Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Skærme [STORTEST]: 7 kvalitets-skærme til fornuftige priser

Hvor fed kan en pc-skærm blive, hvis man sætter 5000 kroner som top- grænsen? Det afslører denne test af monitorer, der kan tilføje nye dimensioner til dine computeroplevelser.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De fleste af os benytter en bærbar computer til en masse daglige gøremål eller på jobbet. Selvom den indbyggede 13”- eller 15”-skærm er god nok til det meste, så er det altså rart at kunne blæse alt op i noget større format. Det kræver blot et enkelt kabel og ”lidt” håndører.

I jobsammenhæng er det især muligheden for at have mange vinduer åbne på samme tid, der er gevinsten ved at koble en større skærm på den bærbare computer. Men selvfølgelig er den også god at have, hvis du har en lille gamer i dig. Og vælger du et skærmformat som på testens skærme, har du også fået et ekstra tv. For med streamingtjenester eller de muligheder, der er for at streame danske tv-udsendelser, har din computer og en stor skærm fået en funktion, som for ikke så mange år siden var utænkelig.

Til denne test har vi satset på kvalitetsskærme. Der findes betydelig billigere skærme, end dem vi har på testbænken her, men de gør ikke altid andet godt ved skærmbilledet end at forstørre det. Derfor bad vi en række førende skærmproducenter sende os en skærm til maksimalt 5000 kroner, men ikke de helt billige løsninger.

Læs også: 7 stærke før du køber pc-skærm

Der er en tydelig linje i udvalget. I denne kvalitetsklasse får du en skærm på 27-28” og en opløsning, der ligger over full HD. Var vi gået ned i pris, havde vi fået en eller flere skærme, der ”kun” var full HD, 1920 x 1080 pixel, hvilket efterhånden opfattes som lige i underkanten til pc-brug.

Vi synes, at 2560 x 1440 pixel er et fantastisk kompromis mellem opløsning og læsbarhed. For jo flere pixels, du har til rådighed, jo mindre bliver tekst og ikoner også. De kan selvfølgelig skaleres op, men det er rart med en opløsning, hvor du er fri for at skulle justere løbende.

Bedre ergonomi med ekstra arm

Du får bedre ergonomi og større fleksibilitet, hvis du går skridtet videre med din skærm og monterer den på en bevægelig arm. De fleste skærme understøtter den monteringsstandard, der hedder VESA – ofte kaldet VESA Mount. Det giver dig mulighed for at trække skærmen længere ind over bordet og op eller ned. Der er forskellige løsninger afhængigt af skærmens størrelse og vægt.

Arm en skærm. Arm en skærm.

Det er da også sjovt at kunne konstatere, at testens billigste skærm faktisk har 4K-opløsning. Og er du en hund efter detaljer, er 4K så absolut værd at gå efter. Det høje antal billedpunkter gør bare alt mere finkornet – ikke mindst når du zoomer ind på et billede.

Gode indgange er standard

Alle skærme i testen har HDMI-indgang eller DisplayPort og begge dele er bestemt godt at få med. De ældre løsninger som DVI eller VGA er stort set udraderet – skal du bruge en af disse løsninger, kan du få mange adaptere, der sikrer kompatibilitet mellem din pc og den nye skærm.

Mange bærbare og stationære computere understøtter da også DisplayPort, mens HDMI er standarden i enhver Blu-ray-afspiller, Xbox eller PlayStation. Og har du begge dele – eller for eksempel to stk. HDMI-indgange – kan du jo have flere apparater tilsluttet skærmen på samme tid.

Generelt synes vi kvaliteten fra skærmene er høj, og især et par af testdeltagerne (i den dyre ende) stikker ud og giver kvaliteter, som du skulle betale mindst det dobbelte for bare få år tilbage.

Men også i den mere prisoverkommelige ende er kvaliteten høj. Vi kan dog konstatere, at der er kæmpe forskel i den måde, skærmene gengiver farver på, og hvordan de håndterer ergonomi og betjening.

Det lækre design, den høje byggekvalitet og den for prisen ret unikke billedgengivelse gør, at Dell S2718D ender som testens vinder. Kun Viewsonic VP 2768, som prismæssigt ligger tæt på Dell, kommer i nærheden.

Mest for dine penge får du dog hos Samsung LU28E590DS, der ender som "Bedste køb".