Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det har længe været en kendt sag, at Intel arbejder på sekskernede processorer i en ny Gulftown-serie baseret på 32nm teknologi.
Den ene af disse er Core i7-980X Extreme Edition, som vi tidligere har berettet om. Den er muligvis ude allerede i næste måned. Selvom vi ikke har en pris på den endnu, kan vi allerede garantere, at den ikke bliver billig.
Det er der dog muligvis en anden version af processoren der bliver. Ifølge Fudzilla forbereder Intel nemlig en Core i7-970, som skulle få et noget mere overkommeligt prismærke.
Ydelsen skulle blive en anelse lavere end dens ekstreme storebror – en clockhastighed på 3.2Ghz frem for 3.33GHz – men ellers skulle den besidde mange af de samme specifikationer, som eksempelvis Hyper-Threading, Turbo Boost, 6.4GB/s QPI, understøttelse af 1066MHz DDR3 ram og TDP på 130W.
Den nye processor skulle være på markedet til efteråret.