Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Det sikre valg

Den er let, hurtig til at oplade, fantastisk at skrive på og desuden ret kvik.  Lenovo IdeaPad 510S er det sikre valg, en hverdagsslider af de bedste.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Engang blev IBM betragtet som det sikre valg. Siden blev IBM’s bærbare til Lenovo, men Lenovo IdeaPad 510S er uanset navn og oprindelse også et sikkert valg – det er den stabile hjælper til alle hverdagens opgaver.

At kunne det hele vil altid indebære kompromiser. En bærbar, der skal være hurtig, bliver ofte tung og kostbar, og skal den være let, så er det som regel på bekostning af skærmstørrelse og hastighed – plus at prisen ryger i vejret. Lenovo IdeaPad 510S viser imidlertid, at et kompromis hverken behøver være generende eller kedeligt.

Først og fremmest opfylder maskinen de helt basale krav for en bærbar, som du vil bruge overalt. Vægten er på under 2 kilo, dimensionerne passer til en lille rygsæk, og skærmstørrelsen på 14” er næsten altid tilstrækkeligt. Her kan du have et par dokumenter åbne, samtidig med at skærmen ikke gør computerens dimensioner alt for voldsomme.

Læg dertil en ret habil ydelse. I vores testsuite scorer Lenovo’en 5121. Det er næsten på niveau med en gaming-pc i den billigere ende. Meget godt gået af en hverdagsslider. Baggrunden for den flotte ydelse skal findes i, at den har et dedikeret grafikkort fra AMD med 2 GB hukommelse. Desuden er processoren nyeste generation Core i5, og der er endvidere en ssd-harddisk på 512 GB – ikke dårligt!

Det er ikke kun på papiret, Lenovo brillerer. For selv billed-behandling og gaming, der kræver muskler, tygger 510S sig godt igennem. Den er ikke så ubesværet som en dedikeret grafikcomputer eller en rendyrket gaming-laptop, men klarer opgaverne fint.

Hurtig opladning

Hvis du skriver meget, vil du elske tastaturet (som Lenovo nærmest har sat standarden for). Det opleves blødt, men alligevel med en god følelse. Vandringen i knapperne og deres skålform betyder, at du altid rammer rigtigt. Det er noget, man sætter pris på i en travl hverdag, hvor der ikke er plads til små, irriterende fejl på det arbejdsredskab, den bærbare jo er for rigtig mange af os.

Der er dog ikke lutter roser. Skærmen er ikke trykfølsom, men billedet står pænt. Rammen omkring skærmen er lidt stor, og selvom lyden leveres af Harman-Kardon, skal du helst tilslutte hovedtelefoner for at få ordentlig gengivelse, når du lytter til musik og ser film.

Designet er underspillet og minimalistisk, og det er en smagssag, hvad man bedst kan lide her. Vi synes det er nydeligt og kan konstatere, at overfladen er ret modstandsdygtig, så den ikke nemt bliver ridset eller fedtet.

Læg dertil en nogenlunde batteritid på 4-6 timer og ikke mindst en meget hurtig opladningstid på blot 45 minutter op til 65 procent kapacitet, og vi har en bærbar, der er klar til at gøre sig nyttig i en travl hverdag. Især når prisen på de små 5500 kroner tages med i ligningen, og derfor får Lenovo IdeaPad 510S en klar anbefaling herfra!