Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sonos Roam: Så sej er den lille bærbare Sonos-højttaler

Roam er den første ægte transportable højttaler fra Sonos. Den vejer næsten intet, streamer over både Wi-Fi og Bluetooth og tilpasser lyden til ethvert miljø.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sonos er kongen af Wi-Fi-baseret multirumslyd. Udenfor hjemmets Wi-Fi-zone har producenten dog ikke markeret sig meget. Den batteridrevne Move blev introduceret for et par år siden, men den bastante højttaler gør sig bedst i haven eller på terrassen.

Nu har Sonos endelig skabt en ægte transportabel højttaler. Roam er lige til at smide i tasken og tage med på farten.

Kompakt og rejsevenlig

Den vejer under et halvt kilo og er særdeles kompakt. Konstruktionen er dog hårdfør. En IP67-certificering sikrer støv- og vandtæthed. Vi kastede den i en balje og den spillede lystigt videre.

Se dagsaktuelle priser på Sonos-højttalere her.

Designet er klassisk Sonos. Minimalistisk og lettere industrielt med gennemhullet plastkrop og gummifødder. På toppen er det velkendte udvalg af knapper til musik- og mikrofonstyring. Bagpå er Bluetooth-knap og USB C-stik til opladning.

Skifter selv forbindelse

Opsætningen er utrolig nem. Faktisk endnu nemmere end på andre Sonos-højttalere. Højttaleren er klar til opsætning inde i Sonos’appen, så snart den er tændt. Du skal blot føre din mobil hen på bagsiden af den, så sker alt af sig selv.

Herefter er Roam en del af dit eksisterende Sonos-system på linje med en enhver anden højttaler i setup'et.

Oplad den trådløst

Udover USB C-opladning (som kan ske med en enhver oplader over 10W) understøtter Roam også trådløs opladning.

Enhver Qi-kompatibel oplader kan bruges - hvilket vil sige stort set alle trådløse opladere på markedet. Sonos sælger dog også sin egen specieldesignede oplader. Den klikker sig magnetisk fast i bunden af Sonos, så sikrer tilkobling og klippestabil forbindelse. Prisen er 369 kroner.

Trådløs opladning sker dog betydeligt langsommere end kablet. Man må forvente cirka 5 timer.

Bevæger du dig udenfor hjemmet kan højttaleren kobles på mobilen med Bluetooth. Første gang skal parringen ske manuelt, derefter vil Roam huske din mobil og fortsætte afspilningen, når der skiftes forbindelse. Det er ret smart, dog mister man adgang til resten af Sonos-universet. Al øvrig musikafspilning må ske via dine streaming-apps som på en enhver anden Bluetooth-højttaler. Vi havde faktisk forventet at man ville have adgang til hele streaming-delen i Sonos-app'en, så man eksempelvis ville kunne tilgå sit personlige bibliotek i Mit Sonos. Det er dog ikke tilfældet.

Når du kommer hjem igen, kobler Roam selv på Wi-Fi. Holder du Play-kappen nede sendes lyden videre til den nærmeste Sonos-højttaler i dit setup.

Automatisk lydkalibrering

For en højttaler af denne størrelse er lyden imponerende stor og bredspektret. Det er dog takket være den automatiske lyd-kalibrering, at Roam løfter sig over de fleste konkurrenter.

Trueplay-Funktionen sikrer, at lyden er optimal, uanset hvilke omgivelser højttaleren placeres i. Kalibreringen sker af sig selv, når du flytter Roam. Det er fascinerende, hvordan lyden kan gå fra mudret og indelukket til åben og klar i løbet af et minuts tid. Der kan skrues ret højt op, og ved parring af to Roam kan man få ægte stereolyd.

Sonos angiver batteritiden til ti timers musik på en opladning. I praksis kan det være lidt mere eller mindre, afhængig af lydstyrke. Ved moderat lydniveau er 15 timer ikke urealistisk. Standby-forbruget er dog højt, især når højttaleren er koblet på Wi-Fi og stemmestyring aktiveret. Opladning tager tæt på tre timer med kabel.