Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu skal bilsædet give dig ny energi

Verdens store producenter af bilsæder og biltilbehør kappes om at udvikle fremtidens intelligente bilsæde, der blandt andet kan give dig afslappende massage, hvis du er stresset, og ny energi, hvis du er kørt træt.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi er nok en del bilister, som har prøvet at hænge lidt døsigt over rattet, men er fortsat med at rulle ud af asfalten, selvom vi måske burde have kørt ind til siden, taget et hvil eller fået os en varm kop kaffe. Men snart bliver det måske lettere at styre uden om stress og træthed på landevejen – løsningen er et omsorgsfuldt bilsæde.

Langt op i 1990’erne var et bilsæde blot en metalramme med et par skumhynder og et simpelt betræk udover. Men i dag tænkes komfort og features ind i bilsædet på en helt ny og gennemgribende måde. Og det handler ikke blot om at kunne rette sædet mere eller mindre op eller trække det frem og tilbage. Faurecia, der er en af verdens største leverandører af biltilbehør, har eksempelvis udviklet et førersæde, der kan registrere, om du er anspændt eller ligefrem ”overkørt”.

Allerede i dag kan Mercedes’ bilsæder indstilles meget præcis med logisk udlagte knapper, og bilproducenten er med i kapløbet om fremtidens bilsæder. Allerede i dag kan Mercedes’ bilsæder indstilles meget præcis med logisk udlagte knapper, og bilproducenten er med i kapløbet om fremtidens bilsæder.


Sæde med aktivt velvære

Det såkaldte Active Wellness-sæde har været fem år undervejs, og tanken bag den intelligente bilstol er, at du som fører skal gøres gladere, friskere og mindre udsat for at blive udaset, mens du kører. Problemet har tidligere været, at det forudsatte, at sædet selv kunne finde ud af, om du er frisk og afslappet. Hvilket er et højst individuelt anliggende.

Faurecia har taget fat om udfordringen ved at indgå samarbejde med Center for Design Research ved Stanford universitetet samt forskere fra Ohio State University. De har undersøgt, hvordan et menneske reagerer under stress eller træthed, og hvordan disse tilstande kan måles på afstand i realtid.

Indbyggede sensorer

Netop afstandsmålingen er en vigtig parameter, da de færreste bilister formodentlig gider at iføre sig elektroder, hjelme eller andet, inden startnøglen drejes om. Og enhver berøring af kroppen ud over trykket fra bilsædet vil føles unaturlig og ubehagelig. Løsningen er blevet en kombination af fjernsensorer og piezoelektriske sensorer indbygget i ryglænsbetrækket.

Sensorerne, der er specialudviklet af den amerikanske virksomhed Hoana Medical og er meget enkle og robuste, registrerer bilistens hjerterytme og åndedrætsmønster samt fysiske størrelser som bevægelser og kørestilling. Herefter bruger en computeralgoritme de fremkomne data til at udregne både den mentale og den fysiske tilstand.

De biometriske fjernsensorer registrerer, om energiniveauet for personen i sædet er lavt, eller om pågældende udviser kropsspændinger, der kan være tegn på stress. Herefter vil bilisten få en meddelelse på en skærm og blive tilbudt en passende sædemassage. Hvis bilisten accepterer tilbuddet, starter en række indbyggede vibratorer, der blidt summer ”good vibes” ind i den trætte og anspændte krop. Samtidig vil et indbygget ventilationssystem føje en kølende eller varmende effekt til behandlingen. Faurecia har opnået eneretten til at indbygge teknologien i bilsæder og satser på at have bilsædet på markedet i 2020.

Faren ved sådanne systemer er dog, at du kan blive så afslappet, at du glemmer at være årvågen. Eller så frisk og opmærksom, at du bliver stresset.

Sensorer i løsningen fra Faurecia står i forbindelse med en diagnosticeringsenhed i sædet, som videresender advarselssignaler om for eksempel puls til en skærm. Sensorer i løsningen fra Faurecia står i forbindelse med en diagnosticeringsenhed i sædet, som videresender advarselssignaler om for eksempel puls til en skærm.

 

AOD11_bilsaede04

Føreren ser advarslen på skærmen og vælger, hvad sædet skal udføre for at gøre ham frisk igen. Det kan være ventilering (nederst) af sædet eller massage (øverst) udført af sædets elmotordrevne ”massør”. Føreren ser advarslen på skærmen og vælger, hvad sædet skal udføre for at gøre ham frisk igen. Det kan være ventilering (nederst) af sædet eller massage (øverst) udført af sædets elmotordrevne ”massør”.

 


Både afslappet og årvågen

Virksomheden Continental, der ud over sine kendte bildæk, også udvikler elektronik og andet udstyr til biler, er også på vej med flere prototyper på et bilsæde med massage og kølende ventilation samt varme. Ventilationssystemet sikrer ved hjælp af små ventilatorer, der suger luft ind i sæderne nedefra og fordeler de kølige pust ud til sædets betræk, en behagelig temperatur i sæderne uanset, hvor varmt der ellers er i bilen.

I en version af sædet er der også ventilatorer bygget ind i nakkestøtterne, som sørger for en behagelig temperatur omkring nakke og skuldre. Blandt de mulige løsninger er desuden sæder med aircondition, hvor temperaturen i sæde og ryglæn kan indstilles individuelt i op til fire zoner.

Nogle af Continentals versioner kan også automatisk indstille sig efter brugerens statur ved hjælp af op til 11 små elektriske motorer og dermed sørge for optimal ergonomisk sædestøtte.

I den mest avancerede udgave har Continental ført sædekomfort til næsten det ekstreme med et dynamisk system, hvor små luftpuder integreret i sædet kan ændre sædets hældning og andre parametre, så det støtter optimalt, når du for eksempel kører gennem en kurve.

Styr sædet med mobilen

Sædefunktionerne kan fås til at samarbejde med bilnøglen eller en smartphone, så du kan forudindstille sædet, allerede før du sætter dig ind. Samtidig kan du via en app på din smartphone eller alternativt en computer/tablet skræddersy din sædeindstilling, dit massageprogram og komforten, så den passer nøjagtigt til dine ønsker.

Hvor Faurecia hovedsagelig bejler til luksussegmentet, er det Continentals mål at udbrede teknologien til biler i både lav- og mellemprisklassen.

Men de er ikke alene med innovationer. Virksomheden Lear Corporation er gået endnu et skridt videre. Her betragter man bilsædet som leverandør af uanede oplysninger om fører og passagerers sikkerhed, velbefindende og komfort og udnytter biometriske sensorer af lidt samme type, som anvendes af fitnesstrackere, til at indsamle data og anvender disse data til at forny den måde, bilsæder fungerer på.

Lear har som mål at udvikle en serie intelligente bilsæder uden knapper, kontakter eller greb. For sædet skal selv finde ud af, hvad der tjener bilisten bedst, og hvornår det er tid at udføre sine tjenester. Hvis alt går efter planen, vil sæderne i Intu-serien være klar til markedet allerede i 2018.

Continental er mest kendt for bildæk, men fremstiller også intelligente bilsæder med sensorer, kølekanaler og indbygget styreelektronik. Continental er mest kendt for bildæk, men fremstiller også intelligente bilsæder med sensorer, kølekanaler og indbygget styreelektronik.

 

Bilsædet som wearable

Et af problemerne ved intelligente bilsæder er, at de forudsætter masser af data, og disse data skal nødvendigvis indsamles fra sensorer, der stiger i pris jo mere avancerede de er, og jo mere præcise data de leverer.

Toyota forsker i øjeblikket i en teknik, der baserer sig på en blanding af almindelige sensorer i rat og sæde samt et samarbejde med de wearables, som flere og flere mennesker bruger til daglig i form af fitnessarmbånd, mobiltelefoner med diverse målere indbygget samt smarture. Det kunne være en genvej til lavere pris.

Faurecia og Continental peger imidlertid på, at i forhold til kontaktfladen på et lille smartur byder et bilsæde på en langt større kontaktflade, der kan indeholde mange flere sensorer. Desuden kan man indvende, at bilproducenter ikke automatisk kan gå ud fra, at alle bilisterne har valgt at gå med fitness-armbånd eller smartur. Bilsædet er og bliver derfor den ultimative wearable, som du har ”på” hele køreturen.

Flere løsninger på vej

Under alle omstændigheder er interessen for området kolossal. Mange andre bilproducenter er på vej med lignende software til deres biler. Både Jaguar og Ford har lovet biometriske sensorer i deres biler. Og kommende software i Jaguars biler vil kunne måle din hjerneaktivitet og konstatere, om du er koncentreret, træt, eller om du sidder og dagdrømmer. Hensigten er at advare dig, hvis du døser hen eller omvendt begynder at udvise ”vejvrede”.

Men mens intelligente bilsæder stadig må betragtes som en luksusfeature i almindelige biler, kan de meget vel gå hen og blive standardudstyr i de kommende selvkørende biler. De skal have tjek på bilistens tilstand og evne til at gribe ind, hvis den selvkørende teknik skulle svigte.