Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Linkbuds S: Verdens letteste øretelefoner

Letvægtsdesign og opfindsom teknologi gør Linkbuds S til et headset, du kan bære hele dagen
Er det en gene for dig at skulle tage dine in-ears ud af ørerne i tide og utide, er det værd at kigge nærmere på Linkbuds S. De er nemlig skabt til en dagligdag, hvor dine earbuds aldrig forlader ørerne.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Letvægtsdesign og opfindsom teknologi gør Linkbuds S til et headset, du kan bære hele dagen

Er det en gene for dig at skulle tage dine in-ears ud af ørerne i tide og utide, er det værd at kigge nærmere på Linkbuds S. De er nemlig skabt til en dagligdag, hvor dine earbuds aldrig forlader ørerne.

Verdens letteste

Det kræver selvsagt en konstruktion, man kan holde ud at have i ørerne uafbrudt. Her kommer Linkbuds S i mål et vist stykke ad vejen.

At de er verdens letteste øretelefoner taler til deres fordel, men i vores ører sidder de små ørestykker ikke helt så ubesværet som med flere af testens andre modeller, og derfor begynder de relativt hurtigt at føles anstrengende. Det kan snildt være anderledes i andre ører.

Sættet leveres i en diskret æske, der ligesom ørestykkerne er skabt i let genbrugsplast. Linkbuds S viderefører mange velkendte Sony-trick, eksempelvis Adaptive Sound, der automatisk tilpasser lydtilstanden til dine omgivelser.

Gå ind i et tog, og sættet vil selv aktivere ANC, mens de skifter til Ambient Sound ved en trafikeret vej, så du kan orientere dig i trafikken. Det fungerer fint, og du kan selv indstille scenarierne efter egne præferencer.

Stopper automatisk

Aktiverer du Speak-to-Chat, vil musikken gå på pause, og Ambient Sound aktiveres, når du taler. Du behøver derfor ikke tage Linkbuds S ud ved en hurtig samtale over kasseapparatet eller lignende. Et lille host aktiverer dog også funktionen, og det kan hurtigt blive lidt trættende.

Støjreduktionen er effektiv og Ambient Sound fleksibel og velfungerende. Opkald klarer Linkbuds rigtig fint, og lydkvaliteten er rimelig god. Du er solidt dækket ind med codec’er til hi-res-streaming, og det fine 360 Reality Audio-format, der giver flot 3D-lydoplevelse, understøttes, når materialet er produceret til det. Der er dog ikke samme lydoverskud som i testens bedste.