Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Softwarerobotter er i stærk vækst i Danmark

En robot til hver medarbejder er mantraet for UiPath, en international automationsrådgiver, der vokser eksplosivt på markedet for virtuelle robotter.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når talen falder på robotter, tænker man helt naturligt på robotter i industrien eller andre former for robotter, der kan aflaste os i det daglige arbejde. Men en robot behøver bestemt ikke være fysisk. Lige nu er softwarerobotterne nemlig på hastig fremmarch, en udvikling, der jo kun vil få ekstra næring af udviklingen inden for kunstig intelligens.

Automationsspecialisten UiPath var vært ved en international konference om Robotic Process Automation (RPA) i København tidligere på sommeren, og her var der virkelig potentiale for at komme i dybden med mulighederne på området.

Virtuelle robotter ind i virksomhederne

UiPath, som mange givet ikke kender, er på verdensplan med en gennemsnitlig vækst på 480 pct. over de seneste 3 år en af de førende aktører på området og slår dermed alle analytikeres forudsigelser om vækst med mange længder. Firmaet har 2700 virksomheder samt mere end 50 forskellige offentlige myndigheder som kunder og beskæftiger 2300 medarbejdere. Ifølge Per Sølvager, der er vicepræsident for den nordiske region, går virtuelle robotter allerede sin sejrsgang i danske virksomheder og hos offentlige myndigheder.

”Her er de primært anvendt til at overtage de kedelige manuelle opgaver, men meget snart kan de mere end det”, siger Per Sølvager til computermagasinet Alt om DATA og løfter en bid af sløret for, hvad UiPath vil diske op med af nye teknologier inden for den kommende tid.

Automatisering til den enkelte bruger

Automatisering i sig selv er der ikke så meget nyt i, men nu handler det altså om automatisering helt ud til den enkelte bruger, der med et enkelt og lettilgængeligt brugerinterface kan skræddersy sin egen personlige robot, som kan hjælpe individuelt med de arbejdsopgaver, der skal løses.

”Det er blandt andet derfor, vi har vores slogan ”A Robot for Every Person”, som jo er inspireret af Bill Gates fra Microsoft og hans udsagn “Put a computer on every desk and in every home”. Dermed bevæger robotteknologien sig fra back-end til front-end forstået på den måde, at den ikke længere kun tager sig af de repetitive og trivielle rutiner, men rent faktisk også hjælper brugeren til at blive bedre til at udføre sine kerneopgaver via drag and drop-AI," siger Per Sølvager til Alt om DATA.