Sikkerhed handler også om transparens

Sikkerhed handler også om transparens

Share

Flowmon er en ny aktør på det danske marked for it-sikkerhed, og den første distributøraftale er netop indgået. Konceptet for Flowmons løsninger er, at uanset hvor mange anstrengelser en virksomhed gør sig, er det svært for ikke at sige umuligt at holde de it-kriminelle ude. Derfor er det essentielt at blive alarmeret i samme sekund, indtrængningen sker

Nogle af de mest succesfulde firmaer inden for it-sikkerhed finder vi i det, man med de politiske briller tidligere ville kalde for Østblokken. Eksempelvis er Kaspersky etableret i Rusland, mens et af de firmaer, vi kommer til at høre meget mere til de kommende år, er etableret i Tjekkiet. Flowmon er navnet, og her er man specialist i at udvikle løsninger, der skaber gennemsigtighed i en virksomheds eller organisations netværk.

Målet er at gøre det både nemmere og ikke mindst hurtigere at identificere, når netværket inficeres af udefrakommende angreb. Ifølge Tomás Sárocký, der har ansvaret for firmaets vækst på vore breddegrader, tager det nemlig i snit 400 dage for en virksomhed eller organisation dels at opdage, at den er blevet angrebet, dels at identificere, hvor stor skaden er og hvori, den består.

Se også:  Guide: Gør dit hjemmenetværk sikkert

Nu vil nogle måske tørt konstatere, at mange af de sikkerhedstrusler, vi dagligt udsættes for, ligeledes kommer østfra, og det er da også ganske rigtigt. Universitetsmiljøet på disse breddegrader er særdeles kompetent, især når det gælder sådan noget som matematik og algoritmer. Således er det 10 år gamle firma Flowmon da også udsprunget fra universitetsmiljøet i Brno, der med næsten 400.000 indbyggere er den næststørste by i Tjekkiet.

flowmon

Flowmons flowbaserede løsninger kigger efter unormal netværkstrafik og bygger blandt andet på kunstig intelligens således, at de løbende bliver klogere. Ifølge Tomás Sárocký, der blandt andet er forretningsansvarlig for Norden, er it-sikkerhed et samfundsansvar, som også eksempelvis ISP og Telco-branchen bør leve op til.

Partnere skal bane vejen for Flowmon

Nu skal man imidlertid ikke altid skue hunden på hårene, for langt fra alle de lyse hoveder har slået sig på hackervejen, og netop Brno, der rummer en hel stribe af universiteter, har gjort det interessant for en række andre it-virksomheder – blandt andre IBM – at etablere sig her.

Se også:  Guide: Gør dit hjemmenetværk sikkert

Næppe ret mange i Danmark kender til Flowmon, og det er ikke så mærkeligt, for det er kun et års tid siden, man gik ind i Norden. I første omgang i Sverige, hvor man har tegnet kontrakt med de første kunder, og siden i Danmark, hvor man lige nu leder efter en chef for den danske forretning. Senere er det tanken at etablere et egentligt kontor.

”Vi er dog udmærket klar over vigtigheden af at kende markedet og derfor udelukkende vil sælge gennem partnere, der kender teknologierne i de segmenter, vi vil koncentrere os om. Det er blandt andet bank- og forsikringsbranchen samt ikke mindst e-handel”, fortæller Tomás Sárocký og føjer til, at Flowmons løsninger typisk henvender sig til virksomheder med mere end 200 ansatte.

Mærsk kunne have sparet 2 milliarder

Flowmons software kan ifølge eget udsagn gøre det muligt at stoppe ransomware- angreb som det, der kostede Mærsk i omegnen af 2 milliarder kroner. Løsningerne lægger sig som et ekstralag oven på antivirus og firewall, og blandt kundesegmenterne er især den finansielle verden.

Men også blandt ISP- og Telco-aktørerne ser man gode forretningsmuligheder, da man fra Flowmons side bredt set betragter it-sikkerhed som et samfundsansvar. Flowmons løsninger til netværksmonitorering og “lean-forward” adfærdsanalyse anbefales blandt andre af Cisco, Check Point og IBM

Del denne