Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Smart noteprogram

Skriv, indsaml, og administrer noter.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

CintaNotes 1.8.2 er et af de små programmer, der kan vise sig at være endnu mere nyttigt, end hvad de første forventninger måtte lægge op til.

Noter fra egen hånd og internettet

CintaNotes er i al sin simpelhed et program til at tage noter. Programmet er gratis og fungerer under Windows 2000/XP/Vista/2007/2008, programmet kan hentes i en almindelig udgave og en transportabel udgave, du kan have med dig på en usb-nøgle.

CintaNotes kan i princippet anvendes til at skrive dine egne noter i, hvorefter de kan tagges og gemmes til eget brug. Men programmets store styrke er, at det også er muligt at markere tekst på websider og enkelt og ligetil at kopiere teksten ind i en note.

Således er det hurtigt at samle noter om et givet emne, du måtte interessere dig for. Det kan være til research, citater, almen nysgerrighed, eller alternativt kan du samle madopskrifter, mulighederne er mange.

Programmet, der lægger sig i proceslinjens meddelelsesområde, når det minimeres, har en tiltrækkende og ganske simpel brugergrænseflade. Der er en menulinje, et panel i venstre side, der indledningsvist er tomt, og et ligeledes tomt vindue, hvor noterne dukker frem en efter en, som de bliver genererede. Sproget kan ændres til dansk, hvis det foretrækkes.

Således gør du

Først opretter du en ny notebogsfil med en sigende navngivning. Herefter er der to fremgangsmåder. Vil du personligt skrive i en note, trykker du blot på [Insert]-knappen eller benytter tastekombinationen [Ctrl]+[N]. Ønsker du derimod at samle udsnit af tekster til research eller lignende, markerer du først teksten og trykker derpå på tasterne [Ctrl]+[F12].

Noterne placeres i det hidtil tomme vindue med den nyeste note øverst. Der tages ikke hensyn til, om det er en skrevet eller en kopieret note. Du kan nu samle noter, der omhandler et bestemt emne. Det kan gøres ved at tagge de enkelte noter med en sigende etiket.

Hvis det gøres, genereres der en etiket i venstre panel med alle de noter, der har pågældende tag. Alle noter, der er taget fra en webside, tagges af programmet automatisk med url’en på den webside, hvorfra noten stammer.

Ligetil administration

Foruden at arbejde i notebogsfiler kan du også eksportere dine notebogsfiler i txt-formatet eller i xml-format, ligesom du kan importere notebogsfiler eller xml-filer.

Du kan let administrere dine notebogsfiler og finde rundt i dem, fordi der er rige muligheder for at søge i dem. Du kan også sortere noterne efter, hvornår de er skabt, hvornår de er redigeret, efter titel, størrelse efter link hvis ønsket.

Søgninger kan fortages på titler, på tekstindhold eller på begge dele.