Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sennheiser HD 820 & Sennheiser HDV 820: Hovedtelefonen har sit eget kraftværk

Kom med ind i drømmeland! Her tester vi en af verdens mest kompromisløse hovedtelefoner. Højttalerenhederne i Sennheiser-nyheden er gemt bag glas, og hovedtelefonen drives af sin egen digitale forstærker. Her får du kaskader af detaljer, ekstrem dynamik og en meget naturlig og stor lyd.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvor er det skønt, at der stadig er producenter, som holder hi-fi-fanen højt. En af dem er tyske Sennheiser, der netop har lanceret denne nærmest uopnåelige drøm af en hovedtelefon, HD 820. Oven på hovedbøjlen sidder en sølvplade med produktnavnet, men også med det enkelte produkts serienummer.

Eksklusiviteten understreges af prisen på 18.000 kroner. Det er set før.
Men skal du have det optimale ud af denne drømmehovedtelefon – og det skal du da – bør du også købe Sennheisers digitale hovedtelefonforstærker, HDV 820, der koster omtrent det samme.

Den samlede prislap bliver altså på lige under 40.000 kroner. Selvom Sennheiser HD 820 også lyder forbavsende godt via en god streamingtjeneste på din smartphone, så er det først, når du tilslutter topklasse-udstyr, at du hører hovedtelefonens virkelige potentiale. Nu får du kaskader af detaljer, masser af dynamik og ikke mindst en meget naturlig klang og ”stor” lyd.

Enheder bag glas

Selve hovedtelefonen er en lukket type, men den ser åben ud. Det er faktisk ret blæret. Den tyske hovedtelefonproducent har valgt at lægge et tyndt lag glas yderst på ørekopperne, så du kan se direkte ind til de lækre transducere, højttalerenhederne. Du kan se bagsiden, som huser magneten, og glasset giver samtidig den ekstra fordel, at resonanser minimeres.

Men der er mening med galskaben. Glasset er konkavt, så det reflekterer lydbølgerne på indersiden – som en form for ”lydsluger”, der fjerner resonanserne. Det buede glas sikrer, at du kun får den rene lyd og ikke reflekser fra hovedtelefonen.

Højttalerenhederne er en såkaldt ring radiator-løsning, hvor membranerne spreder lyden mere bredt end normalt. De for hovedtelefoner forholdsvis store membraner spreder alle musikkens frekvenser bredt. Det er en teknologi, man ofte ser i hi-fi-højttalere, der skal kunne spille større rum op, men nu altså er implementeret i en hovedtelefon.

Sennheiser HD 820 er usædvanlig flot bygget og samtidig meget behagelig at bære på hovedet. Kombinationen af metal og god plast samt en fyldig polstring både i hovedbøjlen og omkring ørerne betyder, at du kan lytte til musik i timevis uden at blive træt. Og det kommer du nemt til.

HD 820 spiller så forrygende flot, at du næsten ikke kan få dig selv til at lægge hovedtelefonen til side igen. Der medfølger i øvrigt flere kabler af udsøgt kvalitet, og i bedste entusiaststil er der et enkelt kabel, men det splittes, så det kan tilsluttes et stik i hver side af hovedtelefonen.

Forstærker der dur

Du kan sagtens tilslutte HD 820 til alle mulige forskellige enheder, der kan trække hovedtelefonen: din smartphone, din computer eller din hi-fi-forstærkers hovedtelefonudgang. Men Sennheiser har som sagt udviklet en dedikeret hovedtelefonforstærker, der passer perfekt til HD 820 – selvom det er en enhed, der ikke kun er skræddersyet til HD 820.

Den kan også bruges som kontrolforstærker eller som en digitalkonverter i særklasse. Der er flere analoge og digitale indgange, og du kan slutte den til dit eksisterende stereoanlæg og udnytte de fine lydkredsløb og digitale kredsløb på dit øvrige udstyr.

Tilslut for eksempel en Sonos Connect via digitalkabel til HDV 820-forstærkeren, og du kan nu høre, hvor godt high end-streamingtjenester som Tidal kan lyde, når de tilsluttes ordentligt udstyr. Der kommer en naturlighed og en energi i musikken, som man sjældent hører via almindelig streaming fra sin smartphone. Musikken bliver bragt til live og åbner sig op. Det er svært at vende tilbage til almindelige ”leverpostej-streaming”, når du først har hørt, hvor godt din yndlingsmusik kan lyde!

Du kan se ind til højttalermembranen gennem et stykke glas, som er konstrueret således, at det absorberer resonanser. Så ud over at det ser godt ud, medvirker glasset til den gode lyd. Det er design med høj brugsværdi!

HDV 820 forstærkeren har de nyeste lydchip fra Sabre, der kører 32-bit digital til analog-konvertering og kan sample helt op til 384 KHz. Det kan du også få langt billigere enheder, der kan, men de har med garanti ikke den lydkvalitet, som strømmer ud af HDV 820. Forbind HDV 820 med en forstærker og et sæt gode højttalere, og du kan høre, at den også her leverer varen.

Tilslutter vi lyd fra en cd-afspiller i topklasse, får vi en lydgengivelse i Sennheiser-hoved-telefonerne, der er helt usædvanlig autentisk. Det lyder bare rigtigt. Bassen, er dyb og stram, men samtidig ikke anmassende. Overtoner på et klaver klinger flot ud, samtidig med at bækkener står krystalklart. Om du lytter til Brahms’ violinkoncert eller en rå solo fra Jimi Hendrix er ligegyldigt. Alt leveres med naturlighed og ikke mindst et overskud, som er ret betagende.

En langtidsinvestering

Er et sæt hovedtelefoner med en – i vores optik – nærmest uundværlig forstærker små 40.000 kroner værd? Svaret er helt klart nej. Du kan få overordentlig god lyd for en fjerdedel af prisen, og som med al anden god elektronik, så betaler du uforholdsmæssigt meget for at få de sidste 20-30 procent kvalitet frem mod det optimale.

Men er du en ivrig og kræsen musiklytter, hvor gengivelsen er mindst ligeså vigtig som musikken i sig selv, kan du anskue sættet som en investering, du også vil have glæde af om 5, 10 eller måske 20 år. Set i det lys er Sennheisers drømmenyheder bestemt pengene værd.

 

Sennheiser HD 820

Sennheiser HD 820 Sennheiser HD 820

Kvalitetsindtryk: 5/5
Brugervenlighed: 4.5/5
Funktioner:3.5/5
Ydelse:5/5
Pris:2/5
Samlet vurdering:4.5/5

Testholdet mener:

Sennheiser HD 820 er usædvanlig flot bygget og meget behagelig at bære. Lyden er så naturlig, dynamisk og ”stor”, som du kan forvente af pris-klassen. Kun prisen gør ondt – men det er en langtidsinve-stering.

Teknisk set:

Sennheiser HD 820
Pris: 18.000 kr.
Produkttype: Hovedtelefon
Impedans: 300 Ohm
Frekvensområde: 12-43.800 Hz
Kabellængde: 3 meter
Vægt: 360 gram

Sennheiser HDV 820

Sennheiser HDV 820

Kvalitetsindtryk: 4.5/5
Brugervenlighed:3/5
Funktioner:4.5/5
Ydelse:5/5
Pris:2/5
Samlet vurdering:4.5/5

Testholdet mener:

Sennheiser HDV 820 løfter hovedtelefonens gengivelse op i drømmeklassen. Bassen er dyb og stram. Overtoner på klaver og instrumenter klinger flot ud, og de kritiske bækkener står krystalklart.

Teknisk set:

Sennheiser HDV 820
Pris: 17.849 kr.
Produkttype: Digital hoved-
telefonforstærker
Frekvensområde: 10-100.000 Hz
Forvrængning: 0,001 % ved 1000 Hz
Dimensioner: 224 x 44 x 306 mm
Vægt: 2,5 kg