Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Skagen Falster 2: Brugervenligt smartwatch i dansk design

Smart-ure er et af de teknologiprodukter, der er i stor vækst, og her er Skagen-urene fra urmærket Fossil Group et godt bud på, hvor veldesignede smart-urene efterhånden er blevet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Skagen Falster 2 ligner, ligesom forgængeren, næsten et almindeligt, klassisk armbåndsur, dog med en lidt tykkere urkasse. Det er helt klart et af de mest elegante i smart-klassen, og det fås i forskellige farver og med forskellige remme, så du kan finde det, der passer til dig. Urkassen er 40 mm bred, og det har en god størrelse til både mænd og kvinder.

Falster 2 har dog flere tricks gemt i ærmet end blot det lækre design. I forhold til forgængeren, der kom på gaden sidste år, har uret fået et skræddersyet Wear OS, NFC, GPS, hjertemåling og er nu også blevet vandtæt og modstandsdygtig overfor støv.

Nem betjening

Du styrer rundt i Googles Wear OS via den trykfølsomme skærm samt de tre knapper på højre side. Disse kan også tjene som genvej til udvalgte apps. Betjeningen på skærmen var responsiv og intuitiv – dog til tider ikke helt lige så god som f.eks. Apple Watch.

Det var i det hele taget nemt at opsætte uret og bruge det i dagligdagen til at se beskeder, styre musik, tracke sin aktivitet osv. Hjertemålingen fungerede også godt, og GPS’en er også en god opgradering – især til træning. Derudover gør NFC det nu også muligt at betale med Google Pay, som sidste år blev lanceret i Danmark.

Den største anke med Falster 2 er dog batterilevetiden, der i mit brug kun gav en dags levetid i gennemsnit, før jeg måtte oplade den (dette sker trådløst via en magnetisk oplader i Apple-stil). Kan du leve med at oplade uret hver dag, er det et godt bud på et lækkert og velfungerende smart-ur.