Ja ja, okay, det skal jo heller ikke lyde som om, bandlemmer partout er i bitter kamp mod hinanden (om end der gennem musikhistorien har været adskillige eksempler på dette), men vokalister ér bare mere sårbare, når de skal udtrykke sig på scenen, da de står med et værktøj, som ikke bare er åbent og modtageligt for deres egen stemme, men potentielt også for alle andre lydkilder på scenen og samtidig i konstant risiko for den feedback, der med ét kan forvandle en skrøbelig ballade til et skærende inferno af hyletoner.
Det gælder således om at have et have et redskab, der er skabt til at håndtere dette kritiske arbejdsmiljø optimalt. Sennheiser er ekspert i at skabe mikrofoner af enhver type, ikke mindst vokalmikrofoner, hvoraf den trådløse MD 9235 er en klassiker. Den ekstremt hurtige og responsive kapsel fra denne er nu overført til den kablede og prisvenligt mere overkommelige Sennheiser MD 435.
Man får således glæde af den samme transparente og detaljerede lyd, der kan få de selv mest sarte nuancer frem i neddæmpede og skrøbelige vokaler. Det er en fremragende vokal til studiet, såvel ved solo-udførelse som i bandoptagelser. Der er en klarhed i toppen og i den øverste mellemtone, som får vokalen til at stå stærkt i lydbilledet. I det dybere register gør den sig ligeledes glimrende. Der er en dejlig varm tilstedeværelse ved helt close-up crooner-optagelser.
Mindst lige så god er den i live-sammenhæng, hvor samme egenskaber gør vokalen nem at få til at sidde i skabet hos lydmanden, der uden meget besvær kan trække den så langt frem i mixet, som der er behov for. Den er rimelig nem at håndtere, med god nærhedseffekt, imponerende bred dynamisk vidde og tolerance for selv meget høje lydniveauer. Nyrekarakteristikken afskærmer den fra stort set alt andet end sangerens stemme, så risikoen for feedback og andre forstyrrelser er relativt lille. Lige på dette punkt har slægtsfællen MD 445 dog særlige styrker …