Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Skæve og skøre droner

Droner fås i mange faconer, former og farver. Men mon ikke du vil synes, at disse seks quadcoptere repræsenterer noget ud over det sædvanlige? Nogle kan du købe, andre må du bare beundre.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Drone med ni liv 


Taxidermy Cat DroneCopter Company er et hollandsk firma, der har specialiseret sig i at fremstille droner af udstoppede afdøde kæledyr. Initiativtageren, Bart Jansen, fik ideen, da hans elskede kat Orville i 2012 blev kørt over og forlod de jordiske kattemarker. Katten var navngivet efter flyvepioneren Orville Wright, og Bart Jansen syntes derfor, at det ville være passende at gøre sin elskede kat flyvende igen. Quadcopteren hedder Orvillecopter. 

Se mere på bartjansen.tv/copter-company.

 

Både drone og tank


En drone er naturligvis først og fremmest beregnet til at kunne flyve. Men B-Unstoppable kan også køre. Den kan stort set komme frem overalt på sine solide larvefødder. Men møder den en uoverstigelig forhindring, letter den bare og flyver henover. Som bæltekøretøj kan du både få den til at vende på en tallerken og klatre op ad stejle bakker. De fleksible bælter eller larvefødder holdes stramt af et sæt gribere i hver ende af kroppen, og rotorerne sidder parallelt med bælterne under kørsel og er udformet, så de ikke presser luft ned i kroppen under flyvning. B er bestykket med et 900-mAh litium-polymerbatteri, hvilket giver dig strøm nok til 18 minutters kørsel eller 9 minutters flyvning.

Se mere på https://www.xerall.com.

 

Vandflyver eller flyvebåd? 


Her kombineres en drone med en flyvebåd. Parrot Minidrone Hydrofoil Orak består af to dele. En underdel med hydrofoilplaner, så dronen kan skøjte 6 cm hen over vandoverfladen med høj stabilitet og en hastighed på op til 10 km/t. Overdelen er en drone med fire motorer og fire propeller, og de to dele kan adskilles, så du kan flyve dronedelen alene og højt op i luften og lave fantastisk luftakrobatik. Dronen er let at kontrollere med en smartphone eller tablet og en tilhørende gratis app Freeflight 3. I luften kan dronen flyve med 18 km/t. Leveres med indbygget mini-kamera.

Set til 600 kroner.

Kan lande på vandet


Hvis du får øje på en fisk fra luften og vil se, hvad det er for en art, så lander du blot med denne 3Plus Splash direkte på vandet. Dronen er vandtæt og kan flyde på overfladen på en måde, så det ligeledes vandtætte og kardanophængte 4K-kamera nedenunder stikker ned under vandet og kan tage billeder af alt, hvad der rører sig. 

Set til 16.000 kroner.

 

Tre sider af samme sag


Vil du primært fotografere med din drone, er det måske en Pitta Quadcopter, du skal interessere dig for. Pitta er sat sammen af tre moduler, der kan adskilles og virke hver for sig. 4K-kameradelen kan klikkes til et kugleformet actioncam-modul, der er let at holde i hånden. Dronedelen, der er udrustet med fire motorer og propeller, er lige til at montere ovenpå, og så kan du styre dronen fra en mobilapp og fotografere, hvor du vil. Pitta kan endog anvendes som fjernstyret overvågningskamera. Pitta kan endda programmeres til at følge dig automatisk. Den lille Pitta vejer blot 200 gram og er et udviklingsprojekt, som du kan finde på 

Kickstarter.com.

 

En drone om håndleddet


Hvad med en drone om håndleddet som et ur – og som kan folde sig ud og flyve rundt og fotografere med sit indbyggede HD-kamera? Nixie på bare 45 gram styres fra en mobiltelefon. Den kan flyve rundt og tage fotos eller video for derpå at komme tilbage til dig og sno sig tillidsfuldt om dit håndled. Sensorer og bevægelsesalgoritmer guider Nixie rundt under fire forudprogrammerede flyve-modes, for eksempel panoramafotos og automatisk ”følg-mig”. Udviklet af en Stanford-fysiker og en ingeniør fra Google. 

Desværre er dronen ikke til salg endnu.