Hvornår har du sidst tegnet et portræt af dig selv? Du er
ikke særlig god til at tegne? Jamen, var det så ikke på tide at få en maskine,
der kan føre dine arme?
Nogenlunde sådan kunne man spørge, og måske bliver det virkelig en dag muligt at købe sådan en maskine. Indtil videre er den, du kan se på billedet, lavet af Jen Hui Liao fra designskolen Royal College of Art i London.
Den findes kun i et enkelt eksemplar, og er mest lavet som en overvejelse over vores forhold til maskiner – skal alt virkelig laves af dem, eller kan vi godt tegne selv?
Men den er selvfølgelig også en god hjælp til at tegne. Maskinen virker ved, at den tager et billede af dig. Derefter bliver dine hænder og fingre spændt fast til stængerne på billedet. Så bliver billedet regnet om til bevægelser, som du skal gøre for at tegne dig selv.
Disse bevægelser bliver overført til dine hænder af maskinens små arme og Hopla! – så har du tegnet dig selv med lidt assistance fra de venlige maskiner.
Hvad kan man ønske mere?