Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

De billige smartphones kan godt

Drømmer du om en smartphone, der måske ikke behøver være den mest avancerede i verden, men som så heller ikke må koste en mindre formue? Datatid TechLife tjekker, hvad du får, når du køber en smartphone til under 2000 kroner.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvorfor bruge flere tusinde kroner på en iPhone 5 eller en Nokia Lumia 920, hvis mindre kan gøre det? Smartphones i den høje ende af prisspektret kan selvfølgelig mere, de har kraftigere processorer, og de tager bedre billeder, men du betaler også for det. Og spørgsmålet er, om du ikke er ligeså tilfreds med den billigere model, fordi du ikke rigtig udnytter fordelene ved high end-modellerne.
Der findes masser af smartphones til relativt få penge, der kan dække dine basale behov for kommunikation, information og underholdning. Alle større producenter – med undtagelse af Apple – har også standardmodeller, hvor prisen er den afgørende faktor. Det vigtige er her, at du gør dig klart, hvad du skal bruge din telefon til.

Køber du en smartphone i prisklassen 1500- 2000 kroner, får du ikke topmodellen. Processoren er ikke nær så hurtig som den A6 dual core 1,2 GHz-type, du finder i en smartphone som iPhone 5, og hukommelsen er væsentlig mere beskeden. Det betyder, at de tungere apps, for eksempel spil, kører langsommere, mens større hjemmesider er længere tid om at blive indlæst.

Mobilforbindelsen bliver dog ikke dårligere, når du køber en standardmodel, eftersom antennerne i telefonerne efterhånden er af så høj standard, at udfald og afbrydelser hører til sjældenhederne. Forskellen ligger i 3G og 4G, hvor de dyre modeller understøtter fjerdegenerationsnetværk, mens de billige telefoner kører på tredjegeneration. Forskellen vil ikke kunne mærkes, når du taler i telefon, men datatrafikken forløber alt andet lige hurtigere med 4G, hvis dit teleselskab ellers kan levere den høje hastighed.

Billige mobiler har i dag en fin skærm, men den kan dog ikke helt matche de dyrere modller. Hvor high end-telefonerne benytter LCD- og LED-teknologi, kører de mindre dyre telefoner ofte med TFT. Forskellen ligger i kontrasten og billedets skarphed. Farverne på en TFT-skærm virker mere matte og slørede end på en LCD-skærm med LED-baggrundsbelysning. Ydermere er pixeltætheden større i de dyre telefoner, hvilket betyder, at billedet er klart og tydeligt. Derfor er TFT-skærmene ikke det oplagte valg til film og kulørte spil, hvor billedet ønskes knivskarpt.

Også på kameraerne mærkes kvalitetsforskel. De fleste billige mobiler har et godt kamera med 5 megapixel, og det kan tage billeder i en pænt høj opløsning, hvilket er ganske udmærket, når billederne skal på Facebook eller blot vises til vennerne. Køber du en high end-smartphone i dag, har den et kamera, hvor billedchippen er på mellem 8 og 13 megapixel. Denne opløsning er så høj og kan matche deciderede fotokameraer, men du skal ikke købe en smartphone for billedkvaliteten alene. For de gode digitalkameraer giver stadig bedre billeder. Pixeltallet er ikke alt. Også objektivets kvalitet, pixeltætheden og andre forhold bestemmer, hvor gode billeder du maksimalt kan få.

Men strengt taget er de dyre smartphones ikke rigtig pengene værd, selv om de selvfølgelig leverer et bedre resultat og har mere imponerende specifikationer end de billigere modeller på en række punkter. Man kan nemlig ikke hævde, at en smartphone til 5000 kroner er tre gange så god som en smartphone til 1700 kroner.

Overvej, hvad du vil bruge din smartphone til. Det kan være, at du aldrig ser videoer på den, det kan være, at du ikke lytter til musik, det kan være, at du sjældent spiller på den, eller …

Hvis du på den måde forholder dig til, hvad du i virkeligheden har brug for, kan du spare en masse penge på din næste smartphone og alligevel være en lykkelig ejer. Det beviser denne test.

Læs testene her:

Sony Xperia Go
Nokia Lumia 620
Asus FonePad