Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony HT-NTS: Når tv-lyden skal op i luksusklassen

Features og forkortelser står i kø på denne frækt designede lydbar fra Sony. Både HT-NT5 og den medfølgende subwoofer spiller imponerende rent.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du kræver tv-lyd i høj kvalitet – og det kan næsten ingen tv’er selv levere – kan du overveje at koble denne lydbar til skærmen. Med dimensionerne 5,8 x 108 cm er Sony HT-NT5 et godt match til en skærm på 50” og opefter, og den medfølgende subwoofer behøver ikke stå synligt fremme.

Umiddelbart virker en vejledende pris på 6600 kroner noget høj. Man kan jo få en 55” UHD-skærm for mindre. Men Sony har virkelig klemt teknologi, features og lydkvalitet ind i nyheden.

På lydsiden kan HT-NT5 prale af at være udrustet med LDAC trådløs opkobling, som med en bitrate på op til 990 kbps skal være meget bedre end almindelig Bluetooth. LDAC ser ud til at svare til næsten tabsfrit komprimeret Bluetooth aptX. Og så er der Hi-Res Audio, som er Sonys og enkelte andre mærkers bud på lyd i højere kvalitet end cd.

Det lyder jo forjættende med mulighed for 24-bit opløsning frem for cd’ens 16-bit, og med sampling-frekvenser helt op til 192 kHz bør selv flagermus med gyldne ører blive ekstatiske. Gevinsten ved at gå fra 16-bit og helt op til 24-bit er dog mikroskopisk over dette system, afslører vores lyttetest.

Sony HT har overvældende muligheder

Sonys udviklingsfolk synes at være gået amok over alle de muligheder, der har kunnet klemmes ind i en tilsyneladende enkel lydbar. Det er fint, at der er rigeligt med tilslutninger. Tre HDMI, analog stereo og optisk digital er kun begyndelsen. Desuden er der Bluetooth med NFC-parring, Wi-Fi, DLNA og Miracast til spejling fra en smartphone eller tablet.

Ydermere kan NT5 udbygges med kompatible Sony-højttalere og indgå i multirum-løsninger eller komme til at spille endnu mere surroundagtigt.

Umiddelbart virker højttalerbestykningen i lydbaren ikke overvældende. I hver side sidder der en bas/mellemtoneenhed med en diameter på 50 mm og to 15 mm diskanter. Til gengæld er der en såkaldt S-Master HX-forstærker til hver enkelt enhed plus en masse digital signalbehandling til at trække det bedst mulige lydbillede ud af de små enheder.

Subwooferen er – for en gangs skyld i denne prisklasse – seriøst konstrueret

Den forholdsvis store subwoofer har en stor trompet-tragt på fronten, og bag det tætte sorte stof kan man skimte enheden på 16 cm, og hvad denne bas måtte mangle i diameter, kompenserer den for med en enorm, dobbelt magnet og usædvanlig stor slaglængde.

Lydbar og subwoofer løfter tv-lyden dramatisk. Der kommer pludselig bas og diskant ud i rummet, lydbilledet får bredde og dybde. Selve lydbaren kan ikke spille ret højt, og når den presses, får klangen kant og kan blive noget aggressiv. Det er ikke så slemt ved visning af film, men musik og tale kan blive lidt trættende ved høje niveauer.

Subwooferen rækker ned til cirka 40 Hz, og det er fint. Mange firmaer afstemmer refleksportene, så der leveres lyd ved 20 eller 30 Hz, men som regel er det ikke ægte dybbas, men blot overtoner – forvrængning! – og portstøj. Denne fejl har Sony ikke begået. 

Lydbaren i Sony HT NT5-systemet kan både stå på en hylde foran tv’et
eller hænge på væggen. Subwooferen bør ikke stå for langt væk.