Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Skarpe skærme og sej sikkerhed

Aldrig har distancearbejde været så nemt som nu, men uanset om du telefonerer, holder videokonference eller printer labels trådløst, så kræver det arbejdsudstyr af høj klasse.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Professionelle skærme fra Sony

Sony har netop lanceret sin professionelle W6 Bravia-skærm med full HD og mulighed for HTML5 til digital skiltning. W6-serien, som fås i 40”, 48” og 60”, passer perfekt til virksomheders mødelokaler, hvor de giver mulighed for præsentationer og videokonferencer i høj kvalitet. De er også ideelle til undervisning, og de tilbyder nemme digitale signage-løsninger til det offentlige rum.

Udvalget af professionelle skærme tilbyder USB-afspilning, ip-kontrol, RS232C-kontrol, hotelfunktioner og webvenlig digital HTML5-signage uden behov for en ekstern afspiller. Sony tilbyder også Touch-overlays, så skærmen kan omdannes til en interaktiv 6-multi-point touchskærm.

Pris: Fra ca. 5000 kr. ekskl. moms

Robust serie beskytter mobilen

Ny serie af Cat-mobiltilbehør skal beskytte de nyeste iPhone 5C, iPad Air og Samsung Galaxy S5. Tilbehøret er udelukkende fremstillet af SAIF: Et aktivt materiale, som er i stand til at ændre egenskab afhængig af, hvor hurtigt det skal reagere på stød.

Materialet er fleksibelt, men stivner ved slag. Serien består af Active Utility og – for dem, der vægter design højt – Active Urban, der har elegante metaldele rundt om hylstret. Begge hylstre giver ultimativ beskyttelse mod alle større stød og fald fra højder, som smartphones er udsat for til daglig.

Pris: Fra ca. 150 kr. ekskl. moms

Tre skarpe skærme fra Dell

Dell har lanceret tre nye skærme på henholdsvis 21,5”, 23” og 27”. Skærmene har full HD-opløsning, brugerdefinerede visninger og integreret 2 MP full HD-webcam. Videokvaliteten under konferencer sikres gennem kombinationen med integrerede højttalere, en dual digital-mikrofon og indbygget støjreduktion.

Dells skærme kan samarbejde med Microsoft Lync. Brugerne kan se flere programmer på samme tid og holde møder via internettet, hvor der præsenteres med skærmdeling og virtuelle whiteboards.

Pris: Fra ca. 1800 kr. ekskl. moms

Smart og trådløst labelsystem

Det nye Leitz Icon Smart Labeling System er et intelligent system. I stedet for at have tre forskellige maskiner, behøver du nu kun en. Leitz Icon med de tilhørende kassetter kan printe alle typer af labels i bredde op til 88 mm og i op til 22 meters længde. Leitz Icon er trådløs og udviklet til at kunne køre på batteri, så du kan tage den med dig overalt. Med de mange apps kan du køre print direkte fra din iPad, iPhone eller Mac, eller du kan koble den til din pc og printe derfra.

Pris: Ca. 1000 kr. ekskl. moms. Ekskl. batteri (pris: ca. 480 kr. ekskl. moms)

Enterprise-video til mobile enheder

Finske Dream Broker lancerer en mobilapplikation til sin cloud-baserede online videosoftware. Med den nye app kan virksomhedens ansatte lave, dele og se videoer med deres mobile enheder. I forlængelse af applikationen introducerer Dream Broker nye, professionelle funktioner, som er skræddersyede til de globale virksomheders behov for at gøre produktiviteten effektiv, tilgængelig og mere sikker ved at anvende onlinevideoer.

Den nye mobilapplikation er tilgængelig for download til iPhone, Android og Windows Phone.

Pris: Varierer efter antallet af brugere