Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu skal hovedtelefonen også kunne observere

En hovedtelefon med indbygget gps, gyroskop og andre sensorer kan være en lille revolution for synshandicappede, men kan også bruges til underholdning, turister og meget andet. Datatid TechLife har afprøvet den opsigtsvækkende nyhed som prototype.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man tager en hovedtelefon med mikrofon og indbygger en gps-modtager, et gyroskop, et accellerometer og et kompas og, vupti, har vi en helt ny produkttype, som vender op og ned på alle vante forestillinger: et headset, der kan se!

Det er udviklere hos Jabra, der står bag nyheden med det sigende navn Intelligent Hedset. Det danske firma bag Jabra og headsettet, GN Store Nord, har valgt at lade resten af verden give et bud på, hvad teknologien kan bruges til ved kun at sælge headsettet til udviklere. Meningen er, at der skal udvikles programmer – for eksempel apps til smartphones – som kan bruges sammen med headsettet.

Jabras intelligente headset, som er trådløst, er selv som prototype en ret elegant sag. Jabras intelligente headset, som er trådløst, er selv som prototype en ret elegant sag.


Ved hvor du befinder dig
Jabra kalder teknologien for 3D-lyd, og det er ikke helt forkert. For den giver en lydoplevelse, som gør det muligt at fornemme, hvor du fysisk befinder dig i et rum. Under vores besøg hos virksomheden i Ballerup uden for København fik vi demonstreret virkningen med lyde fra ”monstre". Når vi flyttede hovedet, kunne vi høre, om monsteret var foran eller bagved, og hvor tæt på det befandt sig. Det var uhyggelig realistisk, og heldigvis fik vi mulighed for at plaffe de truende væsner ned med en knap på siden af hovedtelefonen.
Jabra understreger, at det ikke er med spil in mente, man har udviklet headsettet, men det illustrerer tydeligt, hvad 3D-lyd er i stand til. Og med det rigtige program kan det langt mere end spil – for eksempel være en gave til synshandicappede, sådan som Microsoft da også er i fuld krig med at afprøve.

Sensorerne i headsettet sikrer, at det altid ved, hvor du er. Gps’en i toppen er dobbelt så præcis som den i din smartphone – ganske enkelt fordi den sidder på hovedet og ikke ligger i lommen. Gyroskopet ved sammen med et kompas, hvor du kigger hen, og accellerometeret den hastighed, som de sker med. Alle disse informationer kan omsættes til en præcis placering og afsløre, hvilken vej du vender hovedet. Så man kunne også forestille sig museer, hvor du kan få et headset på ved indgangen og så kan du gå rundt som du vil. Stopper du ved for eksempel et maleri, vil headsettet vide præcist, hvor du står og kigger, og du vil nu kunne få informationer om et maleri eller en skulptur.

 

Med polstringen afmonteret ses et lille chassis oven på hovedbøjlen. Her sidder de fire sensorer, der er headsettets "øjne". Med polstringen afmonteret ses et lille chassis oven på hovedbøjlen. Her sidder de fire sensorer, der er headsettets "øjne".



Kan bruges som guide
En anden oplagt funktion for det nye headset er at fungere som turistguide. Et krydstogtskib med turister ankommer til Lange-linie i København, og de glade gæster har en hel dag foran sig i Dronningens by. I stedet for at trave i hælene på en turistguide af kød og blod, kan turisterne nu gå videre, når det passer dem og i øvrigt bevæge sig, hvorhen de vil. Falder øjnene på en butik, et monument eller anden seværdighed, vil hver turist kunne få oplysninger om varerne, kunstneren, stilarten osv. Og når tiden er ved at rinde ud, kan headsettet – eller rettere appen der styrer det – fortælle, at nu er det på tide at vende tilbage til skibet i havnen. Herefter bliver turisten navigeret hen til nærmeste bus, tog eller den rette gåvej.

Det kræver naturligvis en kæmpe planlægning og programmering med konstant opdatering af en sådan applikation. Men en vigtig pointe er, at det ikke er ”fagre nye verden”, men teknologi man vil kunne lave i dag.

Teknologien bruges allerede
Noget af den teknologi, der er i Intelligent Headset har Jabra allerede brugt kommercielt i mindre udstrækning i headset til sport. For eksempel har det trådløse headset Jabra Sport Pulse indbygget pulssensor, som indsat i øret registrerer din hjerterytme. Her er en medfølgende app, der kan analysere din træning og samtidig give dig feedback direkte i øret. For eksempel hvor intensiv din træning er, hvor mange kalorier du forbrænder med videre.

Hvorvidt Intelligent Headset kommer på markedet, vides endnu ikke. Det afhænger fuldstændig af interessen og de apps, der bliver udviklet af de udviklere, som er i gang lige nu.
Vi gætter på, at det kommer til at ske. Måske ikke i den variant, vi har prøvet, men i en eller flere udformninger, som er lavet specifikt til forskellige gøremål. Og efter demonstrationen kan vi kun sige, at vi glæder os!

Microsoft-appen, der styrer headsettet, er i udviklingsfasen, og man ved endnu ikke, hvilket produkt man sender på markedet. Microsoft-appen, der styrer headsettet, er i udviklingsfasen, og man ved endnu ikke, hvilket produkt man sender på markedet.

Fører blinde sikkert rundt i byen
Forestil dig at kunne gå rundt i en hel by med bind for øjnene og hele tiden få at vide, hvor du går, hvor du er, og hvad du kigger på! Det lyder som en umulig opgave, men netop det eksperimenterer Microsoft og blindeforeningen UK Guide Dogs in Reading i England med. Man har kortlagt byen og udviklet en app, som sammen med Jabra Intelligent Headset kan navigere svagtseende eller blinde sikkert rundt i byen. Projektet hedder Cities Unlocked og benytter headsettets sensorer til at indsamle information, der kan skabe et billede af omgivelserne for den synshæmmede.

I teorien kan en blind tage headsettet på og blive navigeret fra hjemmet til en bestemt butik. Stopper vedkommende undervejs og drejer hovedet mod for eksempel en bager, vil headsettet vide præcist, hvad brugeren står foran og fortælle, at han nu er ved bageren. Man kunne tænke tanken videre og forestille sig oplysninger, hvornår bageren har åbent, og hvilke tilbud der er på kagehylderne. Det skaber basis for reklamefinansiering.

Et forsøg i en engelsk by viser, at synshandicappede kan guides sikkert rundt i gaderne af headsetstemmen og vide, hvor de er, og hvad de kigger på. Et forsøg i en engelsk by viser, at synshandicappede kan guides sikkert rundt i gaderne af headsetstemmen og vide, hvor de er, og hvad de kigger på.

Fungerer godt i praksis
Vi har prøvet headsettet med de få apps, Jabra selv har lavet til demonstration, og det virker overbevisende. Et eksempel er et lille program med en bil og et fly. Luk øjnene, og lad en anden person bevæge nogle objekter rundt på en computerskærm, og du kan tydeligt fornemme, om en bil er foran dig eller bag dig, og om et fly flyver lige hen over hovedet. Når du bevæger ansigtet fornemmer du straks, at lyden bliver, hvor den er, og ikke følger med rundt, som det normalt sker med en hovedtelefon.