Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Smart lys til fin pris: Geeni Lux + Prisma

Der er efterhånden godt trængt på markedet for smarte lyspærer. Geeni kaster sig ind i kampen med et simpelt sortiment bestående af Lux-serien, som er hvide, og Prisma-serien, som er farvede ...

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En Lux-pære ligger prismæssigt på linje med en tilsvarende Hue-pære, mens en Prisma er markant billigere end en farvet Hue. Fortsætter vi sammenligningen med Hue, så har Geeni den force, at den grundlæggende opsætning er betydeligt nemmere.

Du behøver ikke en hub for at tilslutte pærerne. Åbn appen, så forbindes de automatisk til dit Wi-Fi, og du kan styre dem, både når du er ude, og når du er hjemme. Betjeningen er overskuelig. Der er mulighed for at styre hvidt lys, farvet lys (i Prisma) samt vælge scener med varierende lys og lave tidsindstilling af pærerne, så de tænder, slukker eller skifter lys på forskellige tidspunkter.

Du kan også vælge at lade pærerne reagere på lokationsbestemte begivenheder som solnedgang og solopgang, udendørstemperatur, fugtighed og lignende. Eller måske mere brugbart – du kan vælge, at pærerne skal slukke eller tænde, når du forlader hjemmet eller kommer tilbage igen.

Appen havde løbende lidt problemer med at registrere vores lokalitet, men reagerede dog for det meste på de begivenheder, vi havde bedt den om. Geeni-pærerne kan ligeledes kobles sammen i grupper, så du kan styre al lyset i et helt rum ad gangen. Lyset fra pærerne er ganske nydeligt, ikke så kunstigt, som det kan være i nogle LED-pærer.

Det kan nå en ret høj styrke, i hvert fald hvis du vælger de kraftige 1050-versioner, som vi testede her, men det bliver ikke helt så dæmpet som Hue. Besynderligt nok kan farvetemperatur af det hvide lys ikke styres på Prisma, kun på Lux, og så sker ændringer i lyssætning desværre ikke i realtid. Mens du holder fingereren nede og trækker den over kontrolbarren til lysstyrke eller hjulet til farve, sker der intet.

Først når du slipper sker ændringen. Det er ikke optimalt, da det således er vanskeligt at foretage ændringer med nogen form for præcision. Der er derfor stadig lidt vej, før Geeni helt kan hamle op med de bedste konkurrenter, men prisen taget i betragtning er Geeni et fint og brugervenligt bud på smart lys til hjemmet.