Beam er vel nok Sonos bedste allround-højttaler. For den der søger én højttaler, der kan dække alle behov i den lille stue eller studielejlighed, er den et glimrende bud. Den gør sig fint til musik og har samtidig hvad der skal til for at give en gedigen filmoplevelse, når du kobler den på flad-tv’et.
Se dagsaktuelle priser på Sonos-højttalere her.
Én feature manglede den første version af Beam imidlertid. En ting som efterhånden er svær at komme udenom, når det gælder filmlyd og som også Sonos’ nyeste topmodel indenfor soundbars, Sonos Arc, har: Dolby Atmos-understøttelse.
Læs vores test af Sonos Arc her:
Det kan man ikke bare knalde ind i en højttaler med en software-opdatering. Der skal store processorkræfter, avanceret teknologi og en særlig højttalerkonfiguration til at understøtte Atmos. Sonos har derfor udvikling en ny version af Beam der også opgradere den kompakte soundbar med flere andre fine features.
Designholdet har været i gang, men ikke ligefrem på overarbejde. Højttaleren er redesignet, men det er et meget diskret redesign. Den er en anelse lavere end forgængeren, men ellers stort set identisk i dimensioner, og i det store hele også i udseende.
Den mest tydelige forskel er at soffet på fronten er skiftet ud med perforeret polykarbonat. Det ser nydeligt ud, men vi havde nu gerne holdt fast i stoffet, som giver et lidt mere tilbagelænet udtryk. Men den er stadig flot, og med sit minimalistiske design glider den nemt i ét med resten af stuens interiør.
Som alle nyere Sonos-produkter er opsætningen utrolig nem. Åbn appen, tænd højttalere, og så sker det hele mere eller mindre af sig selv. Vil du konfigurere TruePlay kræver det dog en kort kalibrering. En kalibrering, der stadig kun kan ske med en iOS-enhed og endda ikke alle iOS-enheder. Den nyeste iPhone og den nyeste iPad Pro var ikke understøttet. Det var først da vi prøvede med en iPad 7. gen. at vi kunne få lov at kalibrere. Understøttelse af den nyeste iPhone er dog på vej, men ikke desto mindre er det en skam at TruePlay er så begrænset. Det kunne være fint, hvis dem der kører Android i det mindste kunne få lov at vælge den automatiske TruePlay-funktionalitet man finder i flere af de mobile Sonos-produkter.
Ønsker du at anvende Beam i en surround-konfiguration med satellit-højttalere og eventuelt en sub, skal der yderligere opsætning og kalibrering til. Men igen er det nemt gjort. Vi testede Beam både som stand alone og med to Sonos One som satellitter.
Især når du anvender højttaleren som stand alone, er Dolby Atmos er en suveræn feature. Teknologien gør, at der kommer lyd af en størrelse og en vidde ud, som langt overstiger hvad der fysisk burde være muligt med en højttaler af så kompakt format. Det er ikke helt det samme som et rigtig surroundanlæg, men bare det at man kan komme i nærheden af er særdeles imponerende.
I modsætning til Arc er der ikke fysisk opadrettede højttalere i Beam gen 2. Den bygger i stedet på en konfiguration af fem højttalere med to frontvendte, der anvender psykoakustisk HRTF-teknologi til at skabe en følelse af højde.
Og det fungerer over al forventning. Der er en utrolig realistisk fornemmelse af rumlighed, særligt i vidden, hvor horisontale bevægelser opleves levende og hvor hver enkelt element kan lokaliseres meget præcist i lydbilledet.
Stemmer står også rigtig flot og tydeligt. Her har Beam desuden en særlig funktion til at fremhæve stemmegengivelsen.