Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Smart internet over elnet

Internet over elnettet er en genial ting, og nu har Linksys
gjort den en anelse smartere.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Powerline AV Network Kit - AOD anbefaler

Vi har før testet, og berømmet, de enheder, der giver dig internet over elnettet. Der findes efterhånden en del forskellige producenter af disse enheder, og selvom prisen stadig ligger lidt i den høje ende, så er det stadig en af vores favoritteknologier.

Denne gang har vi så fået fat i et starter-kit fra Linksys, deres Powerline AV Network Kit, også kaldet for PLK300.

For at starte i den bløde ende, så er det en enhed, der er holdt helt i den nye designstil fra Linksys. Sort og med bløde linjer. Der er heller ingen tvivl om, at det er en pæn enhed, som man faktisk godt kunne have stående fremme – men hvem har sådan noget hardware stående fremme i dagligstuen?

Dernæst gik vi så i gang med installationen. Den ene enhed blev koblet til en stikkontakt i nærheden af vores router, og derefter blev router og netværksenhed forbundet med et standard-netværkskabel. Så langt så godt, nu skulle vi så bare have koblet den anden enhed til, så vi kunne se, om der var forbindelse mellem de to enheder.

Der var det så, at vi fik lidt af en overraskelse, af de gode, for den anden af Linksys-enhederne havde faktisk ikke én, men hele fire porte ud. Det vil sige, at vi havde mulighed for at forbinde op til fire computere til den samme netværksenhed, se – dét er genialt. Vi har før stået og måttet installere flere PLA’er (eller Power Line Adapter, som denne type hardware også kaldes), for at få forbundet printere, computere og så videre til netværket. Men her kunne vi nøjes med en enhed til fire forskellige apparater – genialt siger vi bare.

En ting, som vi umiddelbart synes, at vi manglede, var muligheden for at sikre forbindelsen, så det kun var mellem PLA’enheder, som vi ønskede skulle kunne snakke sammen, at der var forbindelse.

Så læs dog manualen

Vi grublede lidt over sagerne, inden det gik op for os, at der jo rent faktisk var en manual med til dimserne. Godt nok lå de på en cd-rom, men alligevel. Vi skimmede så manualen og kunne se, at der faktisk er en lille knap på toppen af enhederne – ved at klikke på den, sikres forbindelsen mellem enhederne, på samme måde som WPS bruges på trådløse netværk.

Nogle gange kan det altså godt betale sig at læse i manualen. Den skal for resten ved samme lejlighed have ros, for den er simpel, let at læse og med gode illustrationer. Tydeligvis ikke skrevet af en tekniker, men en som ved, hvordan brugere skal informeres om brugen af produktet.

Dernæst gik vi over til at kigge på, hvor godt netværkstrafikken blev klaret. På kassen lover de op til 200Mpbs hastigheder på det interne netværk. Nuvel, det er hastigheder, der er lidt ligegyldige. Langt de fleste computere er koblet til internettet via en forbindelse med måske op til 20Mbit, men i mange tilfælde langt lavere. Så de 200Mbps kommer kun til sin ret, hvis du opretter et internt netværk, hvorover du skal spille Quake Wars eller lignende.

De høje hastigheder på det interne net sikrer dog, at du aldrig kommer til at opleve, at det er på grund af netværkskapacitet, at dit spil hakker, når du spiller online.

Det bør også lige påpeges, at den maksimale hastighed er afhængig af, hvor godt dit elnet i huset er.

I vores tilfælde blev det testet i en ret ny installation, og med de vanlige støjende apparater på elnettet - køleskab, tv, Blu-ray afspiller, computer og naturligvis lys. Vi satte derefter PLK300 til at overføre filer mellem to computere. Vi prøvede både med en enkelt fil på 500MB og med 100 små filer på tilsammen 655MB. Vi gentog testen et par gange, og målte den gennemsnitlige hastighed til at være 120Mbps, en virkelig god hastighed for denne type udstyr, og mere end rigelig til formålet.