Smarte låse [TEST]: Er smarte låse en smart idé?

Smarte låse [TEST]: Er smarte låse en smart idé?

Share

Nøglernes dage er talte. Nu skal du låse døren op med din smartphone. Det åbner for et væld af interessante muligheder, men hvordan fungerer det, og er sikkerheden god nok? Vi tester tre smarte låse

Er det smart at kunne låse sin dør op ved at hente mobilen op af lommen, finde en app frem og klikke på et ikon?, Ikke rigtigt, vel? Så er det faktisk nemmere med en god gammeldags nøgle.

Men forestil dig, at døren selv låser op, når du kommer hen til den, at overvågningskameraet samtidig slås fra, lyset i boligen tændes og din yndlingsmusik begynder at spille ud af højttalerne.

Eller forestil dig, at du lukker el-manden ind i hjemmet, mens du selv sidder på kontoret, mange kilometer væk. Så begynder det at ligne noget. Det er sådanne scenarier, de smarte låse gør mulige.

Passer til en standardlås

Vi har kigget på tre forskellige løsninger. Den ene fra velkendte Ruko (Yale), der for mange danskere er synonym med dørlåse, mens de to andre er fra mindre foretagender, der satser fuldt ud på dørlåse af den smarte type. Alle er skabt til at passe i en almindelig, skandinavisk låsekasse, omend Danalock og Friday Lock også kan tilpasses andre typer.

Se også:  Lenovo klar med produkter til det smarte hjem

Netop dette kan der være en fordel i, for selvom markedet er standardiseret, er der en tendens til at bøje disse standarder, så man aldrig helt kan være sikker på, hvad det er, man kommer til at stå overfor.

Det lykkedes os dog at få alle tre låse monteret. Nemmest var Danalock, som stort set kunne monteres med de skruer og den låsepind, der sad i i forvejen. Friday Lock krævede lidt tilpasning af låsepinden, mens Yale Doorman er et større og mere omfattende system, som kræver montering på begge sider af døren samt tilkobling af ledninger m.m.

Yale Doorman er da også noget af en klods af have siddende på døren. Selvom produktet er rettet mod private brugere, ligner det en lås man ville forvente at se i en virksomhed. Den store metalkasse med sort plast er ikke ligefrem sexet, men det er et bundsolidt produkt af høj kvalitet.

De andre to er mere diskrete i deres look. Der er kælet en del for designet hos Friday Lock, som er skabt i samarbejde med den velrenommerede danske tegnestue BIG. Simpliciteten i det store stålgreb giver en elegant kontrast til den avancerede digitale teknologi indeni. Der er endda mulighed for at vælge flere forskellige materialer og farver til grebet, så man kan få sit eget look.

Se også:  7 uventede ting du kan styre med en app

Danalock har ligeledes et stilrent look. Dog er kun fronten af stål, mens resten er af plast, hvilket giver et ringere kvalitetsindtryk.

Lås op med mobilen

Trods låsenes digitale beskaffenhed, er det muligt at låse døren op og i på helt simpel vis med hånden. Drej blot på grebene i den ene eller anden retning.

Du kan også gøre det med mobilen. Danalock og Friday har Bluetooth. Så snart du har oprettet en konto via appen, kan du derfor få direkte adgang til låsene og betjene dem uden videre. Du må dog affinde dig med en vis ventetid, fra du trykker, til døren er låst op.

For at kunne gøre det samme med Yale-låsen, kræves en hub til Smart Living-systemet. Den kobles til din router, og herfra får mobilen så adgang til døren via internettet.

Del denne