Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den komplette oversigt: Skærmstatus 2022

OLED-skærme er omsider kommet til os. Men der er meget mere, vi kan glæde os til i 2022.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke nemt at nævne den nøjagtige dato for introduktionen af den allerførste farveskærm til pc’en. Men en af de første var helt sikkert Nanao F-1020 fra Eizo. Den blev lanceret i 1993, og den var på hele 10,4 tommer og væltede sig i ikke mindre end 640 x 480 pixel. Det er til at tælle.

Ifølge Eizos egne vurderinger blev den en salgsmæssig fiasko. Men næsten 30 år senere er vi ved at drukne i LCD-skærme. Den teknologi sidder meget tungt på markedet for pc-skærme. Men skal vi forvente, at det ændrer sig? Fremkomsten af den forrygende nye Alienware OLED-gamingskærm kunne unægtelig tyde på det.

Omsider er enkeltpixel-lyset nået frem til pc’en, ikke kun til smartphones og fjernsyn. Føj hertil langt hurtigere respons for ikke at tale om meget bedre pixelrespons ... og vi kan blive ved. Men kendsgerningen er, at OLED ikke kommer til at overtage markedet for skærme med det samme. Og LCD-teknologien har stadig meget at tilbyde.

Svaret er altså: Ja, pc-skærmens skæbne i 2022 bliver sikkert et teknologisk vendepunkt, begyndelsen til enden på LCD-skærme. Men selvom det er den overordnede fortælling, er der mange andre historier at gå ind i, herunder herlige 8K-paneler, afsindige opdateringshastigheder og en masse andre sager.

Lad os gøre en ting helt klar: LCD er en rædsom teknologi til en farveskærm. Den kunne næppe være mindre velegnet. Teknikken er at sende lys gennem en lille åbning, som indeholder flydende krystaller, og de ændrer retning som følge af en elektrisk strøm.

Det betyder, at lys enten kan slippe igennem eller blive blokeret. Læg tre af disse bittesmå, uafhængigt styrede “subpixel”-vinduer sammen – henholdsvis en rød, en grøn og en blå – og man har et system, der i teorien kan levere enhver farve. Læg mærke til vendingen “i teorien”. I praksis rummer LCD-teknologien nemlig adskillige grundlæggende problemer.

I 1993 var Eizo F-1020 en af de første fladskærme til pc-brug.

Først og fremmest fører det faktum, at flydende krystaller skal bevæge sig, til, at der opstår latens. Det tager tid for krystallen at flytte sig efter påvirkningen af en elektrisk strøm. Den proces kan være hurtig, men den vil altid tage tid.

Tilsvarende gælder det, at da den lysmængde, som passerer gennem hver subpixel, er begrænset i forhold til krystallens retning, bliver den aldrig helt blokeret. Noget lys slipper altid igennem.

Det bliver endnu værre af, at mængden af synligt lys, der slipper ud, afhænger af ens synsvinkel. Typisk finder maksimal lysblokering sted fuldstændig vinkelret på skærmens overflade. Men fra enhver anden synsvinkel gælder det kun for en lille del af skærmen.

Når man sidder foran skærmen, ser man hvert punkt på den fra en lidt forskellig vinkel. Derfor får man variationer tværs over skærmen og ændringer i lysstyrke og farve, hvis man flytter sig.

For at gøre en lang historie kort har LCD-skærme fundamentale problemer med respons, kontrast, farvestyring og synsvinkler, og det taler ikke godt for teknologien.

Når man ser på sagerne i den sammenhæng, er det mest bemærkelsesværdige faktisk, at LCD-teknologien er blevet så god siden den tilsyneladende uheldige NANAO F-1020-skærm.

I dag måler man pixelrespons i brøkdele af et millisekund, og synsvinklerne hos de bedste ips-skærme er tilfredsstillende i mange scenarier, farveægtheden skal måles i milliarder af nuancer, og indførelsen af full-array-baggrundsbelysning er omsider ved at løse kontrastproblemet.

Det er faktisk muligt næsten fuldstændig at løse problemet med lysstyring og kontrast. Løsningen består i at sætte to LCD-paneler med samme opløsning sammen i en sandwich.

Så kan man bruge det bageste panel til at fungere som et dæmpende array, der gør, at det meste af lyset bliver blokeret, før det når til det primære panel. Resultatet bliver en markant forbedring af sorte flader, kontrast og HDR-ydelse.

Ulempen? Det er en utrolig kompleks løsning, der indebærer et helt nyt lag af skærmmodulation. Det kræver algoritmer til styring af dæmpepanelet, og de kan i sig selv forårsage billedproblemer.

den ultimative skærmteknologi men du er nødt til at vente på den

500.000 kroner. Billigt? Samsung Wall MicroLED TV er langtfra en mainstream-mulighed. Teknologien vil være hundedyr i mange år.

Det er kongen over fladskærme, den ultimative skærmteknologi: Sig goddag til MicroLED. Desværre kommer den ikke til pc’en lige foreløbig. Den er stadig flere år væk, og det er en skam. Men når det sker, bliver det forrygende. Ligesom OLED er MicroLED en selvudsendende teknologi, der leverer ægte enkeltpixel-belysning.

Således kan hver individuel pixel slukkes fuldstændig. Det indebærer en principielt uendelig kontrast og rigtige sorte toner. Forskellen er, at MicroLED ikke har organiske sammensætninger og derfor ikke lider af indbrænding.

Dette fænomen er et stort problem med OLED-skærme på grund af differentiel nedbrydning i rgb-subpixels. I et OLED-panel bliver de blå subpixels slidt hurtigere end de røde og grønne subpixels. Det fører med tiden til permanent farveforvrængning, der fremstår som indbrænding.

Det er et problem, som navnlig hjemsøger pc’er på grund af faste skærmelementer såsom Windows’ proceslinje, der ofte er årsag til indbrænding. Naturligvis har de nyeste OLED-paneler talrige strategier, som skal reducere indbrænding.

Samsung, der leverer panelet til den nye Alienware-OLED-gamingskærm, og Alienwares moderselskab, Dell, er begge overbeviste om, at det ikke bliver noget problem. Det fremgår af, at de giver tre års garanti mod indbrænding. Imidlertid er manglende indbrænding ikke MicroLED’s eneste styrke.

Teknikken understøtter maksimal lysstyrke over hele panelet, mens OLED kun kan opnå det på små isolerede områder på skærmen. Et OLED-panel med en maksimal lokal lysstyrke på for eksempel 1000 nit kan typisk kun nå op på omkring 150 nit over hele skærmen. Konsekvensen er, at selv de nyeste OLED-paneler døjer med meget lysstærke scener i HDR-indhold, der lider under beskæring og tab af detaljer.

OLED er, når det gælder HDR, bedst, når skærmen primært er mørk med nogle få små og klare objekter. Det problem løser MicroLED og bliver langt den bedste panelteknologi til HDR-indhold. Hvorfor kommer MicroLED så ikke snart til pc’en? Det kan udtrykkes med ét ord: penge. MicroLED er stadig kostbar – vi taler om mindst 500.000 kroner for det billigste MicroLED-tv på markedet i øjeblikket.

Det er der talrige grunde til, men en af de mest umedgørlige er den eksisterende produktionsteknologi til MicroLED-paneler. Den indebærer kort sagt, at hver MicroLED-subpixel bliver individuelt installeret på MicroLED-bagpanelet. På et 4K-panel er der tale om ikke færre end 24 millioner MicroLED’er.

Det er en af grundene til, at eksisterende MicroLED-skærme i øjeblikket består af flere paneler. Det gør ødelagte pixels til et mindre problem, hvis en del af panelet kan udskiftes. Denne “pick and place”-metode giver også en lavere grænse for pixeltæthed.

Således er den hidtil mindste 4K MicroLED-skærm en 75”-model fra Samsung. Hvis vi ser ud i fremtiden, er det store håb, at man kan bruge inkjet-lignende printprocesser til at placere store mængder af MicroLED-pixel.

Hvis det sker, vil priserne styrtdykke. Men selvom man anlægger det mest optimistiske syn på MicroLED-produktionsteknologi, går der mindst fem år, før vi kommer til at se tv, der nogenlunude er til at betale.

MicroLED-pc-skærme med tilstrækkelig pixeltæthed og priser, som almindelige mennesker kan betale? Dem skal vi endnu længere ud i fremtiden for at få øje på. Det er virkelig en stor skam.

Forsinket respons

Alt dette løser ikke det andet større problem ved LCD-teknologi, nemlig respons. De nyeste gamingskærme bliver ledsaget af imponerende specifikationer for responstider, men tidsangivelserne er i realiteten temmelig fiktive.

Den standardmåling af pixelrespons, som bliver brugt af de fleste skærmproducenter, ignorerer både de første 10 procent af overgangen fra en farve til en anden og de sidste 10 procent.

Det er kun de midterste 80 procent, der bliver målt, og det er den del, hvor tingene går hurtigst. Den fulde responstid kan være 10 gange langsommere eller mere. Med andre ord kan den rigtige responstid for en LCD-skærm på 1 ms i virkeligheden være 10 ms.

Den gode nyhed er, at svaret på mere eller mindre alle disse problemer er kommet til os i 2022. Strengt taget er Alienware AW3423DW ikke den første pc-skærm, der bygger på OLED-teknologi.

Men alt det, der er kommet før den, har enten mindet om det tidlige Eizo LCD-panel – en glorificeret betatest på forbrugerens regning – eller en superkostbar skærm, der henvender sig til smalle professionelle applikationer. Alienware er den første OLED-pc-skærm, der sigter på forbrugeren, kræver minimale kompromiser og er til at betale.

Gigabyte M32U leverer 4K og 144 Hz i en relativ billig ips-pakke på 32 tommer.

Den er også meget hurtigere, når det gælder pixelrespons, end nogen LCD-skærm. Den har perfekt kontrast, fordi hver pixel rummer sin egen uafhængige lyskilde, og man får ingen blooming (lyshaler).

Til gengæld giver skærmen en utrolig HDR-ydelse i de mørke områder. Og dens synsvinkler er stort set fejlfrie. Det må være den bedste gamingskærm, vi nogensinde har set. Det betyder dog ikke, at den er den bedste allround-skærm, man kan få. Den er ikke engang i nærheden af at være den bedste til produktivitetsopgaver.

Nogle af de områder, hvor OLED-skærme ikke er perfekte, vil sikre, at LCD-skærmene forbliver relevante i nogen tid. Det første er opløsning. Ved 3440 x 1440 pixel og under 110 dpi har Alienware AW3423DW udmærket pixeltæthed til gaming.

Nogle vil hævde, at det er tæt på perfekt for en ultrabred gamingmonitor på 34” med den helt rigtige balance mellem visuelle detaljer og mulighed for høje framerates. Flere pixel ville give større detaljeringsgrad, men det ville ske på bekostning af gode framerates og lav inputlatens.

Vi ville ikke være uenige. Men vi ville også nævne, at en pc kan bruges til meget andet end gaming. Til næsten alt andet er flere pixel at foretrække. I løbet af de kommende år kommer der sandsynligvis mainstream-OLED-skærme med høj opløsning, men vi forventer ikke at se nogen billige enheder i 2022.

Lige nu kan man få en 4K-skærm på 27” med omkring 160 pixel pr. tomme for et par tusind kroner. Med de 160 dpi får man skarpere skrifttyper og flere billeddetaljer end hos en Alienware-OLED.

I forhold til nutidens standarder er 27 tommer naturligvis relativt sølle. Og det er her, en af de store tendenser i 2022 kommer ind i billedet: 4K-skærme på 32 tommer med høj opdateringshastighed.

Indtil anden halvdel af 2021 var 4K med høj refresh begrænset til 27”-skærme. Men i år bliver vi oversvømmet med skærme som Gigabyte M32U. Det er en 32”-ips-skærm på 4K med 144 Hz opdateringsfrekvens.

I øjeblikket kan man få M32U for omkring 7000 kroner. Den er altså relativt overkommelig, og det kan man ikke sige om ret meget i 2022. Det mest lovende ved Gigabyte M32U og konkurrerende skærme som Asus Rog Swift PG32UQ er, at de er fremragende allroundskærme. Man får 144 Hz gaming-herligheder plus et fantastisk 4K pixel-skærmbillede med gode, skarpe skrifttyper.

Hvis man skal sætte denne attraktive 32”-skærm i perspektiv, er den eneste sammenlignelige og tilgængelige 32”-OLED-skærm LG UltraFine 32EP950, som er begrænset til 60 Hz, og som koster over 30.000 kroner.

LG har sagt, at man har planer om at introducere en 32”-OLED-skærm på 4K med høj opdateringshastighed i fremtiden. Men der er ingen dato, ingen pris, ingenting. Vi forventer ikke noget lige foreløbig, og vi tør godt gætte på, at når det sker, bliver den ikke ligefrem billig.

En blindgyde? Dells UltraSharp UP3218K fra 2017 er stadig den eneste 8K-skærm, der nærmer sig mainstream. Lige nu.

Der er måske mere håndgribelige sager i nyheder fra AU Optronics, den taiwanske producent af LCD- og OLED-paneler, som bliver brugt af en lang række tv- og skærmfabrikanter. AU producerer ikke selv fjernsyn og skærme, kun de paneler, som sidder i dem.

AU er tilbøjelig til at prissætte sine paneler aggressivt, og det giver skærmproducenterne mulighed for at holde lavere priser, end de ellers kunne, hvis de købte paneler hos nogle af de andre store leverandører såsom LG og Samsung.

Og AU har planer om et 32”-OLED-panel på 4K og 144 Hz. Igen er der hverken dato eller yderligere information. Det er altså usandsynligt, at vi kommer til at se en OLED-skærm på 4K og med høj opdateringshastighed i år. Men den kommer.

Faktisk oplyser AU også, at man er i gang med at forberede sig på noget, der er endnu mere spektakulært, nemlig et 32”-OLED-panel på 8K og 120 Hz. Igen skal man ikke forvente at kunne købe en skærm, der bygger på dette panel i den nærmeste fremtid, men det lyder unægtelig temmelig appetitvækkende. Og det fører os naturligt til den næste store tendens i 2022. Jep: 8K.

8K lige om hjørnet?

En fuldstændig berettiget reaktion på forestillingen om 8K er at betvivle berettigelsen. Der findes stort set intet eksisterende 8K-indhold, når det gælder film og tv-udsendelser.

Der findes knap nok noget streaming-indhold i 8K. Og selvom de fleste spil kan rendere ved 8K, genererer det bogstavelig talt fire gange så stor belastning som 4K. Og kun de stærkeste nuværende gpu’er kan præstere ordentlige framerates ved 4K, for ikke at tale om 8K.

Det er rigtigt, at både AMD’s og Nvidias næste generations-gpu’er, der kommer senere på året, forventes at give et kæmpespring fremad, når det gælder ydelsen. Men selv hvis de leverer et boost på 2-2,5 gange, som der går rygter om, er det ikke nok til at klare den enorme ekstra renderings-belastning, som 8K genererer i forhold til 4K.

8K er altså ikke et spørgsmål om at se film. Det drejer sig ikke om at spille spil. Hvad det derimod drejer sig om, er pixeltæthed. Man kan diskutere, nøjagtig hvor mange pixel man behøver pr. tomme, før hver individuel pixel bliver usynlig for det menneskelige øje, og yderligere tæthed bliver overflødig.

Visuel formåen varierer fra menneske til menneske. Meget afhænger af den enhed, der bliver brugt, afstanden til skærmen og så videre. Men når det gælder pc-skærme, er vi nødt til at indrømme, at Apple formentlig rammer plet med sine såkaldte Retina-skærme.

Disse skærme begynder ved et minimum på 200 dpi. Det er markant højere end de 160 dpi hos en 27”-skærm på 4K eller for den sags skyld de 140 dpi hos 32”-4K-klassen. Når det gælder ting som rendering af superskarpe skrifttyper og billeddetaljer, gør høje dpi-tal virkelig en forskel.

Hvis man går til noget, der er større end en 40”-skærm på 4K, bliver resultatet sølle 110 dpi, det samme som hos Alienwares OLED-gamingpanel. 8K gør det også muligt at se 4K-indhold ved fuld opløsning med masser af skærmplads tilovers til værktøjslinjer og tidslinjer.

Når det gælder pc-skærme, har man i øjeblikket valget mellem en fornuftig, men måske ikke helt ægte dpi-tung oplevelse med mindre 4K-skærme eller en større skærm med store, fede pixel. Det nærmeste, man kommer en undtagelse, er Dell U4021QW, en ultrabred skærm på 40” med 5120 x 2160 pixel. Men selv den er kun på 138 dpi.

Svaret er 8K. Hvis man ønsker en idé om, hvad der er muligt med 8K, kan man prøve noget stort. En 8K-skærm på 55” har mere eller mindre den samme pixeltæthed som en 4K-skærm på 27”. Der er faktisk mere eller mindre tale om fire 4K-paneler på 27”, der er sat sammen.

Strengt taget kan man få et 8K-tv på 55” for omkring 8000 kroner og drive det ved 60 Hz over HDMI 2.1, forudsat at man har enten en Nvidia GeForce 30 Series-gpu eller et af AMD’s Radeon RX 6000-grafikkort. Det lyder tiltrækkende, ikke sandt?

LG UltraFine 32EP950 er en fin OLED-pc-skærm med 4K-oplæsning, men opdateringshastigheden er på kun 60 Hz.

Problemet er, at alle 8K-tv’er på markedet bruger subpixel-strukturen bgr (Blue-Green-Red) og ikke rgb (Red-Green-Blue), og den sidstnævnte er standarden for pc-skærme.

Det betyder noget, fordi software, herunder Windows-operativsystemet, er afhængig af rgb-subpixel-strukturen for effektivt at kunne opnå en højere tilgængelig opløsning i nogle scenarier, navnlig skriftrendering. Microsofts ClearType-udjævningsteknik gør netop det. Og den virker ikke umiddelbart korrekt med bgr-subpixel-strukturen.

Uden at gå for meget i detaljer kan vi nævne, at det er muligt at sætte Windows til at adressere bgr-subpixel i stedet for rgb og på den måde opnå korrekt rendering. Men nogle applikationer respekterer ikke ClearTypes globale indstillinger, herunder Chrome, og derfor kan man ende med et miskmask af korrekt og ukorrekt renderede skrifter.

Selvom Dell lancerede 8K UltraSharp UP3218K tilbage i 2017, er den stort set alene på markedet i rollen som 8K-skærm i stedet for tv. Den koster 35.000 kroner – og kører via DisplayPort 1.2 og ikke DisplayPort 1.4 eller HDMI 2.1. Derfor skal man have forbindelse gennem to DisplayPort 1.2-interfaces blot for at få 8K ved 60Hz. Det er noget rod.

Alt det ændrer sig i år. BenQ siger, at firmaet vil introducere sin første 8K-skærm i 2022, og Viewsonics version kommer kort efter. Det står ikke klart, hvordan priserne bliver, men vi er temmelig sikre på, at de vil ligge under Dells pris.

Hertil kommer, at både Hannspree og Monoprice, der begge er kendt for konkurrencedygtige priser, har antydet, at der er 8K-paneler undervejs. Hannspree har antydet, at firmaets 8K-skærme bliver større end eksisterende modeller.

Det er uklart, hvad det betyder, men vi tror, at det kunne være en 55”-skærm, som bruger et tv-panel, der er roteret 180 grader med henblik på at opnå det korrekte rgb-subpixel-layout.

Hvis man tilføjer HDMI 2.1 og DisplayPort 1.4 og sælger den til en pris på for eksempel 12.000 kroner, er der stadig ikke tale om håndører. Men sikke en skærm. Den kunne sagtens være en god investering i flere års højopløst action med en masse skærmplads.

Nu vi taler om opløsning, er der en helt anden mulighed: den nye LG DualUp 28MQ780 til 5990 kroner. Det er en usædvanlig skærm med et størrelsesforhold på 16:18 med 2560 x 2880 pixel, og den er beregnet til at levere øget lodret plads i en verden af allestedsnærværende brede skærme. Et nicheprodukt? Afgjort, men ikke desto mindre interessant.

Vi lægger økonomisk overkommelige 4K- og 8K-skærme i forskellige formater bag os et øjeblik og stiller spørgsmålet: Hvad kan man i øvrigt forvente at se i 2022?

LCD-skærme med full-array-baggrundsbelysning (mini-LED ) bliver mere udbredte. Som vi allerede har været inde på, bliver denne teknologi aldrig så god som ægte enkeltpixel-teknologi (som OLED) til styring af lys-output.

Men hvis den bliver brugt rigtigt, kan den give imponerende resultater, når det gælder kontrast. Mini-LED kan også levere bedre lysstyrke end eksisterende OLED-teknik og giver bedre lysstærk HDR-ydelse end et OLED-panel.

De mest lysstærke baggrundsbelyste tv’er kan for eksempel nå næsten 2000 nit på en overvældende fuld skærm, mens selv den seneste generation af OLED-teknologi kun kan levere omkring 1000 nit i små, isolerede vinduer. I praksis er komplet fuldskærms-lysstyrke ikke særlig relevant. Men ved klare scener betyder det virkelig noget for HDR-ydelsen.

Det skyldes, at den måde, hvorpå HDR-indhold bliver håndteret, tager hensyn til det menneskelige syns begrænsninger. Processen kaldes PQ (Perceptual Quantisation), og den bygger på en granuleret model af det menneskelige øjes evne til at opfatte to forskellige lysniveauer.

Det er temmelig teknisk, men det, man skal vide, er, at når en skærm ikke kan opnå den lysstyrke, som var forventet, da materialet blev dannet, bloomer detaljer i lyse områder ud eller blandes sammen med andre.

OLED er dårlig til skyer

Resultatet er tab af detaljer. Et godt eksempel gælder skyer på en klar himmel. På en OLED-skærm har de tendens til at fremstå som en uformelig hvid masse, hvor de finere detaljer går tabt, mens man på de bedste LED-baggrundsbelyste LCD-skærme kan se masser af fine, delikate detaljer og former.

I denne kategori af mini-LED-skærne, som lover fremragende HDR-ydelse, burde AOC AG344UXM og ViewSonic XG341C-2K være interessante for gamere. De er begge ipsskærme, som er lovet i år, og som får den samme grundlæggende form som Alienware AW3423DW OLED. Det vil sige 34” ultrabred og 3440 x 1440 pixel. AOC’en vil levere 170 Hz, mens Viewsonic-skærmen har en opdateringsfrekvens på 200 Hz.

Begge har mini-LED-baggrundsbelysning med 1152 zoner og burde kunne levere en ægte 1000-nit HDR-oplevelse i modsætning til den pseudo-HDR, der følger med DisplayHDR 400-paneler, som kun kan klare 400 nit lysstyrke, og som typisk mangler lokal dæmpning af nogen art, for slet ikke at tale om hundreder af mini-LED-zoner.

Samsung Neo G8 tegner også særdeles lovende. Den burde være lige på trapperne, og der er tale om en 32”-skærm på 4K med en mini-LED-baggrundsbelysning på 1196 zoner, som leverer hele 240 Hz. Hvis den ser ud til at bliver temmelig kostbar, bør skærme som Acer Predator X27S og Cooler Master GP27-FQS være nemmere at komme i nærheden af.

Kun de nyeste grafikkort, herunder Nvidia GeForce RTX 3080, kan køre 4K ved 120 Hz over HDMI.

Begge skærme er 27”-modeller på 1440p, der kører ved 160 Hz, og som bliver drevet af mini-LED-baggrundsbelysning med 576 zoner. Vi kan i det hele taget se frem til flere mini-LED-skærme i år, og de bliver forhåbentlig solgt til stadig lavere priser.

Hvis du fornemmer, at højere opdateringsfrekvenser er ved at blive normen, bliver den fornemmelse endnu mere udtalt, efterhånden som dette år skrider frem. Man kan diskutere, hvor meget stadig højere refresh betyder for de fleste gamere, når man er nået over cirka 240 Hz.

Men man kan allerede få adskillige 360 Hz-skærme, og der er 480 Hz på vej – meget tænkeligt inden årsskiftet. Både LG og AU Optronics er tæt på at levere 480 Hz-ips-paneler til skærmproducenter.

De forventes begge at være 24”-modeller på 1080p, og målgruppen er seriøse e-sportsudøvere og professionelle gamere. Når det gælder en bredere appel, arbejder LG på et 1440p-panel med en refreshrate, der er over 240 Hz. Det burde komme i år, og det lyder vældig lovende.

Bortset fra alt dette kommer der uundgåe-ligt yderligere forbedringer af eksisterende LCD-panelteknologi. LG fik debut med sin såkaldte ips Black-højkontrastteknologi i Dell U3223QE tidligere i år. Den skuffede umiddelbart, men vi håber, at kommende udgaver bliver bedre. Hvis der er noget, ips-teknologi kunne trænge til, er det bedre kontrast og bedre sorttone-rendering.

LG arbejder også på at videreudvikle både pixelrespons og farveægthed i sine ips-paneler, herunder en 100 procent forbedring af DCI-P3-farverum (Digital Cinema Initiative), og det vil være imponerende, hvis det bliver til noget.

Når det gælder respons, har LG planer om at reducere overshoot og inverse-ghosting, som er resultaterne af massivt overbelastede pixels, og det burde forbedre den reelle responstid. LG har ikke oplyst nogen specifikationer, men vi forventer, at firmaet vil frigive sin 0,5 ms-GTG snarere end den endnu mere robuste MPRT-teknologi til ips-paneler. Håbet beskæmmer ingen.

Hvis man opregner alle de mulige udviklinger for konventionel LCD-teknologi i 2022, når man frem til en temmelig imponerende situation, også selvom OLED ikke bliver mere tilgængelig. Hvis 2022 ikke helt bliver året, hvor alle kan få billige OLED-skærme, tegner det alligevel til at blive et godt tidspunkt at købe en ny pc-skærm.

De vigtige tilslutninger DisplayPort og USB øger udvalget

Efterhånden som opløsninger og refreshrates stiger, bliver skærminterface vigtigere og vigtigere. I øjeblikket kan kun de nyeste grafikkort fra AMD og Nvidia drive en 4K-skærm ved 120 Hz over HDMI. Ved fuld 4:4:4 chroma og 8-bit-farve kræver det hele 32 Gbps rå båndbredde.

Forestil dig så, hvad der kræves til 8K og de sædvanlige 60 Hz. Prøv så at fordoble det til 8K 120 Hz. Nu taler vi om vanvittige tal. Faktisk har både HDMI 2.1 og DisplayPort 1.4 de nødvendige båndbredde-kræfter til 4K ved 120 Hz, men 8K ved 60 Hz kræver kompression. HDMI 2.1 kan faktisk gå helt op til 10K (10.420 x 4320 pixel) med kompression.

Hvis man imidlertid også indregner HDR’s krav til båndbredde, er det klart, at der bliver behov for nye interfaces inden længe. For pc’en betyder det DisplayPort 2.0. Den øger båndbredden i forhold til den eksisterende DisplayPort 1.4-standard fra 32,4 Gbps rå og 25,92 Gbps effektiv til hele 80 Gbps rå og 77,37 Gbps effektiv.

Derfor kan den nå videre end 60 Hz ved 8K uden kompression, og den kan understøtte 8K ved 60 Hz med HDR og 144 Hz 4K med HDR. Og hvis vi ser, hvad man kan opnå med kompression, hvad så med et 16K-panel? Ikke ilde. Den anden kritiske brik i forbindelses-puslespillet er USB.

USB-C med DisplayPort-Alt-tilstand er allerede ved at blive ekstremt populær takket være dens brugervenlighed og evne til at levere strøm, således at et enkelt kabel kan forbinde en laptop, drive skærmen, oplade selve laptoppen og forbinde ekstraudstyr. Når opløsninger og refreshrates stiger, bliver USB naturligvis nødt til at følge med.

Som det er nu, topper den eksisterende USB 3.2-standard ved 20 Gbps. Men USB 4 fordobler det til 40 Gbps og øger markant skærmens formåen. Nok så vigtigt har USB Implementers Forum annonceret en ny Extended Power Range-definition (EPR), der hedder USB- PD R3.1.

Den skal øge den maksimale strømforsyning til USB-C-opladning fra 100 W til hele 240 W. Den eksisterende grænse på 100 W rækker slet ikke til stærke gaminglaptops. Men stigningen til 240 W vil gøre det muligt at køre en højtydende bærbar via USB-C. Den eneste hage er, at så stor strømforsyning skaber nogle praktiske problemer.

For at forhindre kortslutning og gnistdannelse, navnlig når man tager stikket ud, kræves der nye kabler. Løsningen er til dels at give CC-pins og VBUS-pins forskellige længder og dermed muliggøre opdagelse af fejlforbindelse hurtigt nok til at lade strømkilden reducere strømmen, før kablet bliver helt frakoblet.

En snubber-kondensator installeret i begge ender af kablet er også en del af den nye EPR-standard, og det vil hjælpe med at sikre, at det nye turboladede USB-interface ikke udsender gnister, hver gang man trækker stikket ud.