Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Solid 17,3" notebook til allroundbrug

Stor skærm og meget lagringsplads i multimedie-notebook.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Notebooks findes i mange størrelser, der dækker forskellige behov. Medion MD99030, der kan købes i danske Aldi-forretninger fra den 20. juni, dækker behovet hos dem, der søger en solid allround-notebook med en stor skærm.

Der er ingen tvivl om, at den 17,3"-skærm vil tiltrække mange brugere, der foretrækker et lidt større skærmareal at arbejde på. Til en pris på 3.899 kroner er det såmænd også en notebook, hvor man på trods af de nødvendige kompromiser får en ganske solid notebook til allroundbrug.

MD99030 kan klare de fleste opgaver, der kan kategoriseres som normale for den private bruger. Den anvendte Intel Core i3-2350M dual core-processor på 2,30GHz er en god processor, hvor der opnås en god grundydelse, uden at den dog er i nærheden af de større Core i5- og Core i7-udgaver.

Der er ikke indbygget noget dedikeret grafikkort i denne notebook. Grafikken tager den i processoren indbyggede Intel HD 3000-processorgrafik sig af. Det giver nok med kræfter til de mere almindelige opgaver og til enkle spil, der ikke er for krævende.

Multimedie i budgetklassen

Til prisen er det klart, at der er blevet prioriteret, når hardware til MD99030 skulle vælges. Det er nok derfor, der blot er 4GB ddr3-ram. Ikke at det ikke er tilstrækkeligt til de opgaver, man for det meste ville anvende denne notebook til, men man kunne jo altid ønske sig mere.

Manglen på et dedikeret grafikkort gør, at spil nok mest vil være et mindre tidsfordriv på denne notebook. I hvert fald hvis man tænker sig at udnytte hele skærmens opløsning på 1.600×900 pixels til formålet. Så bliver spillene ofte lidt træge i det, hvis man går ud over de lavere kvalitetsindstillinger.

Men det er også i multimedierollen og til almindeligt brug, denne notebook har sin force. HD 3000-grafikken er med sin Quick Sync-funktion ganske glimrende til at håndtere videorelaterede arbejdsopgaver. O.k., til redigering ville 8GB ram være dejligt. Men ellers er denne notebook som skabt til at se film og fotos på.

Det understøttes af valget af harddisk. Der er nemlig installeret en traditionel harddisk på 750GB. Det er en ret så hurtig harddisk. Størrelsen understøtter også på fineste vis de muligheder, som denne notebook tilbyder.

Den 17,3" led-bagbelyste skærm må ikke glemmes. Den er ganske lysstærk uden at være blandt de mest funklende. Hvor lysstærk skærmen er, kan indledningsvis snyde, da Medions skrivebordsbaggrund er ret så mørk.

Skærmen er ellers glimrende klar, betragtningsvinklerne er ikke blandt det bedste, vi har set. Sidder man foran skærmen, bemærkes dette dog ikke. Her kan man tværtimod glæde sig over, at skærmen ikke er refleksiv, og at lysindfald ikke er noget problem.

Mange små goder

Foruden den grundlæggende hardware, der udgør kraftværket i computeren, er der flere andre elementer, der alt efter temperament trækker mere eller mindre op i bedømmelsen.

Hertil hører et dvd-multidrev som det mest basale. Dolby Advanced Audio V2 sørger for en habil lydkvalitet, om end det må siges, at mange notebooks i de lidt højere prisklasser har bedre lyd i dag.

Endvidere er her et gensyn med Medions FastBoot-funktion. Denne er en integreret Linux-kerne, der kan startes i stedet for Windows, og som i løbet af få sekunder giver adgang til webbrowser, mailprogram, billedfremvisning, videoafspilning samt adgang til sociale netværk blot for at nævne nogle.

Intels WiDi er også med i pakken. Den giver dig mulighed for trådløst at smide dine fotos og film op på dit hd-tv, såfremt du anskaffer en WiDi-tv-adapter og tilslutter den til tv’et via en hdmi-port.

Foruden det obligatorisk 1Gbit/s-ethernet og 802.11n trådløse netværk er der bluetooth 4.0. Tilslutninger inkluderer et hdmi-stik, som tidligere hintet, to usb 2.0-porte samt to usb 3.0-porte og et vga-stik.

Der er ikke tale om en notebook i den dyrere ende af skalaen, materialevalget er derfor derefter. Dog har Medion MD99030 trods anvendelsen af plastic et udmærket visuelt udtryk. Den har et simuleret metallisk udtryk med farver, der glidende skifter fra gråt til sort.

Tastaturet er nedsænket, hvilket er dejligt, når der skal skrives, suppleres desuden af et numerisk tastatur, hvilket mange sikkert vil glæde sig over. Tasterne er tilpas store og har først og fremmest en behagelig respons.

Touchpad’en er i orden. Det er ikke den bedste, vi har oplevet, heller ikke på en Medion. Kontrollen er for så vidt, som den skal være, men det havde været at foretrække, hvis den havde været noget større på så stor en notebook. Det giver en bedre fornemmelse for cursoren. De indbyggede musetaster er derimod ganske solide og behagelige i brug.

Målingerne

Med skelen til specifikationerne kørte vi en række benchmarks, der som supplement til de almene brugserfaringer skulle vise, hvorledes MD99030 klarede sig i forbindelse med forskellige opgaver.

Første test, der blev gennemløbet, var PCMark Vantage. Den tester computeren for ydelsen på forskellige anvendelsesområder, såsom produktivitet, spil, harddiskydelse, musik, film med mere, og samler delelementer af disse i en samlet PCMark-score. Her scorede den bærbare 5.603 PCMarks, der er en fornuftig score for en bærbar med traditionel harddisk. Ssd påvirker nemlig scoren markant i opadgående retning. De svageste discipliner var hukommelseshastigheden og spilydelsen, mens resten lå fint, herunder også harddisken.

CineBench R11.5 viste, hvorledes processor og grafikdelen klarede sig i forbindelse med renderingsopgaver og OpenGL-grafik. Processorens score på 2,17 point i multiprocessorscoren viser, at der, selvom der er tale om en god robust processor, er langt op til de hurtigere flerkernede processorer. OpenGL-scoren på 8,89 fps var ikke voldsom. Her havde vi håbet på et par fps mere.

For at isolere processorens ydelse kørte vi lige den aritmetiske processortest i SiSoftware Sandra. Her endte den aggregerede score på 33,30 gops (giga operations per second). Det ligger groft set i omegnen af, hvad de Sandy Bridge-baserede processorer i ultrabooks leverer. Det er dog vidt forskelligt, hvorledes notebooks med de to typer processorer vil føles i brug, alt efter opgavetype.

HD Tune Pro 5.0 var næste test. Først testedes overførselshastigheden for drevet i læseoperationer. Resultatet blev en gennemsnitlig hastighed på 89,5MB/s. Det er en ret god ydelse for en traditionel harddisk. Det hjælper med til, at man ikke som ved langsommere harddiske skal vente så længe på, at programmer og lignende loades.

Batterilevetiden blev målt med Battery Eater 2.70 Pro. Her blev der kørt en ”klassisk” test, der viste den værst tænkelige situation, hvad batterilevetiden angik. Desuden blev der afviklet en læsetest, der repræsenterer, hvorledes meget let brug påvirker batterilevetiden. I almindeligt brug er sandheden et sted mellem de to yderpunkter. Nogle gange tættere på den ene og nogle gange tættere på den anden.

Den klassiske test endte med en batterilevetid på 2 timer og 4 minutter, og læsetesten endte med en batterilevetid på 5 timer og 15 minutter. Det er acceptabelt, men ikke vildt imponerende. Trods det er en stor notebook, er der dog ikke decideret grafikkort, hvilket ville have barberet endnu mere af tiden.

Varmeudviklingen var ikke noget problem, den bærbare var ret så støjfri. Der er da heller ikke mange heftige energiforslugne komponenter.

Konklusion

Notebook til de almindelige opgaver i hverdagen. Ikke den stærkeste notebook, der findes, men stærk nok til de meste. Har desuden en god stor skærm, og multimedie-egenskaberne er ganske glimrende. Til prisen får man en god blanding af hardware, så længe man ikke forventer en ”muskelspækket” computer.