Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Bravia KD65XG9505: Design og kvalitet til fed pris

Dette Sony er et gennemført og attraktivt tv. Du kan dog få bedre billedkvalitet til prisen.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På mange måder minder Sony Bravia KD65XG9505 om testens Samsung. Opsætning og billede er ikke ens, men da de begge er Android-baserede, kan de på mange punkter det samme.

Besværlig betjening

Bravia er et hamrende smart tv, men som så mange andre producenter har Sony deres egne menuer, som anvendes til styringen af tv-funktionerne. Og det er her, det går lidt galt. Det tager lang tid at gennemskue logikken i Sonys betjening, og det kræver lidt for mange klik efter vores smag og tålmodighed at få fat i de mest brugte funktioner.

Der er mange standardindstillinger, der er for besværlige at komme til, og det gør den første opsætning og de første par uger med tv’et til lidt af en prøvelse.

Skarpt billede

Billedmæssigt er Sony-tv’et ikke uventet godt med. Her benyttes Sony X1-billedprocessor, der trækker på det kæmpe katalog af billeder, som Sony ejer i kraft af, at man også er producent af professionelle filmkameraer.

Så billedprocessoren sammenligner ganske enkelt det aktuelle tv-billede med billed-basen og justerer det i realtid. I praksis betyder det, at billedet altid er skarpt uanset, om du ser direkte tv, en Blu-ray-film eller streamer en 4K-opløst HDR-udsendelse.

Glimrende tv

Farverne har ikke helt den samme glans og dybde som fra testens OLED-modeller, og LED’erne fra Samsung og LG har også lidt mere glød i farverne. Der er dog masser af kontrast og ”guf” billedet hos Sony-tv’et, der især gør det godt i de sorte områder.

Bravia KD65XG9505 er et mere moderne og også mere lækkert bygget tv end Philips i denne test. Men billedmæssigt er Philips bedre og koster mindre. Men isoleret set et ganske godt tv.