Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Simkortet er på vej i graven

Det traditionelle løse lille simkort, som du sætter i dine mobilenheder, er snart på vej til de evige sim-marker. Det er de fleste i telebranchen enige om, men det går ikke helt så hurtigt, som mange måske havde ventet og håbet.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Simkortet fylder 27 år i år. Hurra! Eller var det ikke snarere på tide at få den smidt på varig pension den håbløse lille dims, der plager os i flere størrelser og stort set gør vores fine mobilenheder nyttesløse ved fravær?

Men brokker vi os nu, hvad gjorde de mon så ikke i 1991, hvor det første simkort (Subscriber Identity Module) sneg sig ind i en mobiltelefon? Det havde nemlig samme størrelse som et kreditkort, men var måske så til gengæld også lidt nemmere at sætte i.

Hvorfor opfandt man overhovedet det kort? Jo, simkortet gør det muligt for mobilnetværket at kontrollere, om din mobiltelefon har tilladelse til at gå på og lader samtidig mobilnetværket identificere både telefon og simkort. Det sætter mobilnetværket i stand til at håndtere mobiltrafikken og tillige sørge for, at regningen bliver sendt til den rette bruger og ejer.

Siden 1991 er simkortet dog blevet mindre og mindre, selv om der stadig bliver jongleret lidt rundt mellem størrelsen, så det nogle gange hænder, at du skal klippe kortet til for at bruge det. Men efterhånden kan det dog fra leverandørens side trykkes direkte ud i forskellige størrelser. Men ind i mobilenheden skal det stadig, for at det hele kan fungere.

eSIM kort og godt

Producenterne er udmærket klar over, at et traditionelt simkort fylder i en mobiltelefon, om det er nok så lille. Og ikke bare kortet selv, men også den læser, der skal hente informationerne ud af simkortet. Den plads vil de glimrende kunne udnytte til andre ting som eksempelvis et større batteri, og det vil jo heller ikke mindst være en fordel for mindre mobilenheder som til eksempel smart-ure.

Du synes sikkert også, at det er ret besværligt at skifte mobilselskab eller bare at købe et taletidskort, for det er ensbetydende med møjsommeligt nørkleri med simkort, størrelsestilpasning og måske indføring via en slæde, som det nærmest kræver mikroskop og behændighed som en urmager at få anbragt korrekt. Samtidig er der alt for meget bøvl for brugerne med at få fat i og installere simkort. Hver gang man skifter operatør skal man have fat i et nyt kort.

Der er sket noget med størrelsen på simkort over 27 år, men de er der stadig. I hvert fald lidt endnu.

Både du, telebranchen og produktudviklerne har derfor formentlig i et stykke tid drømt om en ny og mere smart løsning, og den er også på vej under navnet eSIM. I stedet for et særskilt kort med en chip, er elektronikken ”kort og godt” bygget ind i telefonen som en komponent. En eSIM-løsning giver derfor umiddelbart mange fordele.

Udstyrsproducenterne sparer som nævnt fysisk plads, og du som bruger skal ikke længere bakse med løse simkort fra mobilselskaberne. Al den nødvendige teknologi sidder allerede i udstyret, og derfor er det meget nemmere at oprette et abonnement eller for den sags skyld skifte teleselskab. Du kan eksempelvis uden videre shoppe ad hoc-abonnementer for en begrænset periode hos forskellige teleselskaber alt efter, hvor du tager hen på ferie eller meget andet. For eksempel når du er på længerevarende rejser. Her vil det blive betydeligt lettere for dig at skifte til en lokal udbyders (billige) mobilabonnement. Det nye eSIM-kort vil også komme til god nytte i adskillige IoT-enheder, der nu så ikke længere behøver separat simkort for at kunne kobles på mobilnettet.

Der har faktisk allerede været eSIM-enheder på markedet i flere år. Apple var først til at introducere eSIM i et kommercielt produkt. Det gælder bl.a. iPad Air 2 fra 2014, men kun blev markedsført i nogle lande. I dag findes Apple Watch Series 3 i en udgave med eSIM, så uret kan gå på nettet selv, men denne udgave sælges dog ikke i Danmark. Også de nyeste Google Pixel 2-telefoner, Microsofts computer Surface Pro LTE og flere af Apples iPad Pro-modeller har også et eSIM indbygget.

Apple samarbejder med telebranchens internationale forening GSMA Association (Global System for Mobile Communications), der har udsendt en erklæring om, at “GSMA arbejder med Apple for at sikre deres støtte til eSIM-initiativet. Vi er optimistiske og arbejder stadig på en formel aftale.” Umiddelbart ser det altså ud til, at både Apple og resten af branchen får samme eller kompatible standard for eSIM. Det største problem ved eSIM lige nu, hvor teknologien endnu ikke er så udbredt, er publikums tvivl om sikkerheden. Men som teknologien ser ud, vil det ikke være muligt at bruge mobiltelefonen, medmindre du har adgang til eSIM’et. Alle dine informationer vil være skrivebeskyttet og derfor ikke tilgængelige for hackere.

Præcis hvordan dine oplysninger vil blive lagret og synkroniseret med mobilnetværket, er der dog for nuværende ikke rigtig nogen standard for, men der arbejdes på sagen. I foråret demonstrerede det tyske teleselskab Deutsche Telekom, at det er muligt at aktivere et mobilabonnement ved blot at scanne en kode.

Telebranchen er henholdende

Men indtil videre holder teleoperatørerne lidt igen, for eSIM er ikke lutter sød musik i deres ører. Der er jo det med, at eSim gør det meget lettere for mange af os troløse kunder at skifte vores operatører ud med billigere tilbud efter forgodtbefindende. Samtidig ligger i den etablerede telebranche en sitrende bekymring for, at producenterne af mobilenheder nu pludselig kan finde på selv at gå ind på telemarkedet. Du kan jo for eksempel forestille dig, at Apple ville leje sig ind på lokale netværk og dermed blive teleudbyder og gøre et teleabonnement til en del af deres iCloud-service. Apple har tidligere afvist, at de overvejede den strategi, men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt.

E’et i eSIM står ikke for electronic, som det gør i e-mail, e-handel osv. E’et står for det engelske ord “embedded”, der betyder “indlejret” eller mere ligetil indbygget eller integreret.

P.t. er der heller ingen danske operatører, der understøtter eSIM i telefoner, om end Telia har åbnet for, at brugerne i Norge og Finland har kunnet bruge eSIM-enheder. Og Telia lover angiveligt ifølge privatkundedirektør Christoph Nørgaard at lancere eSIM i Danmark, så snart mobilselskabet finder det relevant i forhold til antal og udbud af produkter, der understøtter den nye teknologi.

Går Telia all in, følger de øvrige store operatører sandsynligvis hurtigt i hælene. I løbet af kort tid kan du altså forhåbentlig slippe for de irriterende små simkort og blot vælge din udbyder fra din mobiltelefon eller computer.