Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Skullcandy Crusher ANC: Bastung kranieknuser

Bassen høres ikke bare, den mærkes også i denne støjreducerende hovedtelefon.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Skullcandy er mest kendt for farverige headsets med det genkendelige kranielogo som tydeligt blikfang.
Crusher ANC er dog ret nedtonet i sit sorte look med kraniet diskret placeret på hovedbøjlen. Et sæt ganske tilforladelige hovedtelefoner, som selv forretningsmanden kan være bekendt at have med på rejsen.

Indbygget sporing

Crusher ANC sidder behageligt og kan klappes sammen, når du skal have den i tasken. En ret smart detalje er indbygget Tile, hvilket betyder, at du, via Tiles ret velfungerende system, kan spore hovedtelefonen med mobilen, hvis den skulle blive væk

På siden er der det gængse udvalg af knapper til musikstyring og støjreduktion og derudover en særlig skydeknap, som styrer bassen - ikke bare den hørbare bas, men en fysisk mærkbar bas, der runger gennem dit kranie, når du skruer op for den.

Ikke bare bas

Det lyder mere ubehageligt, end det egentlig er. Sensory Bass giver en levende oplevelse af musikken, som kan være ganske sjov. Vi valgte dog ret hurtigt at skrue helt ned for funktionen. Når det er gjort, får du en ganske velafbalanceret lyd med god plads til både de dybe og de høje frekvenser.

Støjreduktionen er heller ikke ringe. Den sluger trafikstøj og en vis del af lydene på det travle kontor. Dog er den ikke på niveau med hverken Sonys eller Boses.