Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Smartphones [STORTEST]: Super smartphone for (næsten) det halve!

Vi er mange, der går efter det nyeste og største, når smartphonen skal udskiftes. Men det er klogt at holde hestene lidt. For hvis du vælger en model lige under topmodellerne, får du næsten de samme funktioner og specifikationer til betydelig lavere pris. Det afslører denne stortest af smartphones fra ”anden hylde”.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Som læser af Datatid TechLife er du nok mere end almindeligt interesseret i at få det nyeste og det allerbedste, når det handler om elektronik. Måske har du det også sådan, når du skal have en ny smartphone.

Men det er en overvejelse værd, om du måske skulle sænke blikket fra første til anden hylde. Her er prisen betydelig lavere, nogle gange næsten det halve. Spørgsmålet er så, hvad man giver køb på? Det afslører denne test, hvor vi netop har fokus på de mobil-modeller, som ligger lige under topmodellerne.

Find flagskibsdræberne

I dag er forskellen mellem øverste og næstøverste hylde mindre end nogensinde (også mellem den prismæssigt absolutte top og absolutte bund).

[irp posts="3100402"]

Du oplever ikke længere, at de billigere Android-telefoner kører forældede versioner af styresystemet, eller at de er fyldt med fejl. Heller ikke hardwaren er markant dårligere.

På anden hylde finder du med andre ord flagskibsdræberne. Man kan endda hævde, at flagskibsmodellerne i nogle tilfælde er dårligere end de billigere varianter. For eksempel er mobiler med skærm helt ud til kanten mere skrøbelige end modeller med aluminiumsramme. Og Apples topmodeller er uden jackstik til hovedtelefoner. Hvor smart er egentlig det?

Tænk også på, hvor mange års Spotify-abonnement du får ved at spare blot 1500 kroner. Længe nok, til at din ”nye” mobil skal udskiftes på ny (en smartphone holder sjældent mere end 2-3 år).

Hvad koster det på funktionssiden at vælge fra anden hylde? De fleste specifikationer er ret ens. Primært er det skærmteknologi og processor, der er lidt bedre på topmodellerne. Kameraerne kan også være skarpere. Men for virkelig at mærke forskellen skal du nærmest have afprøvet topmodellen lige forinden. Ellers vil du formentlig blot glæde dig over, at din nye telefon er bedre end forgængeren. De fleste af os vil ikke opleve, at vi er gået lidt på kompromis.