigt overfor stød, og så vil features som 4K-video, høje framerates til eksempelvis slowmotion samt hurtige kontinuerlige stills tiltale dem, der gerne vil fange motiver i bevægelse.

Dertil kommer også et godt udvalg af tilbehør til montering, undervandsfotografi m.m. Uanset hvordan du bruger det, kan du dog være sikker på at få forrygende billeder i kassen.