Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Alpha 6000: Hurtigt og kreativt kamera til flot pris

Her får du både flotte billeder og de kreative muligheder, som foto-entusiasten vil sætte pris på – tilmed til overbevisende pris.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sony Alpha 6000 har elektronisk søger på bagsidens skærm, men du kan også se billedet gennem en traditionel søger. Da der er tale om et systemkamera, er den lille søger elektronisk, men det fungerer ret godt. For kameraet fornemmer, hvilken af de to skærme du vil bruge. Hold kameraet lidt væk fra kroppen, og så ser du billedet på 3”-skærmen. Placer øjet op mod den lille søger, og så tændes den straks.

Søgeren er god at have til de mere kreative skud, da du opnår større koncentration ved at kigge i søgeren frem for på skærmen. Kameraet har også den fordel, at du kan slukke for skærmen, som ellers kan virke generende, hvis du er et sted, hvor der er mørkt – for eksempel til en koncert. Og napper du et skud, sker det lynende hurtigt.

Sony hævder da også, at Alpha 6000 er hurtigere end et spejlreflekskamera. Det er svært at måle, men vi kan konstatere, at kameraet er hurtigt til at fokusere og klar til næste skud. Alpha 6000 er et halvstort kamera, men det er ikke så tungt, som størrelsen lægger op til.

Behageligt at arbejde med

Det har samtidig et udspring på huset som gør, at det ligger godt i hånden, og udløserknappen sidder helt perfekt til højre pegefinger, mens du zoomer med venstre hånd på objektivet.

Her sker zoomfunktionen manuelt på objektivet, men zoomen kører elektronisk, og det sker i små ryk, som kræver lidt tilvænning – et punkt, hvor vi synes dette kamera klarer sig mindre heldigt. Det fungerer da, men kvalitetsfornemmelsen er ikke så høj, som hvis zoomen var mekanisk som hos Nikon.

Det samme gælder kameraet generelt. Det er rigtigt fint, men i hånden opleves det billigere, end designet umiddelbart ligger op til. Det ændrer ikke ved, at Sony er testens klare vinder på prisen. For det koster trods alt cirka 1000 kroner mindre end de øvrige deltagere i testen og leverer trods det ”varen” på alle afgørende punkter.

Kameraets største dyd er, at det er hurtigt og leverer alle de kreative muligheder, vi forventer af et digitalt kamera. Der er lidt rigeligt med knapper på toppen og især bagpå, og det kræver lidt tilvænning at betjene i blinde. Du må også nøjes med at kunne filme i HD-opløsning.

Her er kvaliteten dog bedre, end opløsningen antyder. Men der, hvor Alpha 6000 har sin force, er på billedkvaliteten, hvor du har indtryk af, at det udnytter samtlige 24,3 megapixel til fulde. Farverne har god dybde, men er ikke bedre end hos Olympus eller Nikon i denne test. Til gengæld er skarpheden i top – et kendetegn ved Sony gennem mange år. Du får virkelig de fine detaljer med her.

Kræver tilvænning

I praksis er Alpha 6000 et kamera, der kræver lidt tilvænning, og det tiltaler især den entusiast, som vil have et forholdsvis kompakt kamera. Det har masser af funktioner, også de mere nørdede. Du finder masser af praktiske filtre – der dog ikke kan matche dem, som du finder hos testvinderen fra Olympus. Det er et kamera, som det tager noget tid at kunne udnytte til fulde. Til gengæld kvitterer det med masser af muligheder, og til prisen er det absolut testens bedste køb.