Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sims 3

Man kan sige meget om Sims-franchisen: Det er kun for små piger, den er blevet malket til døde, eller det er et virtuelt dukkehus.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ikke desto mindre har Sims-serien formået at trække flere kvinder ind foran computerskærmen og dermed introducere gaming til lidt af et kvindefænomen. Nu er det tredje kapitel i butikkerne, og hvis du ikke allerede har købt det, så er det på høje tid – forudsat du er til familie gameplay med en tyk eftersmag af micro management.

Har du spillet Sims 2, husker du sikkert, at det var sindssygt svært at få sit husholdningsbudget til at hænge sammen. Ydermere tangerede graden af micro management på grænsen af det absurde, hvilket gav mere stress end afslappende underholdning. Heldigvis er der rådet bod på disse ”problemer”, hvilket giver dig mere overskud til at nyde omgivelserne og de mange nye features.

Fans af Sims vil hurtigt kunne mærke, at 3’eren er blevet mere fri og social. Du kan bevæge sig frit rundt i forstaden, du bor i, hvor du spontant kan joine en skovtur, der allerede er i gang, eller du kan smutte en tur forbi træningscenteret, hvis du mener, at din Simmer har brug for at tage et par muskler på.

Du skal blot zoome ud, hvorefter du får et overblik over dit nærområde, og du kan klikke dig hen imod din foretrukne destination. Din sociale færden er dog afhængig af, hvilke karakteristika du giver din Simmer. Afhængig af valget af alder, kan din Simmer have op til fem forskellige personligheder, som kan have en direkte effekt på andres lyst til at omgås dig – er du neurotisk og sindssyg, får du ikke, sjovt nok, synderligt mange venner.

Spillet har en rigtig god AI, der gør, at din karakter opfører sig på en måde, der passer til den valgte personlighed. Dette gør, at du ofte trækker på smilebåndet, når Simmerne mødes og hygger sig med hinanden. Er du den flirtende type, kan du begynde at gnubbe dig lidt for meget op ad andre – og gæt hvad der så sker, når ægtefællen bemærker dette.

Som altid har dine Simmere forskellige behov, som skal dækkes, såsom det sociale behov, men alt i alt handler spillet om, at du formår at holde dine karakterer tilfredse, og du kan holde styr på din familie. Du skal fortsat sørge for at fodre dine Simmere, holde dem rene samt udfordre dem. Med udfordring er der kommet endnu en feature til, hvor du vælger en livsdrøm til din Simmer.

Sådan en livsdrøm kunne være en succesfuld karriere, hvilket gør, at du bliver nødt til at bruge megen tid på kontoret, mens familien kommer i anden række. Til gengæld får du en glad Simmer med dertilhørende bonusser. Du får eksempelvis flere penge til at bygge et godt og flot hjem for med dyre møbler og udstyr.

Hvis du er ny i Sims-universet, er der risiko for, at du bliver godt og grundigt forpustet, måske allerede ved at læse denne anmeldelse, fordi der er så mange ting, du skal i dette spil. Alene det at bygge dit hjem op, så familien er tilfreds, kræver en del tid og kræfter. Ikke desto mindre vil nytilkomne opdage, at langt de fleste ting i spillet bliver forklaret, og det er nemt at sætte sig ind i. Dog skal du passe godt på – for Sims 3 ER en tidsrøver.

Du skal være lidt af en tilhænger af dobbeltliv, eftersom du bruger ufatteligt megen tid på Sims 3, når det først fænger. Det er et virtuelt dukkehus, men i en så detaljeret grad, at du nærmest bliver rundtosset. Dermed er det sagt, at du skal være fan af micro management, opbygning af hjem og karakterer samt virtuelt liv. Har du først spillet tæt inde på dig, vil det være svært at give slip igen, fordi det er fantastisk underholdende – også for mandlige gamere.