Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er en slags tankelæsning, men af tanker når de er omsat til muskelimpulser i arme og hænder, ikke når de er i hjernen.
Med en teknik der kaldes elektromyografi, aflæser man de elektriske impulser, der styrer musklerne. I dette tilfælde ved at tage en ordentlig damehandske på, der dækker det meste af hånd og underarm.
Handsken indeholder elektroder, der aflæser alle musklerne i området. Resultatet er en lang række af elektriske signaler, der kommer i et bestemt mønster fra de forskellige muskler alt efter, hvad man skriver.
Systemet skal lære personens særlige skrivemønster at kende, før det virker. Det gør man ved at lade personen skrive de samme tegn igen og igen.
Resultatet er forbløffende præcist. Hvis du kigger på billedet med de blå og røde tegn, så er de blå tegn, dem forsøgspersonen har tegnet selv, de røde er dem, som maskinen har aflæst.
De er som sagt meget præcise – næsten så præcise som vi formentlig er i vores skrift.
Det er muligt, fordi der ikke er tale om aflæsning af vores hjerne, men af vores muskler. Hvor hjernen er meget mere diffus i sine arbejdsmønstre, så skal musklerne gøre præcist det samme hver gang – i hvert fald hvis de skal lave genkendelige tegn.
Softwaren bag ligner den, man bruger til at genkende tale. Her er det også nødvendigt at genkende noget, som både er regelmæssigt og regelbundet, men som alligevel har variationer fra gang til gang og fra person til person.
Derfor er løsningen den samme som med talegenkendelse – hver person skal øve med apparatet, så det bliver bedre til at genkende deres særlige mønster. I øjeblikket er genkendelsesnøjagtigheden på omkring 97 procent.
Det lyder flot, men i daglig brug er det fejl nok til, at man bliver virkelig irriteret over brugen. Forskerne bag håber da også at nå en betydeligt højere nøjagtighed.
Når det sker, vil det være muligt at skrive direkte i luften, på skærmen eller på hvad som helst. Man behøver ikke en gang at have et skriveredskab i hænderne, bare man gør bevægelserne, så de ligner den bevægelse, man ville gøre, hvis man skrev.
Eneste problem er, at man stadig skal have den tossede handske på.
