Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu rammes byggeriet af den digitale bølge

Alle brancher er nødt til at forholde sig til digitale teknologier. Det gælder ligeledes bygge- og anlægsbranchen, der er blevet ramt af Build 4.0 – byggeriets svar på Industri 4.0. I branchen er der stor forskel på, i hvor høj grad man har taget de digitale teknologier til sig, men potentialet til effektivitets- og produktivitetsforbedring er stort.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Begrebet Industri 4.0 er for længst slået igennem og indikerer, at vi med digitale værktøjer for alvor har sat gang i den fjerde industrielle revolution. Men det er ikke kun i industrisektoren, at ny teknologi skaber såvel nye arbejdsgange som nye forretningsmodeller. Det sker ligeledes i bygge- og anlægssektoren, hvor begrebet Build 4.0 er ved at vinde indpas, om end ikke helt med samme hastighed som i industrisektoren.

Selv om arkitekter og rådgivere for længst er i fuld gang med at høste fordelene af digitalisering i byggeriet, ja så er håndværkerne på byggepladserne tilsyneladende endnu ikke klar. Det viser helt nye tal fra Teknologisk Institut, der har interviewet 359 danske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. Tallene dokumenterer samtidig, at byggeriet går glip af en lang række af de effektivitets- og miljøforbedringer, som en bedre udnyttelse af de digitale muligheder ellers ville give.

Store fordele venter

Undersøgelsen konkluderer, at det især er arkitekter og rådgivende ingeniører, som er klar til at anvende Build 4.0-teknologier såsom droner, robotter, 3D-print, Big Data og Machine Learning. I den faggruppe bruger 81 % mindst én af teknologierne. Til gengæld er det på byggepladserne kun 32 % af håndværkerne og entreprenørerne, der arbejder med mindst én digital teknologi. Dermed er det tydeligt, at der er behov for såvel viden som oplysning i en noget konservativ og traditionsbunden branche.

”Generelt har branchen indtil nu gode erfaringer med Build 4.0, men der kan høstes meget store fordele på ressourceforbrug, energiforbrug, kvalitet og værdiskabelse ved øget digitalisering,” siger Mette Glavind, der er direktør i Teknologisk Institut. Hun påpeger endvidere, at der i Danmark er bundet 5000 milliarder kroner i bygningernes værdi. Samtidig står byggeriet for 40% af samfundets ressourceforbrug, 40% af energiforbruget og ikke mindre end 35 % af affaldsproduktionen.

Uddannelse skal i fokus

Alle i byggebranchen skal i gang med Build 4.0, hvis man drømmer om at være blandt de bygge- og anlægsvirksomheder, som klarer sig stærkt i den globale, digitale og teknologiske konkurrence, som nutiden og fremtiden byder på. Men noget kunne tyde på, at det netop nu går for godt i byggeriet til, at virksomhederne har tid og lyst til at sætte sig ind i de nye teknologier. Til gengæld er problemet i dårlige tider ofte det, at det kniber med de økonomiske ressourcer, lige som virksomhederne ofte også er usikre på ny teknologi.

Derfor mener Mette Glavind, det er essentielt, at ny teknologi kommer endnu mere i fokus i undervisningen på eksempelvis håndværksuddannelserne. Både med henblik på at tiltrække flere unge og med henblik på at ruste dem til en digital fremtid, hvor de eksempelvis kommer til at arbejde sammen med robotter. Ligeledes mener hun, det er vigtigt, at de traditionelle faggrænser brydes ned. På det område kommer frontløberne, blandt andre rådgiverne og de store entreprenører, til at spille en stor rolle.

Digitalt samarbejdsunivers

En af de virksomheder, der har arbejdet med digitale teknologier i en årrække, er NCC. Her har man i mindst en halv snes år benyttet sig af Virtual Design & Construction. Over årene har teknologien naturligvis udviklet sig, men ud over stadig højere grad af funktionalitet, er det nye, at flere og flere partnere lukkes ind i et fælles VDC-univers. NCC har nemlig en strategi om, at VDC ikke kun er for specialister, men for alle, som arbejder på et projekt og indgår i de fælles processer.

”Metoden giver os mulighed for at indsamle digital viden og information gennem hele projektets livscyklus og konstant forbedre vores måde at arbejde på. VDC handler således ikke blot om, hvordan vi arbejder sammen på tværs, kommunikerer, planlægger eller træffer beslutninger, men også om at skabe tværfaglig indsigt og overblik”, siger Casper Gullach, der er chef for NCC’s VDC-afdeling. Han føjer til, at en af de største fordele ved VDC er, at et byggeprojekt gennem 3D-visualisering bliver langt mere synligt for alle involverede parter.

Tal fra undersøgelsen

Teknologisk Institut har interviewet ledere i 359 danske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. I undersøgelsen indgår både virksomheder, der fremstiller byggematerialer, entreprenører, håndværksvirksomheder, nedrivningsvirksomheder samt arkitekter og rådgivende ingeniører. Data-indsamling er sket fra virksomheder, der fremstiller byggematerialer, entreprenører, håndværksvirksomheder, nedrivningsvirksomheder samt arkitekter og rådgivende ingeniører.

Undersøgelsen viser at: 20 % af de adspurgte virksomheder bruger mindst én af teknologierne. Oftest rådgivningsvirksomhederne (81 %) og fremstillingsvirksomhederne (63 %). Blandt håndværkere og entreprenører ligger tallet på henholdsvis 32 % og 42 %. Hver tredje arkitekt og rådgivningsvirksomhed svarer ”3D-print” som den mest almindelige teknologi, de arbejder med. 46 % svarer ”Ved ikke” til spørgsmålet om, hvilke Build 4.0-teknologier, de benytter.

Mangel på interesse og digitale teknologier er væsentlige barrierer for anvendelse af Build 4.0-teknologier. 25 % svarer, at Build 4.0 ikke er relevant. 15 % svarer, at man mangler viden, om mulighederne. Brug af sensorer, 3D-print, BIM (Building Information Modelling) og VDC (Virtual Design and Construction) er relativt udbredt i virksomheder, der fremstiller byggematerialer.